En af mine absolutte livretter er gratin med blomkål og gulerødder – ikke noget kød tilsat, bare grønsagerne. Jeg har vist blogget om den tidligere, men det er ved at være nogle år siden, så nu syntes jeg, det var på sin plads, hvis den lige fik lov til at stikke hovedet frem igen.

Det er lige nu, hvor gulerødderne er nye og sprøde og blomkålen er fin, lækker, hvid, billig og ikke mindst dansk, at man skal lave gratin. Man kan selvfølgelig også lave det på andre tidspunkter, men når en ret indeholder så relativt få hovedingredienser som denne, så er det altså alfa og omega, at smagen er i orden, og det er den i hvert fald lige nu.

Min mor laver verdens bedste gratin og jeg har spist den hele mit liv. Faktisk har jeg en ganske svag erindring om, at være nede hos min mormor og bedstefar og sidde og spise det, som mon ikke også min mormor lavede og serverede det, på samme måde som jeg har lært det af min mor, nemlig som en selvstændig ret. Ikke som tilbehør til frikadeller eller hamburgerryg, men som selve hovedretten, serveret med godt rugbrød i skiver, friskhakket persille, salt og peber og en klat kold smør på toppen af hver portion. Uhhh, det er simpelthen noget af det bedste jeg kan få.

Morten er vokset op med gratin som tilbehør til frikadeller, så når jeg laver gratin, lusker han som regel ud i køleskabet og ser efter, om der skulle være en rest – en frikadelle, en hakkebøf, en skive kød eller en grillet pølse, som han kan spise til gratinen. Men ellers kan han faktisk også sagtens spise gratin som hovedret nu.

Gratin med blomkål og gulerødder

Bagetid: 1 time
Total: 1 time 20 minutter
Antal: 4 personer
Print

Ingredienser

  • 1 blomkål (delt i mindre buketter)
  • 5 gulerødder (skåret i skiver)
  • 25 gr smør
  • 50 gr hvedemel
  • 4 dl mælk (kan erstattes af kogevand fra grønsagerne)
  • 5 æg
  • salt og (hvid) peber
  • smør og rasp til formen

Tilberedning

  1. Kog grønsagerne lige netop møre i letsaltet vand. Har man tilberedte grønsagsrester til overs fra dagen før, kan disse også sagtens bruges i en gratin.

    Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Tilsæt herefter mælk eller kogevandet fra grønsagerne og pisk godt, så evt. klumper piskes ud. Lad saucen koge igennem i et par minutter og smag til med salt og (hvid) peber. 

    Tag saucen af varmen og pisk æggeblommerne i et ad gangen. Pisk hviderne til stift skum og vend det hele forsigtigt sammen. Smør et ildfast fad med smør og drys det med rasp. Hæld grønsagerne heri og fordel gratindejen over det hele. Drys med rasp på toppen og bag gratinen i ovnen i 1 time ved 175 grader (varmluft) til den er gennembagt og flot hævet. 

    Det er meget vigtigt, at ovndøren ikke åbnes, imens gratinen bager, da den så falder sammen. En gratin skal have lov til at passe sig selv, så den kan soufflére og blive flot, høj og luftig. Server gratinen med rugbrød, friskhakket persille og iskoldt smør på toppen.

    Selvfølgelig kan man putte andre grønsager end blomkål og gulerødder i gratinen, fx broccoli, ærter eller kål og hvis man har en rest kød, fx skinke eller hamburgerryg i tern, kan de også sagtens ryge med. Desuden kan man bruge færdig blomkålsblanding fra frost, hvis det kniber med tiden. Giv den et let opkog og den er klar.

Note

Man kan selvfølgelig bruge andre grønsager end blomkål og gulerødder i gratin, fx broccoli, ærter eller kål og hvis man har en rest kød, fx skinke eller hamburgerryg i tern, kan de også sagtens ryge med. Desuden kan man bruge en færdig blomkålsblanding fra frost, hvis det kniber med tiden. Giv den et let opkog og den er klar.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)