“Grydebrød”, “Verdens bedste brød” eller “Verdens nemmeste brød” – kært barn har mange navne. Men faktum er i hvert fald, at brødet bliver bagt i en gryde, smager fantastisk og er supernemt at lave, så alle navnene passer på en prik. Jeg har efterhånden bagt en del grydebrød, men fik lyst til også at prøve at lave et grydebrød i stegeso eller römertopf. Navnet afhænger lidt af, hvilken form for stegeso, man har. Er den lavet af rødt ler, kaldes den som regel en römertopf og så skal man lige huske, at den skal ligge i blød i rigeligt koldt vand, inden man sætter den i ovnen. Desuden skal en römertopf altid sættes i en KOLD ovn, og opvarmes sammen med ovnen. Ellers kan den revne.

Hovedingredienserne til grydebrød er stort set altid nogenlunde ens; mel, vand, salt og en ærtestor klump gær. Mine opskrifter varierer dog en smule fra gang til gang og denne her gang kom jeg en smule eddike i dejen. Det er første gang, at jeg har lavet dej med eddike, men det kan varmt anbefales, idet eddiken tilfører en smule syre til dejen – præcis som en god surdej.

Det tager tid at bage et grydebrød – mellem 14 og 20 timer. Men det drejer sig heldigvis om godt og vel 10 minutters effektiv arbejdstid. Resten er bare hævetid. Og belønningen er så rigeligt arbejdstiden værd, når man åbner låget på gryden eller stegesoen og ser det gyldentbrune og sprøde brød ligge der, med en let revnet og knasende sprød skorpe og en saftig og sej krumme.

Jeg kunne slet ikke vente med at smage på brødet, så jeg skar det i skiver til fotograferingen på trods af, at det endnu var varmt, hvilket det smeltende smør da også bærer præg af. Og sekundet efter de sidste billeder var skudt, smed jeg kameraet, fordelte smørret på brødskiven og spiste den. Haps. Jeg elsker, elsker ELSKER nybagt, sprødt brød og dette her skal bages igen inden længe, måske varieret med lidt krydderurter eller lign. i dejen?

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Grydebrød (bagt i stegeso)

Hæve- og bagetid15 t
Samlet tid15 t 15 min
Antal: 1 stk
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • dl vand (lillefingervarmt)
  • gær på størrelse med en ært
  • dl øl (kan erstattes af vand)
  • 1 spsk eddike
  • 1 spsk olivenolie (plus lidt til smøring af skål)
  • tsk groft salt
  • 150 gr durummel (plus lidt til bunden af stegesoen)
  • 250 gr hvedemel (plus lidt ekstra til æltning)

Fremgangsmåde

  • Hæld vandet i en skål og opløs gæren heri.
  • Tilsæt de resterende ingredienser og rør dejen godt sammen til en klistret masse.
  • Lad dejen hæve tildækket på køkkenbordet i 12-18 timer. Jo længere hævetid, jo bedre brød.
  • Vend dejen ud af skålen på et meldrysset bord, fold den let sammen og form den til en pæn kugle.
  • Kom dejen i en oliesmurt skål, dæk den til og lad den hvile yderligere 2 timer.
  • Bruger man en römertopf skal den trække i vand i ca 10 minutter. Tør den derefter af og sæt den med låget på i en kold ovn. En almindelig stegeso kan sættes direkte i den kolde ovn.
  • Varm ovnen op til 250 °C (varmluft) og vent herefter yderligere 30 minutter, til römertopfen/stegesoen er gennemvarm. Får den ikke tid til at blive gennemvarm, kan man risikere, at det færdigbagte brød sidder fast i bunden.
  • Tag stegesoen ud af ovnen, tag låget af og drys lidt durummel i bunden. Der kan også bruges solsikkefrø eller almindeligt hvedemel.
  • Hæld forsigtigt dejen fra skålen ned i stegesoen, læg låget på og sæt stegesoen tilbage i den varme ovn.
  • Bag brødet ved 250 °C (varmluft) i 30 minutter. Herefter fjernes låget, ovntemperatuen sænkes til 220 °C (varmluft) og brødet bages i yderligere 10-15 minutter til det er gyldent og gennembagt.
  • Det færdigbagte brød vendes ud af stegesoen og afkøles på en bagerist.

Noter

Brødet smager fantastisk, når det er helt nybagt, men det kan sagtens fryses. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)