Tarte au Citron – citrontærte med marengs…

10 kommentarer
Kager, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Bloggen ligger lidt stille i de her dage. Vi er nemlig i gang med, hold nu fast, at flytte ind i vores hus!!! Eller dvs. vi er igang med de absolut sidste finjusteringer, inden vi kan flytte ind. Der skal sættes en emhætte op hist og males en dør pist, men i det store og hele er vi færdige og regner med at flytte ind i løbet af denne her uge.

Derfor går det selvføgelig lidt ud over bloggen, for maden er altså røget i sidste ende, mens vi knokler og derfor er det min mor, der laver det meste, af den mad vi har spist i løbet af sidste uge.
I weekenden har vi knoklet i haven som små heste sammen med kærestens forældre. Vi har hele tiden prioriteret huset frem for haven, men vi blev alligevel enige om, at den skulle gøres klar til vinter, så vi kan starte fra nul til foråret, når det bliver havens tur.

Der er nu beskåret buske, så der er helt frit udsyn til vores sø. Der er kørt jeg ved ikke hvor mange læs byggeaffald væk, som havde hobet sig op i en kæmpe bunke. Der er luget forhave og slået græs, klippet hæk og revet blade og i det hele taget gjort klar til, at haven kan gå i vinterdvale.

Men men men, travlt eller ej så blev det jo ikke helt glemt, at undertegnede havde fødselsdag i torsdags og i den anledning havde inviteret den absolutte inderkreds til lidt fødselsdag. Faktisk var vi kun 8, for jeg har bestemt mig for, at holde stor fødselsdag med alle de sædvanlige indbudte i november, når vi er flyttet rigtigt ind. Lige nu var der bare hverken tid eller overskud.

Men dem der nu var inviterede, skulle selvfølgelig have lidt at spise og menuen blev derfor fastsat til en god, klassisk lasagne med hvidløgssnegle. Til forret havde jeg lavet lidt forskellige skåle med snacks – peanuts, lune edamamebønner, tørrede abrikoser med parmaskinke og salvie, butterdejssnegle med tomat/chili tapenade og en skålfuld nacho-rolls med salsa. Til dessert var der mini creme brûleé og mini orange chokolademousse og til kaffen havde jeg bagt en tarte au citron efter brdr. Price’s opskrift. Tærten minder meget om en amerikansk lemon marengue pie, men adskiller sig ved, at fyldet består af en bagt citron/æggecreme med fløde istedet for en lemoncurd med smør. Desuden har jeg læst mig til, at tarte au citron har en lidt mere rund og fyldig citronsmag, hvor lemon marengue pie har en lidt mere skarp smag.

Hvorom alting er, smagte den aldeles fantastisk og faldt i MEGET god jord hos gæsterne. Den var meget nem at lave og den bagte citron/æggecreme fik en perfekt citronsmag og konsistens, der kunne minde lidt om citronfromage. Den eneste ændring jeg vil foretage til en anden gang er, at nøjes med halv portion tærtedej, for der var alt for meget. Faktisk røg halvdelen af dejen i fryseren, men så har jeg selvfølgelig tærtedej til en anden god gang.

 

 

Tarte au Citron – Brdr. Price.

Mørdejsbund.

250gr hvedemel
170 gr smør
60 gr flormelis
2 tsk vanillesukker
1 nip salt
1 æg

Citron-æggemasse.

filetter af 2 citroner
skal af 1 økologisk citron
100 gr sukker
2 hele æg + 2 æggeblommer
2 dl fløde

Italiensk marengs.

