Kærestens mor havde et glas med de lækreste gyldne og fristende havregrynskager med til os forleden dag, da de var her for at fejre kærestens fødselsdag. Hvem kan lige stå for den slags?
Jeg kan i hvert fald ikke – jeg har altid været vild med småkager og det er lækkert at få et par stykker til teen om eftermiddagen eller aftenen, så der gik jo ikke frygtelig mange dage, før jeg godt kunne se, hvilken vej det ville gå med det glas. Derfor var vi nødt til at få ringet til fru kærestens mor, så jeg kunne få opskriften og den var faktisk overraskende simpel, så nu har jeg selv bagt en stor portion.
Selve opskriften stammer tilsyneladende fra kærstens mormor og selvom der i tidernes løb både er blevet eksperimenteret med at tilsætte citron og appelsinskal eller vanille i dejen, så skulle denne helt enkle udgave altså være den bedste, har jeg ladet mig fortælle. Jeg vil nu stadig vove at påstå, at man godt kunne eksperimentere med at lægge to havregrynskager sammen om en klat nougatcreme og dyppe hele herligheden halvt i god, mørk chokolade, men så går det enkle jo også ligesom af kagen og den kan dårligt kaldes en småkage længere.
Havregrynskager.
150 gr smør/margarine i følge kærestens mormor
200 gr havregryn
1 tsk bagepulver
2 æg
250 gr sukker
Smørret smeltes og blandes med havregryn og bagepulver. Æg og sukker piskes sammen til en luftig æggesnaps og det hele vendes sammen. Dejen sættes i klatter på en bageplade med en teske. Det er vigtigt, at kagerne ikke bliver for store, for så kan der blive problemer med, at få dem bagt sprøde i midten. Bag kagerne ved 180 gr i 8-10 minutter til de er lysebrune og gyldne i kanten. Bagetiden varierer lidt fra ovn til ovn og man skal passe på, de ikke bliver for mørke, men kagerne hæver ligesom op under bagningen og når de falder sammen igen, er de færdige. Lad de varme kager køle lidt af på pladen, inden de forsigtigt flyttes over på bageristen til afkøling.
Kærsten elsker havregrynssmåkager, så måske han skal forkæles med dem meget snart 🙂
Mette – Jeg kan kun anbefale dig at prøve dem, men pas på. De er yderst vanedannende 😉
Hejsa. Glæder mig til selv at prøve og bage disse lækre kager. Jeg har nemlig smagt dem hos en veninde, og blev total forelsket i dem 😉
Men mit spørgsmål er bare lige…??
Hvor mange stk. bliver der ud af denne potion???
Anita – Uhhh, det er jo ved at være noget tid siden, jeg sidst har bagt dem, men jeg mener jeg fik omkring 50 pæne havregrynskager ud af portionen. Og god fornøjelse med bagningen 🙂
Måske lidt mindre sukker.
CRH – Det er min svigermors opskrift, så har jeg ikke rigtigt begivet mig ud i de vilde ændringer. Jeg ved dog ikke, om det lækre, nærmest karamelliserede og knasende ved kagerne forsvinder, hvis der skæres for meget i sukkeret? 😀
Har liiige bagt dem i forgårs…
Da jeg så din opskrift, fik jeg straks lyst til at afprøve dem. Grundet appelsinen 🙂
og jeg blev ikke skuffet. Mums de smager godt (det må blive en af julens småkagetraditioner – tror liiige jeg vil forsøge mig med at fordoble appelsinerne – elsker appelsin 😉 )
Helle – Uhhh, de er altså heller ikke dårlige. Aaaalt for længe siden, at jeg sidst har bagt dem, men alle julesmåkagerne har ligesom fået alle andre slags småkager til at træde lidt i baggrunden 😀
kan man med fordel spare på sukkeret
Lill – Jeg tror, at du skal passe på med at spare for meget. Der er i forvejen ikke ret mange ingredienser i kagerne og det er netop den knasende og karamelliserede smag, som er så god. Dermed ikke sagt, at du ikke kan fjerne eksempelvis 25 gr 😀
Hvor længe kan de holde sig i kagedåse?
Sigrid – De fleste småkager kan holde sig i 3-4 uger eller længere, så det vil jeg skyde på, at disse også kan. Har dog aldrig haft en dåse stående så længe 😉