*Annonce* Indlægget er lavet i samarbejde med Mofibo. 

“Velkommen til Floras sommerkøkken” af Jenny Colgan. Udgivet på Cicero, 2018.

Den seneste måneds tid har jeg stiftet bekendtskab med Jenny Colgan. En forfatter, som jeg ikke kendte til i forvejen, men som skriver de fineste bøger om små restauranter, bagerier og slikbutikker – kort sagt alt hvad der kan interessere en madnørd som mig. Bøgerne er på én gang både lette og tankevækkende og når der så samtidig krydres med humor, engelsk hygge og en lille smule romantik, så er jeg altså solgt. I juni og juli har jeg læst 3 af Jenny Colgans hyggelige bøger og i det her indlæg skal det handle om den seneste – “Velkommen til Floras somerkøkken”.

Da Flora MacKenzies mor døede, forlod Flora sin far og sine ældre brødre på den lille, skotske ø Mure, hvor hun er vokset op og har tilbragt hele sit liv. Hun lever nu et travlt, hæsblæsende og ikke mindst anonymt liv i London og med fuld fart på karrieren har det indtil nu været muligt for Flora, at skubbe sorgen over morens død i baggrunden. Hun har haft alt for travlt med at arbejde, leve det hektiske storbyliv og forelske sig i sin charmerende chef, Joel, der tilsyneladende ikke aner, at Flora eksisterer.

Men nu tvinger en arbejdsopgave Flora tilbage til Mure og ikke mindst barndomshjemmet, hvor brødrene og faren stadig bor og tilsyneladende helt har opgivet alle former for husarbejde, imens de lever af take away og stegte pølser. Morens død hænger uforløst over hele familien og ikke mindst brødrene har svært ved at glemme, at Flora bare “stak af” og lod dem stå tilbage med det hele, så lynhurtigt falder alle tilbage til dårlige vaner, gamle roller og mønstre.

Flora beslutter sig for, at der skal sættes skik på huset og laves ordentlig mad hver dag, imens hun er på Mure. Selvom hun ikke just har succes i starten, bliver hun ved og en dag falder hun over sin mors notesbog, fuld af gamle opskrifter og notater. Flora tager notesbogen og opskrifterne til sig og imens hun tilbereder alle de retter, som hun og hendes brødre husker fra barndommen, får hun ikke bare øjnene op for sin egen glæde ved madlavning, hun lærer også sin mor og sin familie at kende på en helt ny måde.

“Velkommen til Floras sommerkøkken” er en fin og hyggelig fortæling og på trods af det lidt dystre omdrejningspunkt med morens død og Floras afstandstagen til familien og sine rødder, så er der tale om en både sød og humoristisk bog, som er let at læse. Og jo, Joel (Floras chef fra London) dukker selvfølgelig også op på Muel – hun er jo trods alt taget til øen for at arbejde.

Helt perfekt sommerferielæsning og har man trang til mere, når den sidste side er læst, så kan man kaste sig over lignende af Jenny Colgans fine bøger, fx “Det lille bageri på stranpromenaden” eller “Rose Hopkins’ søde drømme”, vis handling udspiller sig i en skøn, gammeldags slikbutik. De fine bøger er alle tilgængelige på Mofibo.