Så er vi nået til sidste omgang indenfor julekagebagningen i år, nemlig klejner. Jeg kan rigtig godt lide klejner, men jeg plejer at nøjes med at købe dem hos bageren et par gange i løbet af december, da klejner skal jo helst være så friske som muligt, men nu var tiden altså kommet til de hjemmelavede, så da jeg fik en uventet fridag, kastede jeg mig over projektet.

Dejen blev rørt af æg, sukker, smør, fløde, citronskal, citronsaft og mel og fik efterfølgende lov til at hvile i køleskabet i en times tid, inden jeg rullede den ud og skar den i rudemønster med en skarp kniv. Hver enkelt lille rude blev ridset i midten med en skarp kniv, og herefter blev klejnen vredet. Den ene rudespids skal igennem ridsen i midten og trækkes ud, så der kommer fine snoninger på klejnerne.

Normalt anbefales det at koge klejner i palmin, men jeg brugte nu olie, det har jeg nemlig hørt en lille fugl synge om (min tidligere bagermester), skulle være godt. Klejnerne kom i gryden med den varme olie et par stykker ad gangen, blev vendt et par gange mens de kogte, og taget op igen da de var gyldentbrune. Husk at klejnerne skal stige relativt hurtigt op til overfladen, når de kommer ned i gryden. Bliver de liggende på bunden for længe, er olien ikke varm nok og så suger kagerne alt for meget fedt til sig og bliver ikke så lækre.

Klejnerne blev lagt på køkkenrulle og fik lov til at køle af og så var der ellers lækre og sprøde klejner med en skøn smag af citron og kardemomme. Præcis ligesom en rigtig klejne skal smage. Vil man hellere have store og let bløde klejner, som dem bageren laver, så kan man i stedet bruge denne her opskrift på store klejner. De er mindst lige så gode, men ikke tynde og sprøde som småkager.

Vi kunne selvfølgelig ikke spise dem alle på en gang, så nogle af klejerne blev gemt væk i en lufttæt dåse. Klejnerne kan godt holde sig i nogle uger, men de er altså bedst, når de er nogenlunde friskbagte. Skal klejnerner “peppes op” efter lidt for lang tid i kagedåsen, så kan jeg anbefale at lune dem kort på en brødrister.

Og så lige et lille tip, for hvis man ikke har lyst til at lave dej til klejner flere gange i løbet af december, men gerne vil have klejnerne så friske som muligt, er det en mulighed at lave en stor portion dej og så blot udrulle og vride alle klejnerne på én gang. Herefter lægges de klejner, der skal gemmes, i et enkelt lag på et skærebræt eller en bageplade og kommes i fryseren. Når klejnerne er helt frosne og stive, kan de let pakkes i en beholder med låg, uden at de mister faconen – har man mange klejner, så læg dem i lag med bagepapir og mellemlægspapir imellem hvert lag. Når så man skal bruge friske klejner, er det bare at tage en passende portion op af fryseren, lade dem optø ved stuetemperatur på lidt bagepapir, varme olien op i en gryde og koge klejnerne. Nemt og lækkert og så er der garanti for friskkogte klejner med mindst muligt arbejde.

Sprøde klejner.

Hævetid: 1 time
Total: 1 time 45 minutter
Antal: 25 stk
Print

Ingredienser

  • 1 æg
  • 100 gr sukker
  • 50 gr smeltet smør
  • 2 spsk fløde
  • ½ tsk kardemomme
  • revet skal af 1 usprøjtet citron
  • 1 spsk citronsaft
  • 250 gr hvedemel
  • palmin eller smagsneutral olie til kogning

Tilberedning

  1. Æg og sukker røres sammen og smør, fløde, kardemomme og citronskal og saft tilsættes. Tilsidst tilsættes melet og dejen samles. Lad den ligge koldt i køleskabet i minimum1 time, inden den udrulles til en tynd firkant på et meldrysset bord. Skær firkanten i ruder med en skarp kniv eller en klejnespore og vrid klejnerne. Læs evt. mere om vridningen ovenfor. 

    Varm olien op i en gryde, der skal være olie nok til, at klejnerne kan svømme. Kom klejnerne i den varme olie et par stykker af gangen og vend dem et par gange under kogningen. 

    Når klejnerne er fint lysebrune er de færdige – det tager ca. 1 minut afhængig af hvor mange klejner der er i gryden. Lad kagerne afdryppe på fedtsugende papir og afkøl dem. Opbevar i en lufttæt beholder.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)