Cookies med kokos og honning…

6 kommentarer
Småkager og Cookies
Gå direkte til opskriften

Jeg havde lyst til at bage lidt i går, så da jeg alligevel havde gang i ovnen, mens jeg lavede tuna melts til frokost, lavede jeg en pladefuld cookies med kokos og honning, som jeg havde spottet hos Bitten. Det tog under 5 minutter at lave dejen til kagerne, hvilket lige passede med, at ovnen blev varm nok og mens mine tuna melts gratinerede, formede jeg kagerne.

Efter frokost fik jeg så en velfortjent (jeg havde støvsuget hele huset, tørret støv af, sat 2 maskiner vasketøj over, hængt det ud og skiftet sengetøj) kop te og en lun cookie. Konsistensen er lækker og sej. Sødmen fra honningen er god og smager fint igennem, men jeg kunne ikke rigtigt smage kokos, så næste gang kommer jeg nok enten lidt mere i eller sparer lidt på honningen. Til gengæld er kagerne fedtfattige – der kom kun 2 spsk vegetabilsk olie i – se venligst bort fra sukkerindholdet. Alt i alt en hurtig og lækker cookie, når kagetrangen melder sig og så passer den perfekt til en kop varm te.

Cookies med kokos og honning.

12 stk.

150 gr mel
25 gr brun farin
50 gr rørsukker
2 spsk honning
2 spsk olie (ikke olivenolie)
1 æg
50 gr kokosflager eller kokosmel

Kom alle ingredienserne i en skål og rør dem godt sammen. Tilsidst æltes dejen med hænderne til en fast kugle. Del dejen i 12 mindre kugler og læg dem på bagepladen. Tryk hver kugle flad med en spiseske dyppet i vand – kagerne flyder ikke ret meget ud af sig selv. Bag kagerne ved 180 grader i ca. 10 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl dem på en bagerist og opbevar dem i en lufttæt beholder.

I går fik vi samlet stort set alle skabene til vores køkken. Opvaskemaskinen bliver leveret i dag og vi har langt om længe fundet en emhætte vi kan lide, så den bliver også bestilt i dag. Dermed er alle hårde hvidevarer på plads og leveret, lige med undtagelse af emhætten. Nu mangler der godt nok ikke meget. Vi er så småt begyndt at vaske gulve og lukke af ind til de rum som er så færdige, at de kun mangler møbler og lign. Til sidst tror jeg, vi får fat i en kæmpe stor industristøvsuger og giver hele hytten en ordenlig omgang. Sådan et helt års bygge og nedrivningsstøv ligger ret tungt.

6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
11 år siden

Birthe – Det vil jeg MEGET gerne:-) Hvis du bare smider min portion i en frysepose og laver et girokort til mig, så skal du nok få penge når vi ses i august:-)
Det var da godt nok rigtigt lækkert:-)

Kærlig hilsen

Anne.

Newyorkerbyheart
11 år siden

Yumsa, de ser gode ud, dem tror jeg da nok liiiige jeg skal bage 🙂

Har forresten været i Citti i dag – tror jeg er lidt forelsket!
Har købt 1 kg. pankorasp, vil du dele med mig??

KH
Birthe

LaTascha
11 år siden

C'est la vie by G – De smager skønt, men hvis du elsker kokos, så husk lige at komme lidt ekstra i dejen, for mine smagte som sagt ikke heeeeeeeelt vildt meget af kokos:-)

C'est La Vie By G.
11 år siden

Øj hvor ser de lækre ud! Dem må jeg afprøve ved lejlighed – elsker kokos 🙂

/Gitte

LaTascha
11 år siden

Bitten – Ja de er rigtig lækre:-) Men jeg puttede også kokosflager i, selvom de ikke var tørrede. Det er sådan nogle Angel Flakes fra USA. Men jeg prøver nok den tørrede variant næste gang så:-)

Bitten
11 år siden

Ja er de ikke ganske gode? 🙂
Mine smagte rigtig meget af kokos, men det hænger nok også sammen med, at jeg brugte kokosflager i stedet for kokosmel. Så det kan du også prøve, hvis du lige har sådan nogle liggende ubrugt hen.
Hyggeligt at du har brugt en af "mine" opskrifter 😀

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)