En af mine absolutte livretter er gratin med blomkål og gulerødder. En skøn klassiker fra mormorkøkkenet, som er ekstra lækker lige nu, hvor blomkålen er fin og hvid og ikke mindst dansk, og gulerødderne er små og sprøde. Man kan selvfølgelig også lave gratin på andre tidspunkter af året, for gratin er oplagt restemad og kan fyldes med alle mulige former for kogte grønsagsrester og evt. tern af skinke eller lignende. Men henover sommeren bør man efter min mening unde sig selv at spise blomkålsgratin mindst 2-3 gange. Ikke mindst hvis man har indført 1-2 kødfrie dage om ugen, er gratin et lækkert og dejligt mættende bud på skøn aftensmad.

Min mor laver verdens bedste gratin og jeg har været vild med den lige så længe, jeg kan huske, så det er selvfølgelig hendes opskrift, som jeg bruger. Faktisk har jeg en ganske svag erindring om at sidde i min mormor og morfars spisestue og spise gratin, som mon ikke også min mormor har lavet det til mig og måske er det i virkeligheden hendes opskrift?

I vores familie er gratin med blomkål altid blevet serveret som en selvstændig hovedret. Ikke som tilbehør til frikadeller eller hamburgerryg, men som selve hovedretten med godt rugbrød i skiver, friskhakket persille, salt og peber og en klat iskold smør på toppen. Og af en eller anden grund har jeg faktisk heller aldrig fået gratin med tern af kød, men måske har der bare aldrig rigtig været nogle passende rester.

Morten er derimod vokset op med gratin som tilbehør til frikadeller, så når jeg laver gratin, lusker han nogle gange ud i køleskabet og ser efter, om der skulle være en rest, som han jan spise til gratinen. Det kan være en frikadelle, en hakkebøf, en skive kød eller en grillet pølse. Men ellers kan han faktisk også sagtens spise gratin som hovedret nu.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Gratin med blomkål

Bagetid1 t
Samlet tid1 t 20 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 blomkål (delt i mindre buketter)
  • 5 gulerødder (skåret i skiver)
  • 25 gr smør
  • 50 gr hvedemel
  • 4 dl mælk (kan erstattes af kogevand fra grønsagerne)
  • 5 æg
  • salt og (hvid) peber
  • smør og rasp til formen

Fremgangsmåde

  • Kog grønsagerne lige netop møre i letsaltet vand. Har man tilberedte grønsagsrester til overs fra dagen før, kan disse også sagtens bruges i en gratin.
  • Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Tilsæt herefter mælk eller kogevandet fra grønsagerne og pisk godt, så evt. klumper piskes ud. Lad saucen koge igennem i et par minutter og smag til med salt og (hvid) peber. 
  • Tag saucen af varmen og pisk æggeblommerne i et ad gangen.
  • Pisk hviderne til stift skum og vend det hele forsigtigt sammen.
  • Smør et ildfast fad med smør og drys det med rasp. Hæld grønsagerne heri og fordel gratindejen over det hele. Drys med rasp på toppen og bag gratinen i ovnen i 1 time ved 175 °C (varmluft) til den er gennembagt og flot hævet. 
  • Det er meget vigtigt, at ovndøren ikke åbnes, imens gratinen bager, da den så falder sammen. En gratin skal have lov til at passe sig selv, så den kan soufflére og blive flot, høj og luftig. 
  • Server gratinen med rugbrød, friskhakket persille og iskoldt smør på toppen.

Noter

Man kan selvfølgelig bruge andre grønsager end blomkål og gulerødder i gratin, fx broccoli, ærter eller kål og hvis man har en rest kød, fx skinke eller hamburgerryg i tern, kan de også sagtens ryge med. Desuden kan man bruge en færdig blomkålsblanding fra frost, hvis det kniber med tiden. Giv den et let opkog og den er klar.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)