Fordi nogle gange, så bliver det altså bare lidt ensformigt med alt det tunmousse, tunsalat og tun med mayonnaise på ristet brød, selvom det også smager godt. Her er en skøn og lidt utraditionel måde at spise tun på, som samtidig er en sund og billig ret, der både kan bruges til appetizer/snack, serveret med en lækker, krydret dip, til forret eller til hovedret.
De fleste, der ikke bryder sig så meget om fisk, kan faktisk lide tun, men skal man stadig ligesom “tage tilløb”, så er dette her så afgjort en blidere vej at gå. De sprødstegte tundeller med masser af løg og hvidløg smager stort set ikke af fisk, og når de først er stegt sprøde på panden, er de en himmerigs mundfuld. Jeg kunne også forestille mig, at de eksempelvis vil være nemmere at få i børn, der måske ikke altid lige bryder sig om fisk, men ofte godt kan lide fiskefrikadeller.
Tunfrikadellerne kan varieres i det uendelige og tilsættes et væld af smagsgivere, fx chili, koriander eller timian. Det smager også godt at tilsætte et bundt friskhakkede krydderurter til farsen, fx dild, purløg, persille eller ramsløg.
Bryder man sig ikke om varm tun, og det er der jo immervæk en hel del mennesker der ikke gør, så smager tunfrikadellerne lige så godt, hvis de først spises, når de er blevet kolde. Server dem med en lækker blandet, grøn, pasta eller kartoffelsalat, lidt citron og evt. en kold creme fraiche dressing, og nyd den nemme og relativt billige aftensmad.
Tunfrikadeller med løg og hvidløg.
12 stk.
2 ds tun i vand eller olie, afdryppet
1 æg
50 gr creme fraiche eller lign.
1 løg, groftrevet
2 fed hvidløg, finthakkede
1 spsk citronsaft
25 gr rasp
1 tsk salt og friskkværnet peber
olie og smør til stegning
Findel tunen med en gaffel og tilsæt æg, fromage frais, løg, hvidløg, citronsaft, rasp, salt og peber. Rør det hele til en fast fars og lad det hvilke i køleskabet i ca 30 minutter. Varm en blanding af smør og olie op på en stegepande. Form tunfarsen til 12 frikadeller og steg dem brune og sprøde på panden. Vær sikker på at farsen har sat sig, før frikadellerne vendes på panden, ellers kan man risikere, at frikadellerne falder fra hinanden. Læg frikadellerne på fedtsugende papir inden de serveres varme, lune eller kolde.
Hejsa
Jeg er stor fan af din side og printer tit dine opskrifter ud. Jeg er også stor tilhænger af smileys, men når jeg printer dine opskrifter ud, så fylder hver smiley en side. Uanset hvordan jeg forsøger at printe…
Jeg ved ikke, om du allerede er blevet gjort opmærksom på det – men nu er det sagt 🙂
Stina
Stina – Mange tak for rosen 🙂 Det med smileys har jeg ikke hørt før, og jeg må ærligt indrømme, at jeg desværre heller ikke har nogen ide om, hvorfor det sker. Men jeg vil prøve at skrive det til min blogudbyder og høre, om ikke der kan gøres noget ved det? 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Mums -det er bare et hit! Jeg har ellers altid hadet varm tun (eller måske nærmere lugten). Men som frikadeller er det godt nok en anden sag. Prøv også at rulle ‘farsen’ til små kugler og bag med på en pizza 😉
Malou – Uhhh, det skal jeg da helt sikkert prøve. Jeg eeeeeeeeeeeelsker nemlig varm tun og tilhører også den lille bitte del af befolkningen, der rent faktisk engang imellem bestiller pizzaer fyldt med fisk og skaldyr 🙂
Wooooow en lækkerbisken! DEN MÅ JEG PRØVE, for jeg vil vædde med, at gemalen min også vil elske dem, da han er en sucker for tun 😉
Kristine – Jeg har prøvesmagt dem, selvom vi officielt først skal have dem til aftensmad, og jeg lover dig de er SKØNNE. Lækre og cremede indeni, med en konsistens a la tunmousse – rent guf!!!!
Vi testede dem i aften – det var super godt. Vi var begge to meget positive overrasket. Nu kommer resten med på madpakken i morgen, det glæder jeg mig til 🙂
Mette – Jeg var også selv meget positiv overrasket den første gang jeg lavede dem, for de er jo sindssygt lækre 🙂 Nu er jeg da lidt misundelig på din madpakke 😉
Mange hilsner fra
Anne.
Uhm, de ser lækre ud.
Tror du jeg kan stege dem i ovnen fremfor panden? 🙂
Maj-Britt – Hehe, jeg er så lige kommet hjem fra Tyrkiet og kan se, at du allerede har dem på bloggen nu 🙂 Men jeg ved faktisk ikke, om du kan stege dem i ovnen – umiddelbart forestiller jeg mig, at de ikke bliver helt så sprøde, men smagen er der jo stadig 🙂
Det er helt sikkert at jeg skal prøve at lave dem i morgen. Glæder mig allerede. Der købt ind til det.
Niels – Jeg lover dig, at de er både lækre og dejligt nemme at lave 🙂
I fik ret. Hold da op, de er bare lækre. Konen min blev noget overrasket. De skal laves igen, det er helt sikkert. TAK for det.
Niels – Det glæder mig, at opskriften og tunfrikadellerne blev en succes. Hvis du er interesseret, så kan jeg også kun anbefale nedenstående opskrift på tun- og torskerognsfrikadeller. De er lige så nemme at lave og superlækre 🙂
https://www.madenimitliv.dk/2015/04/sprode-tun-og-torskerognsfrikadeller.html
Uhhm det lyder lækkert. Hvor mange gram tun er der i dåserne? Hvilken fedtprocent skal creme fraichen have? Vh Bente
Bente – Det er en helt almindelig dåse tun, som jeg bruger – der er vist 140 gr drænet vægt, men det er jo bare +/- og så kan konsistensen justeres med mere eller mindre rasp 🙂 Creme fraichen er 6% – 9% eller 18 %…. altså det der nu pt står i køleskabet 🙂
Hejsa. Tak for dine gode opskrifter! 🙂 Kan man bruge andet end rasp?
Fatima – Velbekomme 🙂 Du kan sagtens bruge andet end rasp – det drejer sig bare om at finde noget, som “binder” frikadellerne sammen, så de kan formes og steges uden at gå i stykker. Fx lidt ekstra mel, havregryn eller lignende 😀