Jeg er ret vild med kokosmakroner. Kombinationen af kokos og chokolade, den sprøde skal og den saftige midte er uovertruffen og så tager det jo ingen tid at bage dem, så de står rimelig tit på programmet herhjemme.
Dog er det første gang jeg har bagt dem på amerikansk kokosmel, som er lysår bedre end det tørre rasp, der går under betegnelsen kokosmel i Danmark. Amerikansk kokosmel er groftrevet i store, saftige flager og så ligner det lidt revet ost. Jeg havde én pakke med hjem, den første gang vi var i New York og sidste gang vi var derovre, præsterede jeg at få plads til 4 pakker i kufferten. Det saftige og bløde kokosmel gør altså lige noget for kagerne, som almindeligt kokosmel ikke helt kan.
Desværre har jeg kun set det i USA, men jeg kunne måske forestille mig, at de kunne have noget lignende i England. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at hvis nogen har fundet noget lignende herhjemme, så er jeg lutter øre.
Selvom man nu ikke lige kan skaffe amerikansk kokosmel, så synes jeg absolut stadig, det er værd at bage disse kokosmakroner. Marcipanen gør, at de stadig bliver lækre og svampede og det er absolut min bedste opskrift på kokosmakroner, som jeg har finpudset i årenes løb. Jeg puttede lidt mere mel i denne portion og brugte kun 1 æg, da kokosmelet jo var lidt mere vådt og svampet, men ellers gjorde jeg bare som jeg plejer.
Kokosmakroner.
16 stk.
150 gr revet marcipan
250 gr sukker
250 gr kokosmel
3/4 spsk hvedemel (jeg brugte nærmere 2-3 spsk)
2 æg (jeg brugte kun 1)
Smeltet chokolade til at dyppe makronerne i.
Kom alle ingredienserne i en skål og ælt dem sammen til en klistret masse – det gøres nemmest med hænderne, men en elmikser kan også bruges.
Tril kugler af dejen på størrelse med store valnødder. Jeg kan godt lide, at mine kokosmakroner er ret store og ikke lige til at snuppe i én bid, men hvorvidt man ønsker større eller mindre kokosmakroner står jo enhver frit for.
Bag kokosmakronerne ved 200 gr i 10-12 minutter til de er gyldne og lækre. Lad dem køle på pladen, inden de flyttes over på en rist, ellers kan man risikere, at den varme kokosmasse falder fra hinanden. Lad kokosmakronerne køle helt af på risten, inden bunden dyppes i smeltet, mørk chokolade. Lad chokoladen stivne og opbevar kagerne i en lufttæt beholder.
uuuhhh altså. Det ser skisme godt ud det kokos ja også kagerne 🙂 Jeg skal de huske at kigge efter den slags kokos når jeg er ude og rejse 🙂
Ok, så ved jeg da hvad jeg SKAL have plads til i kufferten – overvejer faktisk at sende noget hjem til mig selv – for jeg ved at jeg får pladsproblemer i en grad så jeg kunne fylde min egen container (tror dog ikke helt at kæresten er med på den med containeren ;-))
KH
Birthe
Vibeke – Ja, det må ud og lede efter sådan noget kokosmel…og så husk lige at skrive hvor du finder det henne, hvis det er lidt tættere på end USA:-)
Birthe – Det SKAL du i hvert fald ha med hjem hvis du bryder dig den mindste smule om kokos. Slet ikke nogen dårlig idé det der med at sende ting hjem til sig selv – jeg plejer at berolige mig selv med, at hvis vi køber for meget skal kæresten nok få det sendt hjem på den ene eller anden måde, han arbejder jo inden for shipping:-)
Kærlig hilsen
Anne.
Orv, kan jeg ikke låne den shippingforbindelse?? ;-D
Jeg ELSKER kokos, men synes ikke det vi kan få herhjemme er særlig godt, så jeg vil glæde mig til det. Må hellere skrive det ned, for ellers glemmer jeg alt om det igen. Du har "arbejdet" sammen med mig, så du ved den er lidt hullet….min hjerne 😀
KH
Birthe
Birthe – Haha, ja vi må hellere få lavet en liste til dig, inden i rejser…..nu ved jeg jo også hvor glad du er for lister;-)
Kærlig hilsen
Anne.
Hej.
Det kan købes i England: http://www.americansweets.co.uk/american-bakers-angel-flake-sweetened-coconut-890-p.asp
VH Lone
Lone – Uhh det var da en dejlig oplysning. Så er det jo lidt tættere på, selvom jeg med skam må indrømme, at jeg har været i USA 4 gange og aldrig har været i England:-)
Tusind tak for dit link.
Mange hilsner fra
Anne.
Hej igen Anne
Selv tak! Ja, men det gode er, du kan få det sendt fra England UDEN at blive ramt af bøde, told og afgifter….. ☺ ☺ Bemærk, der også er andre gode amerikanske produkter, som kan anvendes til mange gode sager ☺
VH Lone
Lone – Så skal jeg da vist lige ind og tjekke det ud igen, der er nemlig rigtig gode ting og få derinde. Men nu har jeg også lidt planer om, at kæresten skal have flybiletter til en tur til London i julegave, så vi kommer nok derover i løbet af foråret. Og nu håber jeg så ikke han læser med her;-)
Mange hilsner fra
Anne.