Sommerferie New York 2012, part 3.

Dagen startede med morgenmad på hotellet. Det var egentlig ikke noget særligt, faktisk bare en stor valgfri morgenmadsmuffin, som blev udleveret i de velkendte brune papirsposer, et glas friskpresset juice og en kop valgfri kaffe eller the. Det hele to go. Til gengæld var udvalget af muffins enormt, og morgenmadsmuffins er jo ikke så søde som “kage” muffins, så selvom de måske ikke kan betegnes som det sundeste morgenmåltid kunne de godt gå an. Juicen var lækker, kaffen frisklavet, og vi gav ikke en krone for det fordi det var med i vores hoteltilbud, så vi hentede det hver morgen. De dage vi var sultne, drak vi kaffen og juicen på vej hen for at få morgenmad på en diner, og gemte vores muffins til senere på dagen eller om aftenen. Og de dage vi ikke var så sultne eller havde planer om større frokost, spiste vi muffins til morgenmad. De havde især en krydret variant med gulerod som jeg blev vild med, men deres majsmuffins, blåbærmuffins og tranebærmuffins var også gode.

Efter morgenmaden, som altså denne morgen stod på muffins, tog vi subwayen helt ned til sydspidsen af Manhattan (South Ferry). Det er herfra man kan sejle med den gratis færge til Staten Island. Vi havde nu ikke planer om en sejltur denne morgen, men ville istedet gå igennem Battery Park, hvor der ligger et gammelt ford, og så videre upper west langs med vandet.

Fra Battery Park går der en gå/løbe/cykel sti, og den går altså et godt stykke op langs Manhattans vestside. Blandt andet passerer man de mange piers, men så langt gik vi ikke denne dag. Istedet koncentrerede vi os om det første stykke, hvor der ligger en masse grønne områder – der er bare så fint dernede.

Til højre for stien ligger der ejendomme med lejligheder og nogle få restauranter, men ellers er det faktisk mest kontorbygninger idet man befinder sig lige i nærheden af Financial District. Det var egentlig frokosttid, og vi kiggede da også lidt på de forskellige restauranter vi passerede, hvor diverse kontorfolk sad og svedte i deres mørke jakkesæt, men da det var ret varmt (faktisk havde de lovet torden, så det hele var lidt trykkende), havde vi primært lyst til lidt let.

Vi nåede derfor op til Financial Center, som består af 4 store bygninger og ligger placeret lige overfor World Trade Center uden at have fundet frokost. Financial Center har en fantastisk vinterhave, men den vender vi også tilbage til, for den var vi inde i et par dage senere. Lige foran Financial Center ligger sejlskolen og Manhattans lystbådehavn, hvis man kan kalde den det. Der ligger i hvert fald nogle solide lystyachter fortøjret her 🙂

Fra lystbådehavnen har man en fantastisk udsigt uver til New Jersey, som ligger lige overfor Manhattan. Her er et lille grønt område med en masse borde, stole og bænke og rigtig mange businessmænd og damer holder deres frokostpause her. Lige på denne dag var det også et skønt sted at sidde, da der jævnligt blæste en kølig brise ude fra vandet, men selvom det var skønt var det ikke det bedste.

Det viste sig nemlig, at der var slået 3 pavilloner op på trappen foran Financial Center. Her stod folk i røg og damp og solgte iskolde øl, sodavand og lemonade, hamburgere, grillede hummere og fajitas til de travle forretningsfolk.

Duften af grillede bøffer var simpelthen uimodståelig og det var det perfekte frokostmåltid. Let og lækkert – lige som vi havde ønsket det.

Og sådan så vidunderet ud. Burgere i USA ser generelt ikke ud af så meget, sammenlignet med eksempelvis en dansk caféburger, der ofte er så kreativ bygget at det er umuligt at spise den. Desuden skal man fjerne overbollen og gemme den tilsidst, hvis man vil gøre sig håb om at spise selve burgeren op, og bollen er som oftest meget “rustik” eller sagt på godt dansk sprød/tør, og helt umulig at komme i lag med, hvis ikke man er udstyret med en ordenlig steakkniv. Her er bollen blød og hvid, og skal kun lige være der for at holde sammen på fyldet Det primære drejer sig om smag og kødets kvalitet og den var helt til UG. Istedet for den traditionelle ketchup eller burgerdressing var den serveret med en skarp dressing der smagte lidt af chili – uhhh den var god. Den var faktisk så god, at vi kom tilbage efter en nogle dage senere 🙂

