Ja, kold kartoffelsalat som vor mor laver den, eller i hvert fald som min mor laver den og har lært mig at lave den! Nu er det nemlig blevet så meget sommer, at der ikke er flere undskyldninger for ikke at grille. Og til sådan en god omgang grillmad hører der sig naturligvis en lækker, cremet kartoffelsalat.
Jeg bryder mig ikke specielt meget om varm kartoffelsalat – altså den der variant med eddike og løg. Kold kartoffelsalat med masser af sprøde stykker syltet agurk har jeg derimod altid elsket. Jeg tror ikke, det er specielt brugt at komme syltet agurk i kartoffelsalat. Jeg har i hvert fald aldrig fået det serveret andre steder end derhjemme. Men når nu jeg er vokset op med min mors kartoffelsalat med små, syrlige agurketern og har vænnet mig til den, så er det altså ligesom der mangler noget, når jeg får serveret kartoffelsalat uden agurker.
Jeg ved ikke, om det er alle der vil bryde sig om syltede agurker i kartoffelsalaten. I betragtning af hvor mange der piller dem ud af diverse burgere, så er syltede agurker og pickles tilsyneladende noget der deler vandene. Men jeg synes alligevel, man bør unde sig selv at smage en kartoffelsalat med syltet agurk. Kan man ikke lide det, er der jo altid den mulighed, at man piller dem fra og lægger dem på kanten af tallerkenen.
For at give kartoffelsalaten en let sød-syrlig smag, tilsætter jeg gerne et par spsk af eddikelagen fra agurkerne til dressingen. Det er en smagssag, hvor meget syre man ønsker og der er også stor forskel på, hvor meget smag der er i sådan en eddikelage. Fx er der noget mere kraft i lagen fra hjemmesyltede agurker fremfor de købte, så man må smage sig lidt frem. Alternativt kan man bruge lidt eddike og sukker i dressingen, men eddike og sukker er jo stort set ingredienserne i agurkelagen, så det er jo lige så let at bruge den.
Kartoffelsalaten har bedst af at trække minimum 30 minutter, inden den skal spises. Så kan kartoflerne nå at suge smag til sig. Men så er den også klar til at indtage enhver grillfest. Kold kartoffelsalat – det er da bare smagen af sommer.
Kartoffelsalat
Ingredienser
- 500 gr små kartofler (kogte og afkølede)
- 3 dl creme fraiche 9-18 %
- 2 spsk mayonnaise
- 1 tsk sennep (evt. sød sennep)
- 10 syltede drueagurker (skåret i små tern)
- 5 spsk eddikelage fra agurkerne (eller efter smag)
- friskhakket purløg
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skær kartoflerne i mundrette stykker.
- Rør creme fraiche, mayonnaise, sennep, agurketern, eddikelage og purløg sammen og smag til med salt og peber.
- Vend kartoflerne i dressingen og lad den trække på køl i ca. 30 minutter inden servering.
- Rør kartoffelsalaten igennem og pynt evt. med lidt ekstra purløg inden servering.
Noter
Jeg tror kun jeg har fået kold kartoffelsalat MED syltede agurker i vel at mærke drueagurketern. Jeg har også undertiden fået det med cornichon´er og med det store antal agurker, der er i din opskrift, kunne man forledes til at tro, at dine syltede agurker er netop cornichon´er. Har jeg ret?
Selv kommer jeg også tomatbåde uden frø i, men det er nærmest for et syns skyld.
Karl-Christian – Hehe, nej det er faktisk syltede agurker, jeg har kommet i, men jeg er også fuldstændig vild med dem, så måske småoverdriver jeg lidt 😉
Jeg har aldrig smagt det med cornichoner, men har til gengæld fået det med asier og det fungerer også rigtig fint. Det vigtigste er næsten at der kommer lidt sød-syrlige, knasende tern i salaten, for det er dem jeg sidder og mangler, når jeg får serveret kartoffelsalat andre steder. Selvom min moster nu også laver en glimrende én med radiser og honning-dijon sennep, men så er det søde indslag selvfølgelig også med i form af honning og knaset fra radisserne, så det kan være derfor jeg kan lide hendes 🙂
Du har ret i, at det ser rigtig godt ud med tomatbåde – det giver lige lidt farve. I hjemkundskab i skolen tror jeg faktisk også, den blev pyntet med kvarte, kogte æg, hvis ikke jeg husker fejl 😀
Hvor sjovt , jeg er også vokset op med kartoffelsalat med syltede agurketerninger. Min mor lavede altid rigeligt, så næste morgen når jeg stod op, kastede jeg mig straks over kartoffelsalaten. 🙂
Isa – Uhhh, det er bare så lækkert, jeg laver også altid til et par dage. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke kan lide andre former for kartoffelsalat, men det er bare som om, at de der tern af syltet agurk mangler, hvis ikke de er i 😉
Jeg må indrømme, at jeg ikke kommer syltede agurker i kartoffelsalaten.
Men denne opskrift er alligevel super skøn. Jeg smager dressingen til med eddike, sukker og lidt citronsaft og selvfølgelig de øvrige ingredienser.
En anden grund til denne opskrift er god er, at forholdet af kartofler og dressing er perfekt – hvilket jeg synes kan være svært, at ramme en gang imellem. Nu sidder den lige i skabet.
Tak for en dejlig opskrift.
Gitte – Dejligt at høre, at opskriften er blevet en succes – med eller uden de syltede agurker i tern 😀
Jeg smager til med bearnaise essens😊
Stine – Det lyder sørme også lækkert 😀