Æbleflæsk er en rigtig efterårs og vinterklassiker og samtidig en af mine livretter på frokostbordet og ikke mindst julefrokostbordet. Og når først vi når oktober måned, så har de fleste danskere vidst mulighed for at komme i nærheden af et træ fyldt med modne æbler. De fleste kender i hvert fald nogen, som kender nogen, hvis ikke selv man har en have. Så æbleflæsk er en oplagt måde at få brugt nogle af de skønne æbler på. 

Se også – Karrysalat I Hønsesalat med bacon I Skinkestang med flødeost

Nem opskrift på æbleflæsk.

Der er delte meninger om, hvorvidt æbleflæsk skal bestå af stegte æbler i mere eller mindre hele stykker eller en grov æblemos. Jeg er ret glad for begge udgaver, så det varierer lidt, om jeg laver den ene eller anden slags.

Forskellen er dog til at overskue. Det afhænger egentlig mest af, hvorvidt man rører forsigtigt eller grundigt rundt i æblerne, imens de steges på panden og ikke mindst, når de er blevet møre og bløde. 

Jeg kan godt lide, at bacon- eller flæskeskiverne er lidt tykke i det, når de skal bruges til æbleflæsk. Derfor køber jeg enten et par gode skriver letsaltet flæsk hos slagteren, eller skærer selv skiver af et helt baconstykke. Det tykkere skiver giver lidt mere af tykke på, hvilket jeg synes passer perfekt til æbleflæsk, hvor resten af indholdet groft sagt udgøres af bløde æblestykker. Men selvfølgelig kan man sagtens bruge en helt almindelig pakke skiveskåret bacon (eller kalkunbacon) fra supermarkedet.

Æbleflæsk med timian
Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Æbleflæsk med timian

Samlet tid30 min
Antal: 4 portioner

Ingredienser

  • 8 skv bacon eller letsaltet flæsk
  • 6 æbler (gerne madæbler der let koger ud)
  • 2 tsk friskhakket timian (eller 2 stk tørret timian)
  • 1 tsk brun farin (eller sukker)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Steg bacon eller flæskestykker sprøde på en stegepande. Lad dem herefter trække på et stykke køkkenrulle.
  • Skræl æblerne og skær dem i tynde både.
  • Kom æblebåde og timian på panden og steg æblerne i baconfedtet, til de er møre. Er der meget fedt på panden, så kan man hælde lidt af det væk, inden æblerne kommes på.
  • Imens æblebådene steger, kan man enten røre let rundt, så de forbliver nogenlunde hele, eller kraftigt, så de knuses til en grov æblemos.
  • Smag æblerne til med brun farin, salt og peber og anret dem med bacon/flæskestykkerne.
  • Server æbleflæsk varmt, lunt eller koldt med rugbrød til.
  • Æbleflæsk kan holde sig 3-5 dage på køl og kan desuden fryses.

Skønne variationer. 

Ovenstående opskrift på æbleflæsk er rimelig klassisk og lige ud ad landevejen. Bacon eller letsaltet flæsk, æbler og timian. Bryder man sig ikke om timian, så udelader man det bare, men derudover findes der også flere, lækre variationer. Blandt andet kan man stege løg eller rødløg i tynde både på panden sammen med æblerne.

Jeg har også set opskrifter, hvor der blev tilsæt friskrevet ingefær til æblerne.  Og endelig har jeg ofte fået serveret æblekompot med friskrevet peberrod som tilbehør til eksempelvis stegt flæsk. Det smager helt fantastisk i små doser. Dog er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville turde komme revet peberrod i en hel portion æbleflæsk, men det bestemmer man jo selv. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)