Så blev det fastelavn, og i min verden betyder det, at vinteren så småt er ved at være forbi og foråret venter lige om hjørnet. Det betyder selvfølgelig også fastelavnsboller – det er jo trods alt mad det handler om, og jeg har bagt fastelavnsboller med vaniljecreme et par gange i løbet af de sidste uger. Fastelavnsboller med fløde, som dem man køber i bagerbutikker, havde jeg til gengæld aldrig prøvet at lave før i søndags, hvor jeg kastede mig over projektet.
Det er ikke svært at lave wienerbrødsdej, men det kræver lidt tålmodighed. Når dejen først er lavet, skal der rulles tynde skiver koldt smør ind i den. Herefter skal den udrulles over 3 gange og det bedste resultat får man, hvis man lader dejen hvile imellem hver gang.
Jeg lavede fastelavnsboller med flødeskum, flødecreme, hindbærmarmelade og makroner. En klassisk bagekombination med et twist af makroner, som jeg synes, giver en skøn smag til det øvrige fyld – lidt a la othellolagkage. Man kan både bruge hjemmelavet vaniljecreme og færdigkøbt kagecreme rørt op i mælk til flødecremen. Jeg brugte en færdigkøbt til denne her portion, men det er faktisk ret nemt at lave sin egen vaniljecreme. Dog skal man huske, at cremen skal have tid til at køle, før man kan vende det i flødeskum til flødecreme. Bland vaniljecreme med flødeskum i forholdet 1:1 – så bliver det til en skøn og luftig vaniljeflødecreme.
Har man ikke tid til at bage fastelavnsboller selv, så kan fastelavnsbollerne også laves i en nem og lækker lynudgave. I de fleste supermarkeder kan man købe frosne, ubagte fastelavnsboller. Det er wienerbrødsdej med creme indeni, som man selv kan bage derhjemme. Bager man sådan en portion og lader dem blive helt kolde, kan de flækkes, fyldes og pyntes nøjagtig som disse her.
Jeg har med vilje ikke angivet mængder på fyldet i opskriften, da det jo er helt individuelt hvor meget eller lidt man vil komme i bollerne. Fyldet kan til gengæld varieres i det uendelige. Istedet for hindbærmarmelade kan man, udover flødeskum og flødecreme, fx tilsætte æblemos og makron, sveskemos, jordbærmarmelade, pistaciemarcipan, karamelsauce, blød nougat (gerne let smeltet så det kan smøres på bunden), chokoladesauce, Sarah Bernhardt creme eller frisk frugt fx bananskiver, jordbær eller hindbær.

Fastelavnsboller med flødeskum og hindbær
Ingredienser
- 1 dl mælk
- ½ pk gær
- 275 gr hvedemel
- ½ tsk groft salt
- 25 gr sukker
- 1 æg
- 125 gr koldt smør
- flødeskum, flødecreme, hindbærmarmelade og makroner til fyld
Fremgangsmåde
- Lun mælken og opløs gæren heri. Hvedemel, salt og sukker sigtes sammen og vendes i mælken sammen med ægget. Det hele røres godt sammen og æltes til en smidig dej. Dejen skal ikke hæve.
- Rul dejen ud til et rektangel på ca. 1/2 cm tykkelse. Skær smørret i tynde skiver, det er nemmest med en ostehøvl eller kartoffelskræller, men en meget skarp kniv kan også bruges. Fordel smørret på 2/3 af rektanglet. Herefter skal rektanglet lægges sammen.
- Start med at lægge den 1/3 af dejen, som er uden smør, ind over stykket med smør, så de bliver til 2/3 dej. Læg herefter den sidste 1/3 af dejen med smør indover de 2/3 dej, som først blev lagt sammen. Nu er smørret lukket inde.
- Lad dejen hvile koldt i 30 minutter og rul den så igen ud til et rektangel og fold dejen sammen - dog uden smør denne gang. Gentag 3 gange i alt og lad dejen hvile koldt imellem hver gang - det er på denne måde, at de mange lag i wienerbrødsdejen dannes.
