Kransekage er festligt og lækkert og så hører det bare nytåret til. Også selvom den søde kransekage faktisk slet ikke passer til rigtig champagne, men derimod harmonerer noget bedre med den sødere asti. Af samme grund “snyder” vi ofte lidt nytårsaften og spiser allerede et par stykker af kransekagen til kaffen efter nytårsmiddagen og selvom det ikke er den store sult, der plager, ovenpå en masse lækker mad, så kan man næsten altid spise et par stykker hjemmebagt kransekage. Jeg bager derfor altid både en kransekagetop og lækker kransekagekonfekt til nytår. Ikke mindst fordi, at vi især nyder den lækre kransekage dagen efter, så rub og stub faktisk at blive spist i løbet af 1. januar.

Kransekagekonfekt skal sprøjtes ud i små toppe med en stjernetyl og efterfølgende pyntes fint med hasselnødder, valnødder, mandler, cocktailbær eller lignende. Kransekagen kan godt være lidt hård at sprøjte ud og derfor er det også bedst, hvis man bruger en sprøjtepose af stof, som er lidt mere solid end de tynde engangsposer af plastik, som godt kan gå i stykker.

Jeg har selv en sprøjtepose af stof, som snart har fulgt mig i mange år – de er dog ikke så nemme at skaffe mere, men jeg mener, at Blomsterberg laver dem. Og har man hverken sprøjtepose eller stjernetyl så godt det også nok, for man kan sagtens trille kransekagemassen til kugler, som sættes på en bageplade og får et ganske let pres, inden de pyntes fint med hasselnødder, cocktailbær eller lignende i midten. Det er klart, at udseendet bliver lidt anderledes, men det er jo trods alt smagen, der er det vigtigste.

Man kan sagtens bage kransekagekonfekt i rigtig god tid og så efterfølgende komme dem i fryseren. Kransekage – og det gælder faktisk alle former for kransekage – bliver kun bedre efter en tur i fryseren, så konsistensen bliver rigtig lækker og “sej”. Efter frysning skal kagerne bare optøs ved stuetemperatur i ca 30 minutter og så er de klar til at servere. Nemmere kan det næsten ikke blive og derfor er det også oplagt at lave en god stor portion, når man alligevel er i gang. Så er det nemt at hive et par stykker kransekagekonfekt ud af fryseren til aftenskaffen eller til uventede gæster.

Kransekagekonfekt

Bagetid10 min
Samlet tid40 min
Antal: 25 stk

Ingredienser

  • 250 gr ren rå marcipan
  • 150 gr flormelis
  • 3-4 spsk æggehvider
  • 25 hasselnødder (cocktailbær, mandler og lign kan også bruges)
  • 100 gr mørk chokolade

Fremgangsmåde

  • Pluk marcipanen i mindre stykker og kom den i en skål sammen med flormelis og æggehvide. Ælt det hele grundigt sammen med hænderne til en glat kransekagedej.
  • Dejen kan også samles i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Kom kransekagemassen i en sprøjtepose (gerne af stof) med en stor stjernetyl og sprøjt den ud i ca 25 toppe på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Er kransekagemassen meget hård at sprøjte ud, så kan man lægge sprøjteposen i mikroovnen i ca 10 sekunder, medmindre man bruger en stjernetyl af metal. Herefter bliver massen blødere og mere medgørlig at sprøjte ud. Gentag evt. hvis 10 sekunder ikke er nok.
  • Pynt kransekagerne med hasselnødder, cocktailbær, mandler, valnødder eller lign.
  • Bag kransekagerne ved 200 °C (varmluft) i 8-10 minutter, til de er fint gyldne og lad dem afkøle.
  • Smelt chokolade over vandbad eller i mikrobølgeovnen og dyp bunden af kransekagerne i chokolade. Sæt kransekagerne på et stykke bagepapir og lad chokoladen stivne.
  • Opbevar kransekagekonfekt i en lufttæt beholder i 3-5 dage eller kom den i fryseren. Den kan holde sig i 2-3 måneder.

Noter

Pga det høje sukkerindhold kan kransekager have tendens til at blive lidt mørke i bunden. Man kan derfor lægge en bageplade under bagepladen med kransekage og således bage kransekagerne på "dobbeltplader". På den måde isolerer man lidt for varmen nedefra.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)