125 gr æggehvide, evt. past hvis ikke du stoler 100% på dine æg
200 gr sukker
1 dl vand

Start med bunden. Hvedemel og flormelis blandes sammen og smøret smuldres heri. Husk at dejen ikke må æltes, den skal kun lige samles. Tilsæt vanillesukker og salt og saml dejen med ægget. Lad dejen hvile koldt ca. 30 mintter inden den rulles ud. Beklæd et tærtefad med dejen og blindbag den. Det gøres ved at klippe et stykke bagepapir i passende facon og lægge det ovenpå dejen. Herpå lægges 3-4 håndfulde tørrede bønner, ærter eller linser og tærten forbages i ca. 10 minutter ved 200 grader. Bagepapiret og bønnerne fjernes og kan gemmes til næste gang der skal blindbages. Blindbagning gør desuden, at tærtedejen ikke kan “kravle” ned ad siden på tærteformen under forbagningen.

Citronfiletterne blendes sammen med citronskal. Æg og sukker piskes til en luftig æggesnaps og den blendede citronmasse røres heri. Tilsidst tilsættes piskefløde og æggemassen fordeles på den forbagte tærtebund og bages ved 150 grader i 20-30 minutter, til æggemassen har sat sig. Tag tærten ud af ovnen og lad den afkøle helt.

Kom sukker og vand i en gryde og kog det sammen til en gennemsigtig, lidt tyk sirup over svag varme. Imens piskes æggehviderne til stift skum. Tilsæt den varme sirup til æggehviderne imens der stadig piskes og pisk videre, til marengsen er kølet. Kom marengsen på en sprøjtepose, eller en frysepose med et lille hul i det ene hjørne, og sprøjt marengsen ud på den kolde citrontærte.

Gratiner tærten i et par minutter ved grill-effekt i ovnen eller ved at bruge en gasbrænder. Hold godt øje med tærten, hvis du bruger ovnen. Det går stærkt og tærten skal kun lige være brun og sprød.
Server tærten umiddelbart efter gratineringen, den kan godt tåle at stå lidt men ikke i mange timer, så falder marengslåget sammen.

Selvom jeg ikke havde inviteret specielt mange gæster til min fødselsdag i denne omgang fik jeg jo stadig en masse fine gaver. Af mine forældre fik jeg faktisk en gave på forhånd for et par måneder siden. Mit gamle kamera stod af, så min far (der er uddannet fotograf), kom hjem til mig med et nyt Nikon kamera med spejlrefleks, ekstra objektiv med speciel zoomeffekt og alt muligt andet gejl. Jeg har stadig ikke fundet ud af at bruge det 100%, men jeg kan i det mindste tage madbilleder med det og så er jeg kommet i lære hos min far, så jeg kan lære at bruge alle de blærede effekter.
Derudover gav de mig en fantastisk gave, som jeg slet ikke havde regnet med. Jeg fik nemlig en bamix stavblender med hele svineriet, magen til den min mor har og som jeg har forelsket mig godt og grundigt i. Har faktisk gået og spekuleret på, hvordan jeg skulle undvære den, når nu vi flytter, men det problem er så hermed løst 🙂

Af kæresten fik jeg Nigella Lawson’s Kitchen kogebog. En ordenlig basse som jeg lånte med hjem fra biblioteket for et par måneder siden, og som jeg blev helt vild med. Der er godt nok nogle retter, der skal afprøves indenfor nærmeste fremtid. Desuden fik jeg et gavekort til køb af en lysekrone, som jeg har set hos Bahne og som jeg er nødt til at eje. Den koster godt nok 2000 kroner, men den vil være helt perfekt til vores entre, hvor der er trapper til både 1. sal og kælderen. Det er et stort rum, så der skal en stor lysekrone til. Lampen hedder New Hampshire og I kan faktisk se vidunderet lige her.

Af min lillebror fik jeg en stor og lækker sort cykelkurv, hvilket jeg har ønsket mig længe, men ikke fået taget mig sammen til at investere i. Det er jo lækkert at cykle ind til byen og handle eller på biblioteket, når der er under 2 km og ingen bakker, men det er altså nemmest, hvis man har en cykelkurv at have sine ting i. Desuden fik jeg fine strikkede handsker, benvarmere, cykellygter og refleksbånd, så jeg rigtig er klar til at cykle her i vinter og endelig en bagebog, nemlig Gail Wagman’s “Fantastiske kager”.

