Jeg er vild med alt, hvad der minder om müslibarer, havregrynskager, flap jacks og lign. Kort sagt, alt hvad der indeholder sprøde og knasende sammenpressede havregryn med sukker, sirup eller honning. Og den kategori kan man roligt sige, at de her havregrynssnitter indgår i. De skønneste, sprøde konfektstykker med et tykt lag blød nougat på toppen. 

Se også – Brændte mandler I Konfektroulade med nougat I After eight trøfler

Opskrift på skønne havregrynssnitter til jul. 

Jeg kan ikke påstå, at jeg laver havregrynssnitter hvert år til jul. Men de er ofte at finde i konfektskålen og de er supernemme at lave. Præcis som med en anden af julens favoritter nemlig havregrynskuglerne. 

Men modsat havregrynskuglerne, som er et eksempel på “spare-konfekt” fra tiden omkring 2. Verdenskrig, så tror jeg, at snitterne er en lidt nyere opfindelse.

Ligesom havregrynskuglerne er havregrynssnitterne uden marcipan. Og selvom jeg personligt er vild med marcipan, så findes der jo også dem, som ikke bryder sig om det. Men som stadig gerne vil have et stykke hjemmelavet julekonfekt. Den bløde nougat kan desuden erstattes af lys, mørk eller hvid chokolade, hvis man synes, det er bedre. Men så kan det være en god idé, at skære snitterne ud med en varm kniv, så chokoladen ikke splintres og krakelerer. 

Havregrynssnitter med nougat
Print opskrift Pin opskrift
4.5 fra 4 stemmer

Havregrynssnitter med nougat

Samlet tid40 min
Antal: 30 stk

Ingredienser

  • 100 gr smør (smeltet)
  • 5 dl havregryn
  • 1 spsk hvedemel
  • 75 gr sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 4 spsk sirup (lys eller mørk sirup)
  • 100 gr blød nougat
  • evt. frysetørret hindbær og pistacienødder til pynt

Fremgangsmåde

  • Rør smør, havregryn, hvedemel, sukker, vanilje og sirup sammen i en skål. 
  • For et ildfast fad (ca 15 x 25 cm) med bagepapir og pres havregrynsmassen godt ned i fadet. Brug evt. bagsiden af en ske, til at få massen presset helt fast sammen. 
  • Bag kagen ved 175 °C (varmluft) i 20-25 minutter, til den er gylden og lysebrun på overfladen. 
  • Skær nougat i tynde skiver og fordel dem ovenpå den varme kage. Lad nougaten smelte og fordel den med en kniv eller palet. Drys evt. med frysetørret hindbær og hakkede pistacienødder.
  • Lad kagen køle helt af og skær den ud i ca 30 små firkanter á ca 2 x 2 cm. Trim evt kanterne først, hvis de er blevet lidt skæve.
  • Opbevar snitterne i en lufttæt beholder - evt. på køl, hvis nougaten bliver for blød. De kan holde sig i 2-3 uger.

Lækre variationer.

Jeg bruger almindeligt sukker og sirup til havregrynssnitterne. Siruppen er enten lys eller mørk, det afhænger af, hvad jeg har i skabet. Jeg kunne dog sagtens forestille mig, at brun farin eller mørk muscovadosukker ville kunne erstatte det hvide sukker, og give en lækker “brun” smag. Men jeg har ikke selv prøvet det endnu.

Jeg bager havregrynssnitterne i en form, der måler ca 15 x 25 cm. Dermed får man en nogenlunde tyk havregrynsbund på 1,5-2 cm, der kan opveje det søde nougatlag på toppen. Man kan enten skære kagen ud i ca 30 små snitter, ligesom mig, eller man kan lave 16 eller måske blot 8 større snitter eller barer. Det er nok især oplagt, hvis kagen skal deles ud, med på picnic eller lignende.

Jeg synes, at det ser rigtig fint ud med de små “bite-size” snitter i konfektskålen, fx til jul. Men der er jo ingen regler om, at man kun kan lave havregrynssnitter til jul, så lav dem gerne som en lille godbid til kaffen hele året rundt. Fx til påskefrokosten eller ovenpå en god middag. Pynt gerne snitterne “efter sæson” – fx med grønne pistacier og gult krymmel til påske eller med uhyggeligt halloweenpynt i efteråret.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)