Morten har haft kage med på arbejde nogle gange i løbet af den seneste uge. En lille aftale om et par kager til kollegaerne til gengæld for hjælp med opgravning af et gammelt fiskebassin og fældning af en hæk er hermed i hus, dejligt.
En af dagene stod den på hjemmelavede hindbærsnitter, som faktisk slet ikke er så svære at lave og så slår de altså bagerens med flere banelængder – navnlig hvis bageren hører til dem, der godt kan finde på at gemme snitterne til dagen efter, hvis de ikke er udsolgt om aftenen, hvilket efterlader kunden med en noget blød og kedelig undskyldning for en hindbærsnitte. Disse her derimod, er smørbagte, med en let smag af vanille, og så kan man selv bestemme mængden af glasur og kvaliteten af hindbærmarmeladen.
Hindbærsnitter.
8-10 stk.
150 gr hvedemel
75 gr smør
75 gr flormelis
1 æg
1 tsk vanillepulver
2-3 spsk god hindbærmarmelade
hvid glasur
krymmel
Mel, flormelis og smør smuldres sammen i en skål. Æg og vanillepulver tilsættes og dejen samles hurtigt med fingrene og sættes på køl i ca. 30 minutter.
Dejen udrulles på køkkenbordet. Sørg for at mele både bord og dej godt, for hænger dejen først fast i bordet, skal den skrabes af med en kniv. Rul dejen ud til et rektangel, løft den over på en bageplade beklædt med bagepapir og skær kanterne til, så de er helt lige. Halver rektanglet på langs ved at skære en ridse med en skarp kniv. Bag mørdejsbunden i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter, til den er gylden og gennembagt. Tag bunden ud og lad den afkøle på risten. Knæk den afkølede bund i to og smør marmelade på den ene. Læg derefter den anden bund ovenpå og pynt med glasur. Drys krymmel i den hvide glasur og lad kæmpe-snitten tørre. Skær den herefter i passende snitter med en skarp kniv.
Glimrende opskrift
Jeg gør dejen lidt anderledes men fuldkommen enig i din arbejdsgang. 200g smør, 2 blommer, 250g hvedemel, 100g flormelis og… 50g mandelmel. Hakkes sammen til nærmest ligner rasp og så trykker jeg dejen sammen i hånden og så hvile. Mandelmel gør dem SÅ lækre. Desuden kommer jeg citron i glasuren for at det ikke skal blive sødt, sødt, sødt…
Fed blog ellers
Frederik
Frederik – Det lyder ellers lækker med lidt mandelmel i dejen og citronglasur på toppen. Det tror jeg da jeg skal prøve næste gang den står på hindbærsnitter, så mange tak for tippet 😀
Mange hilsner fra
Anne.
hej Anne
tusind tak for en dejlig Web side jeg bruger den rigtig meget og høster masser af ros for de dejlige kager jeg bager ????mit spøgsmål til dig er om du ved om man kan bage de dejlige hindbærsnitter med kunstige søde stoffer og evt også med lidt fuldkornsmel ?
de bedste hilsner
Mette
Mette – Tusind tak for din søde kommentar – dejligt du kan bruge opskrifterne. Umiddelbart tænker jeg ikke, at det skulle kunne give problemer, hvis du bruger kunstige sødemidler og gør snitterne lidt sundere ved at bruge lidt fuldkornsmel eller grahamsmel – mørdej er jo i bund og grund det samme som tærtedej, så hvis du tænker på en grov tærtebund er du jo godt på vej 😉 Brug evt. færdigkøbt sukkerfri marmelade, hvis det skal være lidt nemmere 😀
Mange hilsner fra
Anne.
Hej Anne
tusind tak for dit svar jeg har prøvet at erstatte noget af melet med fuldkornsmel og det blev rigtigt godt ? Har endnu ikke prøvet med det sukkerfri marmelade ?Men det er næste projekt jeg erstattede en tredie del af melet med fuldkornsmel og det er fint nok for mig det skal jo heller ikke blive alt for sundt det hele ?
De bedste hilsner
Mette
Mette – Det lyder bestemt som noget, jeg godt kunne finde på at prøve mig med også. Jeg er som udgangspunkt ret vild med at erstatte lidt af melet i diverse kager med noget groft og denne her version af hindbærsnitter lyder ret lækker 😀
Mange hilsner fra
Anne.
Hej – tak for mange lækre opskrifter ? kan hindbærsnitter laves i forvejen og fryses ? Eller hvor mange dage efter bagning er de gode ?
Vinni – De er bedst i de første par dage, efter de er bagt. Derefter bliver mørdejen blød og lidt kedelig og derfor er de heller ikke fryseegnede 😀
Fin opskrift.
Men hvorfor fremhæve, at dejen skal samles med fingrene?
For hvis man har en røremaskine eller en elpisker med dejkroge, så er det jo direkte tåbeligt, at bruge fingrene.
Samtidig undgår man at halvdelen af dejen går til spilde, da eneste måde man får det af fingrene er, at skylle dem over håndvasken.
Dejen bliver i øvrigt langt bedre ved brug af maskine.
Det undrer mig faktisk, at du ikke nævner dette.
Men som sagt er det derudover en fin opskrift.
Michael – Jeg ved ikke, om jeg ligefrem fremhæver, at dejen skal samles med fingrene, men jeg skriver altid mine opskrifer, som jeg selv har lavet dem og i dette tilfælde har jeg så samlet dejen med fingrene, så det er ikke en bevidst handling, at jeg har udeladt alternativerne. Jeg har selv en røremaskine og den bruger jeg også ofte til mørdej, men jeg ved nu ikke, om jeg synes, at dejen bliver markant bedre, når jeg bruger røremaskine. En elpisker med dejkroge har endnu aldrig rigtig fungeret for mig, men dit råd er hermed givet videre til bloggens øvrige læsere 🙂
Rigtig godt nytår til dig 😀