Der er ikke noget så skønt, som et glas iskold, hjemmelavet lemonade på en varm sommerdag. Eller limonade som det kaldes i Sydeuropa. En perfekt tørstslukker, og så smager den sød-syrlige sommerdrik jo bare fantastisk. Jeg fik for alvor øjnene op for lemonade, da vi begyndte at rejse til USA for snart mange år siden. Amerikanerne er vilde med lemonade og det kan fås på stort set alle restauranter, diners og deli’s. Om sommeren kan man desuden købe frisklavet lemonade med masser af is på diverse markeder og i parkerne, og det er virkelig forkælelse med sådan et glas på en hed sommerdag.

Se også – Rabarbersaft I Kirsebærsaft I Iste med citron I Iste med fersken

Nem opskrift på lemonade.

Det er ret nemt at lave lemonade, og man skal faktisk kun bruge 3 ingredienser. Citroner, sukker og vand. Sukker og vand skal have et lynhurtigt opkog, så sukkeret smelter, inden det blandes med citronsaft, men det er også det hele. Og når lemonaden er afkølet, er den klar til brug og kan blandes med vand eller danskvand efter smag.

Hvis man er den tålmodige type, kan man faktisk også bare opløse sukkeret i koldt vand. Men det tager immervæk lidt tid og det går altså meget nemmere, hvis man lige varmer det op i en gryde på komfuret. Dermed sikrer man sig også, at sukkeret rent faktisk er helt opløst, og at der ikke ligger knasende rester tilbage i bunden.

Tip! Se evt. tips til variationer og opbevaring under opskriften. 

Lemonade med citron
Print opskrift Pin opskrift
4.5 fra 2 stemmer

Lemonade

Samlet tid15 min
Antal: 5 dl

Ingredienser

  • 2 dl vand
  • 2 dl sukker (ca 150 gr)
  • 2 dl citronsaft (saft af 5-6 usprøjtede citroner)

Fremgangsmåde

  • Kom vand og sukker i en lille gryde.
  • Riv den gule skal af citronerne og kom også den i gryden.
  • Sæt gryden på komfuret og varm den op, indtil sukkeret smelter og bliver til en tynd sirup.
  • Tag gryden af varmen og lad siruppen trække i ca 10 minutter, inden citronskallen sies fra. Det er vigtigt, at skallen sies fra, da den færdige lemonade ellers kan blive bitter.
  • Pres citronerne og bland saften med citronsiruppen. Smag evt til med ekstra sukker eller citron, hvis siruppen er for sød/sur. Vær dog OBS på, at lemonade skal blandes med vand inden servering, hvilket også påvirker smagen.
  • Hæld blandingen på en skoldet flaske eller i en kande og opbevar den på køl. Holdbarheden er ca 1 uge. Lemonaden kan desuden fryses i en plastflaske eller lign.
  • Ved servering blandes lemonaden med vand i forholdet 1:2 eller 1:3 efter smag. Server med masser af isterninger, citronskiver og evt. blade af citronmelisse eller mynte.

Skønne variationer.

De fleste, som har rejst i USA, og har fået øjnene op for lemonade, har formentlig også opdaget, at der er 2 varianter, der især går igen. Nemlig klassisk lemonade og pink lemonade. Der er ikke den helt store smagsforskel, bortset fra at den pink udgave kan synes en smule sødere. Men pink lemonade er ofte helt klassisk lemonade tilsat en smule rød farve eller måske lidt grenadine.

Vil man gerne lave en hjemmelavet, pink lemonade, så kan man prøve at tilsætte pink grape saft til citronsaften. Det giver dog en lidt anden smagsnuance til lemonaden, idet grapefrugter er noget mere bitre end citroner. Men kan man lide grape, så smager det virkelig godt.

Derudover kan man også lave lemonade på blandede citrusfrugter. Fx citroner, lime og appelsin. Er appelsinerne søde og saftige, så kan det være, at der skal justeres lidt i mængden af sukkersirup. Det kommer også helt an på blandingsforholdet imellem citron/lime og appelsinsaft. Jeg anbefaler derfor, at man smager sig frem og evt. justerer syre og sødme med citronsaft og sukkersirup, indtil smagen er helt perfekt.

Opbevaring og holdbarhed.

Hvis man hælder lemonaden på en grundigt rengjort og skoldet flaske, kan den snildt holde sig minimum 1-2 uger på køl. Har man blandet lemonaden med vand i en kande er holdbarheden som med alle mulige andre former for saftevand. Man kan også vælge at fryse den ufortyndede lemonade ned i plastflasker eller fryseposer, hvis man har lavet en større portion. Præcis som med hyldeblomstsaft og lignende, så kan lemonaden uden problemer holde sig i fryseren i 6-12 måneder.

Alternativt kan man lave en stor portion sukkersirup, og hælde den på en skoldet flaske. Sukkeret virker konserverende, så hvis man opbevarer flasken på køl er holdbarheden ret lang. Når trangen til hjemmelavet lemonade så melder sig, skal man blot presse citroner og blande saften med vand. Herefter smages til med sukkersirup, indtil balancen imellem sødme og syre er helt perfekt.

Sukkersiruppen kan desuden bruges til at søde hjemmelavet iste og iskaffe. Det kan derfor være en rigtig god ide at have sådan en flaske stående på køl i løbet af sommeren. Og bryder man sig om vanilje, så kan man tilsætte vaniljepulver eller korn af en vaniljestang til siruppen. Husk også at komme den tomme vaniljestang med i gryden. Der sidder masser af smag og vaniljekorn tilbage i stangen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)