Dette her er, uden overdrivelse, de bedste chokoladeboller, jeg nogensinde har bagt. De er store, bløde, lette og luftige og spækket med chokolade og så smager de fantastisk, når de serveres nybagte og lune. Sådan skal en rigtig chokoladebolle altså være i min verden. Man kan sagtens spise dem uden noget som helst til, men de smager også godt, hvis de smøres med lidt smør og evt. får følgeskab med en god kop te.

Jeg har brugt 60 % mørk chokolade, men chokoladeboller kan også sagtens bages med en chokolade, der har en højere eller lavere kakaoprocent, eller man kan bruge grofthakket mælkechokolade, hvis det er mere aktuelt. Måske en god idé til børn?Det vigtigste i denne her opskrift er faktisk ikke chokoladen, selvom den selvfølgelig også spiller en væsentlig rolle, når det drejer sig om at bage gode chokoladeboller, men den egentlig grund til at bollerne bliver så lækre, bløde og lette er hæve metoden. Jeg lader dem nemlig hæve ved damp, ligesom når jeg bager burgerboller og hveder og det giver altså lige lidt ekstra til konsistensen.

Så selvom det måske kan synes lidt besværligt at skulle koge vand og hælde det i et fad i bunden af ovnen under hævningen af chokoladebollerne, så skal man absolut ikke undervurdere det. I bagerierne har de store hæve skabe – kaldet raske skabe, hvor brød og boller hæver lunt og fugtigt, hvilket gør dejen blød og blævrende, inden den sættes i ovnen, men sådan nogle har vi jo ikke i almindelige køkkener og så må man trylle lidt, for at få bagværket lige så let og luftigt som bagerens.

Jeg fik 12 pæne, store chokoladeboller ud af portionen, men man kan med fordel lave 16 mindre boller, hvis de skal bruges til børn eller folk med en mindre appetit på chokoladeboller end mig – jeg spiser nemlig 2 stk af disse uden problemer.

Chokoladeboller

Hæve- og bagetid: 1 time 25 minutter
Total: 1 time 40 minutter
Antal: 12 stk
Print

Ingredienser

  • 2 dl mælk
  • 100 gr smør
  • 1 pk gær
  • ½ tsk salt
  • 45 gr sukker
  • 1 æg
  • 75 gr grofthakket chokolade
  • 500 gr hvedemel

Tilberedning

  1. Lun mælken og smelt smørret heri. Rør gæren ud i blandingen og tilsæt salt, sukker, æg og til sidst grofthakket chokolade. Sørg for, at blandingen ikke er for varm, når chokoladen røres i – så vil chokoladen smelte. 

    Rør melet i og ælt til en blank og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca 45 minutter. Slå dejen ned og del den i 12-16 stykker. Tril hvert stykke til en bolle og sæt dem på en bageplade. Pas på med at sætte dem for tæt, så vokser de sammen.

    Sæt pladen med bollerne i en SLUKKET ovn (ovnen skal ikke tændes) og sæt et fad eller en skål i bunden af ovnen. Hæld kogende vand i fadet og luk ovnlågen. Lad bollerne efterhæve ved dampen fra det kogende vand i ca. 20 minutter, til de er hævede og let “blævrede”. 

    Tag boller og vandfad ud af ovnen og varm den herefter op til 175 grader. Vandfadet skal ikke bruges mere. Bag bollerne i 10-12 minutter ved 175 grader (alm. ovnvarme - ikke varmluft) til de er gyldne og gennembagte. Lad de store, bløde boller køle let af på ovnristen, inden de serveres nybagte og lune.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)