Efter morgenmad – denne morgen bestående af scrambled eggs, bacon, blåbærpandekager og frugt i Whole Foods samt et par gedigne bægre kaffe, satte vi kursen mod World Trade Center. Ikke for at kigge på tårnet eller besøge 9/11 Memorial, men for at dykke under jorden. Vi gik nemlig ind i den smukke hvide “due”, som egentlig hedder Oculus og som fungerer som kombineret meto- og togstationstation, shoppingcenter og bindeled imellem World Financial Center og World Trade Center. Fra stationen kører der tog imellem World Trade Center og New Jersey og da vi udelukkende har været i New Jersey for at lande og lette fra lufthavnen i Newark, eller når vi har besøgt Jersey Gardens for at shoppe, var det tid til et besøg.

Selvom Oculus er kæmpe stor og betagende smuk, så er det ikke vanvittigt svært at finde rundt derinde og der er fin skiltning. Har man penge på sit metrokort, så skal man blot køre det igennem maskinen – så bliver der trukket 2,75 $ og man bliver lukket ind til perronerne. Vi har som regel 3 forskellige Metrokort med os, når vi er afsted, idet vi altid køber et kort til hver med 7 dages unlimited ride – dermed har vi fri adgang til samtlige busser og subwaylinjer i en uge, hvilket jeg bestemt anbefaler. Men vores unlimited ride kunne ikke bruges til toget til New Jersey, så vi måtte lige sætte 5,50 $ ind på det 3. metrokort og så var vi klar til at tage afsted. Der er massevis af billetautomater og man behøver selvfølgelig ikke selv have et metrokort i forvejen – men det koster 1 $ at få printet et nyt kort, så vi gemmer dem som regel og sætter penge ind løbende.

Vel nede på perronen var det blot at hoppe på toget, som holdt og ventede – der er endestation ved World Trade Center og de kører med ganske korte intervaller – mener det var 15 minutter eller deromkring, da der er mange mennesker, som pendler mellem New Jersey og Manhattan hver dag. Togturen varede vel 5-7 minutter – vi skulle jo bare lige under Hudsonfloden og selvom der er flere stationer i New Jersey, så valgte vi at stå af ved en af de første, så vi stadig var i nærheden af vandet.

Vi kom op på et lille torv – fyldt med små butikker og fine caféer – solen skinnede og var dejlig varm og eftersom vi lige havde forladt et travlt og hæsblæsende World Trade Center, så var det bare noget så hyggeligt. Bag os kunne vi selvfølgelig skimte Manhattan og de mange skyskrabere, men det var virkelig som at komme til en helt anden verden.

Vi startede med at drysse lidt rundt på må og få og kiggede på de mange små og sjove butikker – gik ind i en kaffebar og fik en latte to go og gik så ud mod Hudsonfloden. Udsigten var fantastisk og så var det jo helt nyt at se over på Manhattan fra denne side – vi plejer at gå ovre på Manhattan og se over mod New Jersey.

Efter en times tid gik vi væk fra floden igen og kom ind til et enormt supermarked og så bliver en madnørd som mig jo fyr og flamme. “Problemet” med Manhattan er, at der kun er ganske få, som rent faktisk selv laver mad og det kan derfor være svært at finde et helt almindeligt supermarked – gourmetmad-markeder er der masser af, men helt almindelige supermarkeder kniber det med – de er ofte små og kan være svære at finde.

Dette her var som sagt kæmpe stort og da Morten deler min passion for sjove madvarer, endte vi med at bruge en times tid derinde. Faktisk tror jeg, at den primære andel af de spiselige ting, som vi denne gang har haft med hjem, blev købt her. De havde – selvfølgelig – også et enormt udvalg af is fra Ben & Jerry’s til billige penge – 1 bøtte for 5 $ eller 2 for 7 $. Desværre kunne vi jo ikke spise 2 bøtter men én skulle vi i hvert fald have og valget faldt på den der hedder “Banana Split”. En blanding af jordbær- og bananis med chokoladesauce og stykker af valnødder, chokolade og jordbær. Isen tog vi med os udenfor sammen med 2 plastikskeer og så satte vi os på en bænk i solen og nød livet og vores is.

