Oksekødssuppe med kød og melboller…

9 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Opskrifter, Svinekød
Gå direkte til opskriften

Det har regnet, det har rusket og det er vinter. Det er kort sagt alletiders suppevejr. I går blev der sat kraftben og oksetværreb over og koge i den store suppegryde og i dag har den stået på snitning af diverse suppeurter, samt kogning af kød og melboller.

Det er ikke svært at lave hjemmelavet oksekødsuppe, men det tager noget tid at lave kødboller og melboller og snitte grønsager. Suppen skal selvfølgelig også koge i lang tid, men det er jo ikke sådan, at man er nødt til at sidde og kigge på den imens. Ikke desto mindre laver vi altid en ordenlig portion, når vi alligevel er igang, så vi har for det meste suppe til 2-3 dage. Af samme grund kommer kød og melboller heller ikke i suppen ved serveringen, for så kan det nemt blive en ret “splattet” affære på 2. eller 3. dagen.

Suppegryden med suppe og urter kommer på bordet og så lunes en passende mængde af kød og melbollerne og sættes på bordet i en skål. Hver enkelt øser så den ønskede mængde boller i deres egen suppetallerken og resten sættes på køl til næste dag.

Oksetværreb’en som suppen blev kogt på skal serveres med kogte kartofler, lidt grønsager og sur-sød eller peberrodssauce, men vi spiste alt for meget suppe, så det var der simpelthen ikke plads til i aften. Sådan går det ofte på suppens 1. dag, hvor man ikke har fået det længe og helt har glemt, hvor godt det smager.

Ingen bedømmelser

Oksekødssuppe med kød og melboller

Antal: 8 personer

Ingredienser

Suppe

  • 1 ½ kg. oksetværreb samt kraftben fra slagteren
  • suppevisk af selleritoppen og porretoppe bundet sammen med lidt kødsnor eller lign.
  • vand
  • salt

Fyld

  • 1 selleri skrællet og i tern
  • 3 persillerødder skrællet og i tern
  • 5 gulerødder skrællet og i tern
  • 3 store porrer rensede og i tynde ringe

Kødboller

  • 3/4 kg hakket svinekød
  • 2 store eller 3 små æg
  • 2-3 tsk salt
  • 2 spsk mel
  • bouillonvand til kogning

Melboller

  • 80 gr smør
  • 125 gr mel
  • ca. 2 5 dl vand
  • 2 store eller 3 små æg
  • salt

Fremgangsmåde

Suppe og fyld

  • Kød og ben kommes i en suppegryde sammen med suppevisken.
  • Det hele dækkes af vand og smages til med 1-2 spsk salt – husk, der kan altid smages til igen, så tilsæt hellere for lidt end for meget salt.
  • Lad suppen koge minimum 2-3 timer, til oksetværreben er mør og suppen har trukket saft og kraft fra benene.
  • Skum urenheder af suppen undervejs.
  • Tag tværreben op, lad den afkøle, dæk den til med film og sæt den på køl.
  • Tag kraftben og suppevisk op af suppen og kassér det.
  • Si suppen i en sigte, så alle urenheder bliver siet fra og lad den herefter afkøle.
  • Når suppen er kold kan fedtet fjernes fra overfladen – man bestemmer selv, hvor mager en suppe man ønsker i forhold til hvor meget fedt der kasseres. Fedtet kan evt. gemmes til fuglemad.
  • Ved servering varmes suppen op og grønsagerne tilsættes og simrer med i ca. 10 minutter, til de lige netop er møre. Suppen smages til med salt og serveres med kød og melboller.

Kødboller

  • Rør en fars af kødet, æg, salt, peber og mel og lad den hvile et par timer.
  • Sæt en gryde bouillonvand over og varm op til den er lige under kogepunktet.
  • Form små kødboller med en teske eller tril dem i hænderne, hvis farsen er rigtig fast.
  • Kog kødbollerne i bouillonvandet, som hele tiden skal holdes lige under kogepunktet, tag dem op med en hulske og lad dem køle af.

Melboller

  • Smør og vand smeltes i en gryde og melet tilsættes under kraftig omrøring med et piskeris.
  • Dejen skal samle sig og slippe grydens kanter.
  • Tag gryden af varmen og tilsæt æggene ét ad gangen, mens der piskes grundigt mellem hvert æg.
  • Når man har en fast dej, der kan holde faconen, smages der til med salt og dejen komme i en bollesprøjte og sprøjtes ud i letsaltet vand, der holdes lige under kogepunktet.
  • Melbollerne skal simre 6-7 minutter.
  • Husk, bollerne er ikke færdige fordi de kommer op til overfladen – de skal have lov til at koge færdige, ellers kan man risikerer de splatter ud.
  • Melbollerne tages op af vandet med en hulske og køles af på en tallerken.
Note. Har man ikke en bollesprøjte, kan man i stedet komme dejen i en frysepose og klippe melbollerne af med en saks og lade dem dumpe ned i vandet.
9 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
12 år siden

Klidmoster – du kan jo tage det lidt i etaper, eller lave en lille portion, bare til dig og manden, så er det måske ikke så hårdt:-)

Birthe – Jeg har godt hørt om det med en portion kogt ris med rosiner i suppen. Har fået det én gang hos noget familie ude vestpå. Der var risen kommet i en fin form og vendt ud på et fad, men der var der kun gulerødder i:-)

Nadia – Det smager nemlig helt fantastisk. Og en bollesprøjte gør altså bare det hele lidt nemmere:-) Jeg har i hvert fald gået nok af at klistre med en teske og små boller, når jeg har formet kødbollerne, så er det dejlig nemt med melbollerne:-)

Mona – Det er så rigtigt, suppe om vinteren er bare det bedste:-)

Mona
12 år siden

Ahh intet som en god gang suppe. Kram

foodfanatic
12 år siden

Fantastisk vintermad. Jeg har kun lavet melboller en enkelt gang, og det var uden bollesprøjte. De var ikke halvt så flotte som dine. Måske man skulle anskaffe sig en. Jeg har i hvert fald fået helt vildt lyst til at gå i gang med sådan en portion, efter at have set dit indlæg.
Madglade hilsner
Nadia

Newyorkerbyheart
12 år siden

Åh, hvor ser det godt ud, Anne! Min mormor lavede den mest fantastiske suppe og melboller – jeg ELSKER melboller.
Jeg må igang med at lave sådan en portion suppe, det vil gøre godt her i kulden. Hos min mormor fik vi den altid med ris i – ris med rosiner 🙂

Mange hilsner
Birthe

Malou Klidmoster
12 år siden

MUMS 🙂 Det er SÅ dejligt at se det lavet helt fra bunden. Hvor er det pragtfuldt med sådan en portion suppe på den her årstid. Jeg ville ønske at jeg havde kræfter til den slags.

kirsten andersen
6 år siden

laver du også kødbollerne i bollesprøjten?

Sur gæst
5 år siden

Gider ganske simpel ikke denne side da den er spækket med reklamer der popper op i tide og utide

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)