- Rul dejen ud til en firkant, ca. 1 cm høj og skær den i 12 lige store kvadrater. Fold de fire hjørner ind under hvert kvadrat og læg bollerne med sammenfoldningerne nedad på en bageplade med bagepapir.
- Lad bollerne efterhæve i ca 30 minutter, og pensl dem herefter med vand eller mælk.
- Bag bollerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca. 10 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
- Lad bollerne køle helt af inden de halveres og fyldes med flødeskum, flødecreme, hindbærmarmelade og makroner efter smag og behag.
Ja de var og go`da
Mor – Ja selv go dag. Er der overhovedet flere tilbage, eller har far fået fingre i den sidste?:-)
Hilsen mig.
Uhm det ser lækkert ud. Det er godt nok mange forskellige versioner af fastelavnsboller, måske jeg skulle forlænge fastelavn lidt i år så jeg kan få afprøvet nogle flere opskrifter 🙂
Feenfood – Der er rigtig mange varianter. Selv plejer jeg at sværge til de gammeldags med creme og marcipan, men når det så bliver fastelavn, altså søndag eller mandag, så plejer jeg ikke at gå af vejen for en basse med flødeskum og creme – enten a la dem jeg bagte i år, eller også en walesbolle.
Mange hilsner fra
Anne.
Hold da helt op. Helt i top. Troede ikke det var muligt st bage så lækre,lette fastelavnsboller selv. Har i mange år ikke selv bagt fastelavnsboller p.g.a. de var lidt tunge og for bastante. Hvor er jeg imponeret.
Mange hilsner Charlotte
Charlotte – Mange tak. Det var faktisk ikke så svært, da jeg først kom i gang, men jeg tror afgjort det hjalp, at jeg lod dejen hvile mellem hver gang jeg rullede den ud. Men dejligt at høre, at du er imponeret;-)
Mange hilsner fra
Anne.
Hvor ser de bare gode og fine ud!
Jeg gav mig i kast med sådan nogle fætre sidste år til fastelavn – men det blev ikke en succes 🙂 Måske jeg skulle prøve igen på et tidspunkt! 🙂
Malene – Disse her blev i hvert fald en succes, så ejg synes da du skulle kaste dig ud i projektet. Der er jo ikke noget der siger, at man kun må bage og spise sådan nogle boller til fastelavn:-)
Mange hilsner fra
Anne.
Er det rigtigt, at der skal en hel pakke gær til 1dl mælk?
Bente – Uhhh, det er en af mine ældre opskrifter, som du har fået fat i, og jeg skal indrømme, at i dag ville jeg nok sige, at ½ pk er rigeligt. Jeg har lige rettet det til ½ pk gær i stedet, da det burde være rigeligt. Tak for at gøre mig opmærksom på det 😀
Argh og ralle! Nu tog jeg mindst 100 gram på bare ved at se de billeder 😀
*slurp*
Hej
De lyder bare lækre, dem må jeg prøve. Kan man evt. bage dem dagen før og så lune dem igen inden man putter fyld i ?
Charlotte – Tjaaaaaaa……det vil jeg da umiddelbart tro, at man godt kan. Jeg kan forestille mig, at konsistensen bliver ligesom wienerbrød der er fra dagen før og så er blevet lunet i ovnen 🙂
Kan man fryse halvdelen af dejen når 12 stk er lige i overkanten ?
Merete – Det kan man godt. Men så ville jeg nok fryse bollerne ned, når dejen er hævet første gang og bollerne formet. På den måde kan de blot optøs på en bageplade, og efterhæve ved stuetemperatur, inden de bages 😀
Skal bollerne ikke efterhæve, når de er formet, eller er det bare at pensle og så direkte i ovnen? Jeg kan ikke finde noget sted det står, min logik vil bare gerne have dem til at efterhæve.. 😀 Tak for mange skønne opskrifter! 🙂
Pia – Jo, du har da helt ret – det er en forglemmelse. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på det – det er hermed rettet 😀