De sidste dage har ikke ligefrem stået i madlavningens tegn. Vi har haft status på arbejde, så både mandag og tirsdag har jeg arbejdet fra 8 morgen til 21 aften. Begge dage hentede kæresten mig på banegården da jeg kom hjem 21.45 – mandag købte vi en pizza med hjem og tirsdag spiste jeg på arbejde.
Onsdag, som jo egentlig plejer at være min fridag, var der bagermøde for 120 bagermestre og afdelingsledere fra hele landet på Coop’s kursuscenter i Middelfart og da jeg kom hjem i går klokken 17, klaskede jeg sammen i sofaen med kæresten og min dyne, og så Friends på dvd hele aftenen og lod min mor stå 100 % for madlavningen.I dag, da jeg kom hjem fra arbejde, havde jeg for første gang i denne her uge tid, lyst og overskud til at hoppe i køkkenet, men da min mor allerede havde tænkt på aftensmad måtte det blive en kage istedet. Kæresten trængte nu også til at blive lidt forkælet, for han har jo været græsenkemand i flere dage 🙂
Valget faldt på en pladefuld kokosmakroner, som jeg tidligere har blogget om, men derudover bagte jeg også en bosnisk æblekage. Jeg smagte den første gang for nogle uger siden, da vi var til madklub i Esbjerg og den smager skønt. Det sprøde lag af makronmarengs på toppen af kagen er perfekt sammen med de syrlige æblebåde, og den tager ingen tid at lave – det mest tidskrævende var nærmest at knuse en hel pose makroner.
Vi fik den til dessert efter aftensmaden med en klat kold creme fraiche til – kæresten og min far fik nu hjemmelavet vanilleis til, men de er også hardcore 😉 Kagen var skøn da den var nybagt og lun, men den kan også sagtens spises kold.
Bosnisk æblekage.
4 æggehvider
50 gr rør sukker
250 gr makroner, knuste
50 gr hvedemel
125 gr smør, smeltet
3-4 æbler, skrællede og i tynde både
Æggehviderne piskes stive. Sukkeret tilsættes og massen piskes til luftig marengs. Makroner, mel og sukker blandes i en skål. Marengsdejen vendes forsigtigt heri.
Halvdelen af dejen fordeles i et ildfast fad, smurt eller foret med bagepapir. Æblebåde i tynde både fordeles på dejen og resten af dejen fordeles ovenpå æblebådene. Kagen bages ved 160 gr i ca. 1 time – ikke varmluft.
Server kagen lun, til kaffe eller dessert, med creme fraiche, flødeskum eller vanilleis.
Synes nok der var usædvanligt stille herinde 😉
Det ser ud til at være en lækker kage, og ikke mindst nem!
Ja, her var meget stille i betragtning af hvor meget jeg ellers kan snakke;-)
Kagen er skøn og det der sprøde lag af makronmarengs på toppen er virkelig guf til de syrlige æbler…
Dig snakke?!??! nejjjj, du snakker da ikke, Anne 😉
Hvor ser den lækker ud den kage, den er gemt 🙂 Det er ved at være længe siden jeg har bagt noget og det begynder at klø lidt i fingrene….
Jeg har dog lige taget en portion af "dine" fastelavnsboller op fra fryseren, så det må gøre det til i morgen, hvor der (måske) skal bages….
Kh
Birthe
Hej Anne 🙂
Sikke en skøn og anderledes æblekage. Den vil jeg helt sikkert prøve at lave en dag 🙂
De bedste hilsner fra
Anita
Liv og Mad
Birthe, jeg snakker udelukkende når jeg er i godt selskab, så du kan godt føle dig
beæret;-)
Og bag så den kage så snart du kan komme til det – den er lækker, smager skønt og er sååååå nem at lave:-)
Kærlig hilsen
Anne.
Anita – Den smager skønt, så jeg kan kun opfordre dig til at komme igang:-)
Mange hilsner fra
Anne.
Tarkkk 😀 Så er jeg meget glad for din snakken 😉
KH
Birthe
Den ser bare bare total lækker ud den æblekage, det kunne jeg godt spise ligenu 😀
Æblekagen ser rigtig lækker ud, så den vil jeg gerne prøve at lave. Er det ud fra erfaring, at du skriver den IKKE skal bages i varmluftovn? Det er nemlig det jeg har.
TuttiFrutti – Jeg tror sagtens, at du kan bage med varmluft, jeg plejer bare at slukke for varmluften når jeg bager, for så er det lidt nemmere at styre bagetiden. Vi har en ret kraftig ovn, så når der er varmluft slået til, kan jeg nogle gange opleve, at noget nærmest bliver brændt før det er gennembagt. Jeg gider ikke sidde og holde øje foran ovnlågen, det er simpelthen derfor jeg bager uden:-)
Men hvis du har varmluft burde du faktisk også kunne bage uden varmluft. Jeg har i hvert fald ikke oplevet en ovn der ikke kunne slå vamrluft til og fra, alt efter hvordan man indstillede knappen:-)
Håber under alle omstændigheder du får bagt kagen og kan lide den:-)
Mange hilsner fra
Anne.
Carina – Den er skøn, så jeg kan kun anbefale dig at prøve den:-)
Mange hilsner fra
Anne.