Mazarinkage med karamel og chokolade…

12 kommentarer
Kager, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

I dag har jeg bagt en kage efter en ide, som har ulmet i mit hoved de sidste par dage og jeg kan kun sige, at det er en af de bedste kager, jeg nogensinde har smagt. Jeg vidste jo, i sagens natur, ikke helt hvordan resultatet ville blive, men  jeg blev meget positivt overrasket.

Kagen er en blanding af chokolade, karamel, mandler og mazarinbund –  det burde jo ikke kunne gå galt og det gjorde det bestemt heller ikke. Da kagen, som sagt, er bagt ud fra en ide jeg havde i hovedet, er det lidt svært med præcise mål, men jeg skal prøve så godt som muligt. Det er i hvert fald meget vigtigt, at jeg får skrevet opskriften ned, for dette her er en kage, som vil blive bagt mange mange gange her i huset og jeg tror ikke familien vil tilgive mig, hvis jeg ikke fik skrevet opskriften ned, så jeg kom til at glemme den.

Mandlerne i kagen kan sagtens udelades, hvis man ikke bryder sig om nødder/mandler, eller ikke kan tåle dem, men jeg synes de er geniale, fordi de giver kagen lidt “crunch” og gør, at blandingen af karamel, chokolade og mazarin ikke bliver for kvalm.

En anden gang kunne jeg godt finde på at variere kagen og komme usaltede peanuts på istedet for mandler. Jeg kunne forestille mig, at det ville give en kage med en smag lidt a la Snickers, men i første omgang synes jeg bare, varianten med mandler er skøn.

Mazarintærte med karamel og chokolade.

Bund.

125 gr. smør
125 gr. mel
25 gr. flormelis
kornene af 1/2 vanillestang

Mazarinmasse.

50 gr. blødt smør
50 gr. sukker
100 gr. revet marcipan
2 æg

Karamel.

1 dl piskefløde
150 gr. grofthakket Mars chokoladebar.

Desuden.

100 gr. mandler, smuttede og grofthakkede
200 gr. god flødechokolade til overtræk.

Start med karamellen. Grofthakket Mars og piskefløde blandes i en gryde og varmes op under meget svag varme. Når al chokoladen er smeltet, tages gryden af varmen og der røres rundt til en ensartet masse. Gryden stilles til afkøling – evt. i køleskab.

Mel, flormelis og vanille til tærtebunden sigtes sammen. Smørret smuldres heri og dejen samles hurtigt og hviler i køleskab ca. 30 minutter, hvorefter den rulles ud, så den passer til en tærteform på ca. 25 cm. eller en rektangulær form på ca 20×30 cm. Dejen kan også bare presses ud i formen vha fingrene. Ingredienserne til mazarinmassen røres sammen og fordeles oven på den udrullede tærtedej i formen. Det hele bages ca. 15 min. ved 200 grader, til den er gylden på overfladen. Stil tærten til afkøling.

Den kolde fløde-karamelmasse røres igennem og fordeles oven på den afkølede kage. De grofthakkede mandler drysses ovenpå karamellaget. Flødechokoladen smeltes og fordeles i et tykt lag ovenpå mandler og karamel. Lad chokoladen stivne og stil kagen på køl indtil servering.

Server kagen som dessert, gerne med en god kop kaffe der kan opveje den tykke chokolade på toppen og den flydende karamel der gemmer sig nedenunder. Jeg synes ikke man skal servere creme fraiche, flødeskum eller is til en kage som denne her – jeg er bange for, at det vil blive “for meget”, men det er naturligvis min personlige holdning.

Udover at jeg har eksperimenteret med kage, har vi ikke lavet så meget i dag. Et lille smut i Netto er det blevet til, for jeg så i går i deres tilbudsavis, at de havde nogle meget søde skærebrædder på tilbud. De er lavet af bambus og er fine og stribede. Dem kunne jeg jo ikke stå for. De vil være så flotte at arrangere ost eller pølser på og når det drejer sig om mad, så er jeg jo altid interesseret. Udover det har dagen mest stået på afslapning og det fortsætter den sådan set med om lidt, for der vil jeg ind i sofaen med min dyne og se Frilandshaven og Camilla Plum “Den sorte Gryde”, så ikke så meget mere fra mig i dag.

12 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
11 år siden

Anynym – Tjaaaaa….den er lidt svær, for man skal faktisk kun have et lille stykke, det ligger jo lidt tungt. Omvendt er det jo lidt forskeligt hvor meget eller lidt folk spiser. Måske en 10-15 pers. afhængig af appetit.

Mange hilsner fra

Anne.

Anonymous
11 år siden

hvor mange personer er den opskrift til?

LaTascha
12 år siden

Hej Lene.

Jeg kan se det er længe siden du har skrevet, så jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har set din kommentar. Men bedre sent end aldrig.

Jeg ved faktisk ikke, om jeg synes is vil passe til. Den er ret fyldig i sig selv, så man skal kun have et lille stykke da det nærmest er konfekt. Hvis der skal is til, skal det vist være en ultra lille stykke kage:-)

Anonymous
12 år siden

den lyder lækker, vil det passe med is til ?
Hilsen Lene

LaTascha
12 år siden

Hehe….det er det også næsten. Blanding af kage, konfekt og dessert og så smager den bare såååååååååååååååå godt:-)

Knus Anne.

Vibeke
12 år siden

Det Lyder som det rene konfekt!
Knus
Vibeke

B
10 år siden

Hej!
Jeg har lige fundet din blog, hvor er den bare fantastisk inspirerende! Tak:)
Jeg har et spørgsmål til denne kage – ville selve marzarinkagen (altså bagt bund + bagt marzarinfyld)kunne fryses, så kagen ikke skal laves på selve dagen?

Mvh B

M
10 år siden

Har planer om at prøve denne fantastiske kage af i weekenden. Ændrer dog nok lidt ved den ved at bruge Claus Meyers mørdejsopskrift, da jeg er helt vild med den. 🙂
Men jeg kan simpelthen ikke finde flødechokolade nogen steder! :-/ Kan almindelig mælkechokolade mon bruges?
Vh M

Anne
4 år siden

Så faldt jeg lige over din opskrift på denne fabelagtige kage.. Super nem at lave og yderst velsmagende!

Jeg brugte halv mørk choko og halv mælkechoko…

Måske jeg næste gang forsøger at riste nødderne inden de kommes på kagen? Det kunne lige give det lille ekstra 🙂

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)