Nu kan man jo ikke leve af is alene og da vi nærmede os frokost og alligevel befandt os i et lille butikscenter, blev vi enige om at kigge lidt nærmere på udvalget i deres food court. Morten besluttede sig for en mexicansk tacosalat og jeg ville have sushi. “Desværre” koster sushi i USA nærmest det halve af, hvad vi giver i Danmark og derudover havde de frokosttilbud, så det var virkelig svært at vælge – jeg ville jo have det hele.

Det endte med en California roll og en Crispy Ebi roll og så fik jeg oven i købet rabat ved køb af 2 ruller – 20 stykker i alt til 65 kr. Sushien blev lavet, imens vi ventede og var virkelig lækker, men jeg kunne jo ikke spise 20 stykker selv. Heldigvis ville Morten godt have nogle stykker og jeg skulle jo også lige smage hans salat, så det blev sådan en hyggelig delefrokost. I det hele taget deler vi meget, når vi er på ferie, for på den måde har vi mulighed for at smage på meget mere. Vi bestiller 2-3 retter og beder om en ekstra tallerken og så går vi ellers i gang.

Efter frokosten gik vi – godt mætte – rundt og kiggede lidt i det lille center og fik også købt en pæn posefuld hudplejeprodukter med hjem i en Sephora butik. Blandt andet koster Ole Henriksens produkter ca halvdelen af, hvad vi giver herhjemme. Ved 16-tiden blev vi enige om at sætte kursen tilbage mod Manhattan og heldigt nok befandt vi os lige i nærheden af en station, så det kunne jo ikke være nemmere. Man kan komme fra Manhattan til New Jersey – og den anden vej selvfølgelig – fra hhv. World Trade Center og Penn Station og da vi boede 3 gader fra Penn Station, så var det jo oplagt at tage den linje tilbage igen.

Tilbage på hotellet fik vi en kop kaffe og en kop te – jeg er virkelig fan af hoteller, som har kapselkaffemaskiner på værelserne – og så fik vi selvfølgelig hvilet benene. Jeg sorterede billeder og læste et par kapitler i en bog og Morten smuttede ned efter en ordentlig dunk vand, som vi altid har stående i køleskabet, og så en film. Man kan sagtens drikke vandet i New York, men det smager lidt af klor og den smag er mere eller mindre gennemtrængende, alt efter hvor på Manhattan man befinder sig. Ved 19-tiden begav vi os ud for at finde noget aftensmad.

Valget faldt på den hyggeligste, lille italienske restaurant, hvor vi har været et par gange før – stemningen er i top, maden er god og restauranten hyggelig og jeg lover, at man bliver så stopmæt, at man nærmest kan trille derfra. Restauranten hedder San Giovanni og ligger på 44. st West – lige ved hjørnet til 9. Ave, så vi kunne sagtens gå derned fra vores hotel, som lå på 37. st. Når jeg skriver, at restauranten er fyldt med stemning og hygge, så betyder det også, at belysningen er dæmpet og det er stort set umuligt at tage ordentlige billeder af maden, men Morten fik en portion spaghetti carbonara og jeg fik chicken parmigiana.

Vi takkede nej til dessert, for vi kunne simpelthen ikke spise mere, men aftenluften må have hjulpet på vores fyldte maver, for på tilbagevejen endte vi alligevel med at købe en lækker jordbær milkshake til deling med hjem. Vi kom for øvrigt som sædvanligt forbi Empire State Building på vores vej tilbage til hotellet – denne aften skulle 4 hold spille om at komme i Super Bowl finalen (amerikansk fodbold) og hver side af tårnet var derfor oplyst i farverne fra et hold. Det blev jo så Boston og Philadelphia, som kom i finalen og Philadelphia vandt Super Bowl i sidste uge.