Mango lassi er en superlækker, indisk drik, som ikke har noget som helst med en collie hund at gøre, men derimod består af noget så simpelt som mango, yoghurt og lidt mælk der blendes til konsistensen er glat og cremet. Det er en skøn og forfriskende drink, som minder lidt om en smoothie og i Indien bliver den især brugt som ledsager til stærkt krydrede retter, hvor det indimellem kan være nødvendigt at køle munden. Det er nu ikke så tit, at jeg serverer mango lassi til indisk mad – ikke minst fordi, at vi spiser alt for lidt indisk mad, hvilket jeg har et stort ønske om at lave om på. Jeg brænder efter at kaste mig ud i skønne, indiske klassikere som butter- og tandoori chicken og Kylling Tikka Marsala, men alligevel er det som om, at jeg altid kommer fra det igen.

Derfor er det hidtil kun blevet til en skøn, indisk dhal med linser og kartofler og så tilbehør i form af hjemmebagte naanbrød og raita, men mango lassi får vi til gengæld jævnligt – enten som supplement til morgenmaden eller som et lille mellemmåltid, gerne med lidt nødder eller en skive groft knækbrød ved siden af.

Jeg bruger helst en mango, som er godt moden, når jeg laver lassi – dels fordi den så er fuld af saft, men også fordi at smagen er så meget mere sød og intens. Desuden bruger jeg letmælks yoghurt naturel og lidt mælk – mælken kan man sagtens udelade og det er langt fra alle opskrifter, som indeholder mælk, men jeg kan godt lide, at lassien ikke bliver alt for tyk, så jeg justerer gerne konsistensen med lidt mælk.

Endelig tilsætter jeg en smule honning og et nip stødt kardemomme, som giver den karakterisktiske smag til lassien – nogle bruger også en lille smule salt, men det er jeg ikke så meget for. Bryder man sig ikke om kardemomme, så er det selvfølgelig bare at udelade den. Skal jeg kun lave en lassi til mig selv, så plejer jeg for øvrigt bare at komme alle ingredienserne i et glas og stikke stavblenderen derned og blende, til lassien er glat. Så er det nemt at sætte et sugerør i glasset og så er der serveret.

Mango lassi. 

1 stort eller 2 små glas.

1 moden mango

1½ dl yoghurt naturel

1½ dl mælk

1 spsk honning

1 nip stødt kardemomme

6-8 isterninger

Skræl mangoen og skær frugtkødet fri af stenen. Hak kødet groft om kom det i en høj kande eller lignende. Tilsæt yoghurt, mælk, honning, kardemomme efter smag og isterninger. Stik en stavblender i kanden og blend til en glat og klumpfri lassi. Man kan selvfølgelig også bruge en almindelig blender. Hæld lassien på glas og server straks med sugerør.