Efter frokost slentrede vi gennem Financial Center over til World Trade Center, hvor vi havde billetter til 9/11 Mindeparken der åbnede 11. september sidste år, altså på 10-året for terrorangrebet. Det er gratis at komme ind, men da der er rigtig mange mennesker der gerne vil se det, skal man bestille og printe sine billetter på forhånd. Det kan gøres lige her. Når man bestiller billetterne skal man samtidig oplyse dato og klokkeslet for sit besøg, men det er ikke nødvendigt at bestille før nogle timer inden man har tænkt sig at ankomme, så det behøver ikke være noget man planlægger sin ferie efter. Vi bestilte billetter samme morgen i hotellets netcafé. Efter at have stået i kø i ca. 15 minutter blev vi lukket ind – eller rettere der blev vi lukket ind i visitationen, for det er lige før der er mere kontrol end i en lufthavn. Vi skulle igennem rigtig mange tjek før vi kunne bevæge os henover byggepladsen, hvor de nye tårne skyder i vejret, før vi endelig stod i 9/11 Memorial. Meget passende begyndte det faktisk at dryppe lidt fra oven, da vi gik ind i parken, men vi havde heldigvis paraplyer med.

De to Memorial Pools er selvfølgelig det de fleste kommer for at se, og det var da også det første vi styrede imod. De er placeret der hvor de to tvillingetårne i sin tid stod, og jeg synes faktisk at vandbassinerne og kanten med alle navnene er utroligt smukt og stilrent lavet, selvom det jo er frygteligt at der er så mange navne. De fortsætter nærmest i det uendelige.

På trods af, at man befinder sig lidt midt på en byggeplads, hvilket Ground Zero jo reelt stadig er, så var der virkelig fredeligt inde i parken. Folk gik stille rundt og tog billeder eller sad på bænkene i egne tanker. Inde i parken kommer man også virkelig tæt på to af de fire nye tårne – her er det One Tower.

Og her er det tårn nummer 2. Hvis nogen har set computertegninger af hvordan det hele kommer til at se ud når det er færdigt, så er det det tårn der ligesom deler sig i 4 på toppen.

I den ene ende af parken er der sat computerskærme. Her kan man søge på navne og dermed finde ud af ved hvilket bassin og hvor de forskellige navne er placeret. Navnene er inddelt efter firmaer, fly 1, fly 2, Pentagon osv osv. Desuden står navnene på dem som omkom ved det sidste terrorangreb på tvillingetårnene tilbage i 1993. Vi prøvede at trykke på et par navne og blev noget overrasket over, at der ikke kun kom placering, navn, stilling, firma og lidt personlige oplysninger frem, men også et billede. Det havde vi ikke regnet med, og det var faktisk lidt ubehageligt, for selvom man bestemt ikke går rundt og er ligeglad med hvad der skete ved terrorangrebet, bare fordi det foregik på den anden side af jorden, så kommer det godt nok pludselig meget tæt på, når man får sat ansigter på personerne.

Midt i mindeparken stod et lille træ. Dem stod der faktisk en hel del af, men dette her var anderledes. Det var simpelthen bastet og bundet, understøttet og i den grad tøjret, at man skulle tro de ventede en mindre orkan.

Efter lidt nærmere læsning viste det sig, at det var en meget specielt træ. Da man gik igang med de mange tusind tons murbrokker fra de sammenstyrtede tårne, fandt man under en masse affald dette lille træ. Det var fuldstændig mishandlet, men til forskel fra alle de andre træer der stod foran tvillingetårnene var det ikke dødt eller brændt. Forsigtigt blev træet tranporteret til en anden park, hvor det kom på rekreation og blev passet og plejet, og nu er det altså kommet “hjem” og står nøjagtig hvor det stod for 11 år siden. Ok, jeg ved godt at amerikanerne elsker den slags og “det udødelige træ” osv osv, men et eller andet sted synes jeg altså også det er lidt fint, at man har haft et træ i pleje i en park 🙂

Under træet lå der en enorm bunke hvide liljer hvis duft kunne anes i 10 meters afstand. Det ser måske ikke ud af så meget på billedet, men der var altså rigtig mange. Jeg ved faktisk ikke hvorfor de lå der, eller om det bare var til ære for det udødelige træ, men jeg syntes det var en rigtig fin gestus.