Af kærestens mor og hendes kæreste fik jeg 700 kr som supplement til kærestens lysekrone-gavekort, så nu er der rigeligt til en lysekrone, samt det fineste lille tobaksbord, som hun har fundet i en genbrugsbutik og som nu skal males og sættes istand, så det kan komme ind i vores fine, nye stue og stå.

Endelig fik jeg gavekort og et stort Le Creuset fad og i betragtning af, at jeg nærmest ikke havde inviteret nogen mennesker synes jeg, det var en meget flot bunke gaver jeg fik. Det bliver spændende at se, hvad jeg får at resten af familien, når jeg holder “rigtig” fødselsdagsfest om en måneds tid 🙂

10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
11 år siden

Birthe – Mange tak – ja det var en meget indbringende dag. Faktisk fåes der hele tre forskellige lamper, nemlig en New Hampshire, en New Jersey og en New York…..men de to sidste havde lige lidt for mange prismer på til min smag:-) Men bare vent til du ser den og mit fine lille "slot":-)

Faktisk tror jeg roligt du kan bage den tærte, for marengslåget går så fint i spænd med citronlaget. De udligner ligesom hinanden, så man hverken bliver overvældet af syren eller sødmen, og den smager fantastisk:-)

Kærlig hilsen

Anne.

Newyorkerbyheart
11 år siden

Igen, TILLYKKE – og sikke mange fede gaver!! En lampe med det navn, kan jo KUN være fed 😉

Jeg glæder mig så meget til at se det hus, når I endelig flytter ind. Jeg tror at det nærmest er et lille slot….

Jeg har også haft kig på den tærte, men marengs'en skræmmer mig lidt – jeg er ikke så gode venner med marengs. Men måske jeg bare skal springe ud i det 🙂

KH
Birthe

LaTascha
11 år siden

Camilla – Mange tak:-) Jeg tror faktisk min familie var overrasket over at den blev så god, så jeg kan kun anbefale dig at prøve Brdr. Prices opskrift. Vi har tidligere smags Lemon marengue pie's med lemon curd men dette her var altså usædvanligt godt:-)

LaTascha
11 år siden

Piskeris – Ja, jeg er ond!!! Ondskaben er gået mig i blodet, efter jeg er blevet et blåt kryds med svedbånd og strithår ovre på din blog;-) Og tærten var gooooooooooooo;-)

Køkkenet er helt perfekt. Ned til mindste detalje. Da det kom til køkkenet fik kæresten ikke lov til at komme med en eneste indvending, eller i øvrigt bestemme noget som helst. Det er vejen frem når det kommer til indretning af køkkener;-)

Camilla (Himmelske Kager)
11 år siden

Tillykke med fødselsdagen. Der er bare ikke noget bedre en citrontærte. Mums. Og nu har jeg fået en gasbrænder i fødselsdagsgave, så jeg har allerede muligheder for at lave "brændte" marengslåg.

Piskeriset
11 år siden

Åååååh citrontærte! ♥♥♥
Din onde onde quinde 😀

Tillykke med fødselsdagen – og sikke en dejlig høst! Er ret misundelig på Bamix'en 😉

Det lyder rigtig spændende med huset! Er køkkenet lige, som du vil have det?

LaTascha
11 år siden

Heidi – Det var da bare UGEN at fylde år i;-) Vi glæder os også rigtig meget til at flytte "hjemmefra" langt om længe:-) Jeg skal nok tage lidt billeder, så I kan se hvordan det ser ud når vi får lidt styr på det:-)

LaTascha
11 år siden

Bianca – Ja, det bliver dejligt, efter 2 års renovering endelig at kunne flytte ind:-)

heidi
11 år siden

Til lykke med i torsdags – jeg kan jo kun sige at det var en god uge at fylde år i 😉
Super dejlige gaver du fik, og dejligt for jer at i snart kan flytte ind i jeres hus. Jeg håber vi får lidt billeder at se!

Bianca
11 år siden

Uh… flytte i hus! Lyder super fedt!

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)