Fantastiske muffins med store chokoladestykker samt crunch, og en let smag af marcipan, fra knuste makroner. Mums. At de så også kun indeholder 7 ingredienser i det hele ,og dejen kan røres sammen på under 5 minutter gør dem bestemt ikke dårligere.
Vi havde nemlig inviteret Mortens mor og hendes kæreste på aftensmad i går. Bare for lige at sige godt nytår og sådan 🙂 Menuen var i forvejen rimelig simpel, den stod bare på en lasagne og lidt færdigkøbt hvidløgsflute, for vi er begge to pænt forkølede, og jeg orkede simpelthen ikke at stå ret længe i køkkenet. Navnlig er det jo ikke sjovt, når man ikke engang kan smage retterne ordenligt til. Faktisk smagte både Morten og jeg på tomatkødsaucen til lasagnen, men vi kunne egentlig ikke sige, om den var krydret nok, for ingen af os kunne smage noget. Heldigvis sagde både hans mor og hendes kæreste, at den smagte godt, men det kan jo også være, at de bare havde ondt af os.
Men udover lasagne syntes jeg jo, også vi skulle have lidt sødt til kaffen bagefter, og derfor bagte jeg disse her muffins. Jeg har faktisk bagt dem en gang før, men det er ved at være længe siden, og jeg havde egentlig glemt hvor gode de er.
De er som sagt både lækre og hurtige at lave, og så egner de sig perfekt som “dele ud kage” på jobbet, til klassens time, fødselsdag eller lign, hvor der skal gives kage, uden at man nødvendigvis skal medbringe vådservitetter eller nogen skal i bad bagefter.
Hvis man gerne vil gøre lidt ekstra ud af de færdige muffins, kan man pynte dem med glasur, men det synes jeg altså bliver lige sødt nok. Nu bryder jeg mig jo heller ikke så meget om glasur 🙂 Alternativt kunne jeg forestille mig, at de ville være fine, hvis man sigtede lidt flormelis hen over dem, men i går spiste vi dem altså bare som de var – lune fra ovnen.
Makron og chokolademuffins.
12 stk.
3 æg
175 gr rørsukker
125 gr hvedemel
1 tsk vanillepulver eller kornene af 1/2 vanillestang
100 gr smeltet smør
100 gr grofthakket, mørk chokolade
100 gr knuste makroner
Æg og sukker røres til en luftig æggesnaps. Tilsæt mel og vanillepulver og rør igen. Smørret tilsættes og røres ind i dejen og til sidst vendes chokolade og makroner forsigtigt i med en dejskraber.
Fordel dejen i 12 muffinsforme, de skal være ca. 3/4 fyldt. Stil evt. muffinsene i en muffinplade og bag dem i 20-25 min ved 200 grader, til de er gyldne og gennembagte.
Hold da helt op – du overgår dig selv. Skøn opskrift – ikke mindst de smukke billeder.
Hilsen Charlotte
Charlotte – Mange tak 🙂 Jeg lover dig de er gode – og såååååå nemme at lave, hvis man vil glæde nogen med kage 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Mmmmm – hvor ser de bare lækre ud! Jeg elsker makronsmuffins – har været stor lige siden vi for 100 år siden lavede dem i skolekøkkenet 😉 Måske jeg burde prøve med chokolade i også 🙂
Camilla – Mange tak 🙂 Prøv med chokolade – jeg kan næsten love, at du ikke vil fortryde det 🙂
Uhm, havde helt glemt hvor godt makron er i muffins 🙂
Dine ser lækre ud!
Maj-Britt – Mange tak 🙂 Jeg havde faktisk også selv glemt det – altså hvor godt makroner fungerer i muffins, men nu er blevet mindet 100% om det, så der går ikke så lang tid, inden jeg skal prøve noget igen 🙂
Rigtig fed blog, og RIGTIG lækre muffins! De er blevet utroligt populære herhjemme blandt venner og familie 😉
Anja – Tusind tak for rosen til bloggen og mine muffins 😀 Det er faktisk også nogle af mine yndlingskager. Måske fordi de minder mig, om nogle af de allerførste kager min mor bagte i papirsforme, da jeg var lille. Det var inden, der var noget der hed muffins og cupcakes og så blev de bagt i sådan nogle hvide papirsforme med røde blomster og grønne blade 🙂
Hej 🙂 Rigtig lækker opskrift, der står 16 styks i ovnen lige nu 🙂 Men jeg kom lidt bagepulver i selvom det ikke stod i opskriften, tror du det gør nogen forskel?
Helga – Næææææææææhhh umiddelbart tror jeg da ikke, der kan ske det store ved, at der er kommet en lille smule bagepulver i. Ellers går jeg ud fra, du har opdaget det på nuværende tidspunkt? 😉 Håber de smager rigtig godt – vi er i hvert fald vilde med dem herhjemme 😀
Mange hilsner fra
Anne.
Kan de fryses ned ? ??
Helle – Det kan de sagtens, så lav du bare en stor portion 😀 😀
Hvordan ved man om de er gennembagte? Har over/under varme og varmluft, hvad skal jeg bruge?
Charlotte – Jeg bager altid kager ved alm. ovnvarme (over/undervarme), men hvis noget specifikt skal bages ved varmluft, så skriver jeg det i opskriften 🙂 Umiddelbart kan det jo være svært at se på en muffin, om den er 100 % færdigbagt, men hvis man er i tvivl, så kan man bruge tricket med at stikke et lille træspyd, en tandstikker eller lign. ned i en muffin – hænger der dej ved, så er kagen stadig ikke helt gennembagt og så skal de have lidt længere tid 😀