Gulerodsboller hører til blandt mine favoritter indenfor hjemmebagte boller. Også selvom jeg er temmelig begejstret for en lækker surdejsbolle med sprød skorpe og sej krumme. Men der er nu et eller andet over sådan en blød og svampet gulerodsbolle, der gør, at den ikke er til at stå for. Og så passer gulerodsboller jo bare til stort set alt! Til weekendmorgenbordet, til madpakken, til eftermiddagshyggen, til picnickurven, til fødselsdagen, til aftenskaffen, til den lille sult og meget meget mere. 

Se også – Bløde gulerodsbrud I Gulerodskage med flødeostecreme I Gulerodsfranskbrød

Min bedste opskrift på gulerodsboller.

Gulerodsboller er typisk bløde og svampede boller, som primært er lavet på hvedemel og indeholder revet gulerod og solsikkefrø. I hvert fald hvis man spørger mig, for selvfølgelig findes der virkelig mange forskellige opskrifter, ligesom der er rig mulighed for at variere opskriften. Jeg har for øvrigt skrevet en hel del om de forskellige muligheder for variationer under opskriften. 

Min grundopskrift på gulerodsboller er lavet på ren hvedemel, hvilket gør gulerodsbollerne til en populær børnebolle. Det kan godt være, at mindre børn ikke altid er så interesserede i at spise grøntsager, men sådan en blød gulerodsbolle glider som regel ned uden problemer. Og bliver ungerne alligevel skeptiske over de orange strimler af gulerod, så er der jo den mulighed, at man hiver børnene med i køkkenet og lader dem være med til at bage bollerne. Børn vil som regel gerne spise det, som de selv har været med til at fremstille i køkkenet. 

Tip! Se mine bedste tips til lækre variationer og frysning af gulerodsbollerne under opskriften. 

Gulerodsboller med solsikkefrø
Print opskrift Pin opskrift
No ratings yet

Gulerodsboller

Hæve- og bagetid1 t 40 min
Samlet tid2 t 10 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • dl vand (lillefingervarm)
  • ½ pk gær (ca 25 gr)
  • tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 1 stor revet gulerod (ca 75 gr)
  • 1 dl solsikkefrø
  • 450 gr hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • 25 gr smeltet smør (eller olie)

Fremgangsmåde

  • Hæld mælk og vand i en skål og opløs gæren heri.
  • Tilsæt salt, sukker, revet gulerod, solsikkefrø, hvedemel og smør og ælt til en blank og smidig dej
  • Dejen kan også laves på en røremaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca 1 time.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og form den til 10 boller.
  • Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i ca 30 minutter.
  • Bag bollerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 15-20 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte. Jeg pensler ikke bollerne, inden jeg bager dem, men det bestemmer man jo selv.
  • Lad bollerne afkøle på bageristen, og server dem lune eller kolde.
  • Bollerne holder sig saftige i 2-3 dage, hvis de pakkes godt ind. Lun dem evt. på brødristeren eller i ovnen. De kan desuden fryses.

Lækre gulerodsboller med variationer.

Selvom jeg har brugt revet gulerod i ovenstående opskrift, så kan man sagtens droppet gulerødderne og i stedet lave andre, lækre variationer over bollerne. Man kan fx bruge revet rødbede eller squash. Og kan man lide spinat, så er det også lækkert at tilsætte hakket spinat til dejen. Det er dog vigtigt, at man sørger for at afdryppe spinaten godt, hvis man bruger frossen, optøet spinat. Ellers kan man risikere, at al overskudsvæden løber ud i dejen, så man får klæge og tunge boller.

Solsikkefrø kan desuden erstattes eller suppleres med andre former for frø og kerner. Fx græskarkerner, sesamfrø, hørfrø, hvedekerner, rugkerner og lignende. Man kan desuden gøre bollerne lidt grovere ved at tilsætte havregryn eller erstatte lidt af hvedemelet med en grovere meltype som fx speltmel, grahamsmel eller fuldkornshvedemel.

Vær dog OBS på, at hvedemel har en rigtig god hæve- og bageevne på grund af det høje indhold af gluten. Det er derfor vigtigt, at man ikke erstatter mere end max 50 % af hvedemelet med en grovere meltype. I hvert fald ikke hvis man stadig gerne vil have luftige og bløde boller.

Søde og bløde boller med æble og kanel.

Udover ovenstående variationer, så er det også lækkert, hvis man erstatter revet gulerod med 1-2 stk revne æbler. Æblerne giver lækre og saftige boller på samme måde som gulerødderne. Og så bidrager de med en fin og naturlig sødme. Udover æbler kan man tilsætte 2-3 tsk stødt kanel til dejen. Og solsikkefrøene kan evt. erstattes af hakkede mandler eller nødder.

Hvis man synes, kan man også pensle bollerne med sammenpisket æg eller mælk, og drysse lidt perlesukker og hakkede nødder/mandler på toppen, inden bollerne kommer i ovnen. En nem og hurtig variation, som giver en helt anden form for bolle, uden at det bliver alt for usundt. Og så er æblebollerne virkelig lækre til en gang eftermiddagshygge sammen med en god kop te.

Se evt. min opskrift på lækre, æltefri æbleboller med kanel lige her.

Bag og frys ned.

Som med de fleste andre former for gærdej, så egner gulerodsboller sig helt perfekt til at fryse ned. Man kan derfor roligt lave en god stor portion, når man alligevel er i gang, og så fryse bollerne ned i passende portioner. På den måde kan man både nyde de lune og nybagte boller, evt. med koldt smør og ost på, og så kan man glæde sig over, at der også er boller til weekendmorgenmad, madpakker, snacks, eftermiddagshygge og aftenskaffe i fryseren.

Jeg lader gerne bollerne afkøle på bageristen, og pakker dem så i fryseposer i passende portioner. Det giver et meget bedre resultat, fremfor hvis man først fryser bollerne (og brød og bagværk i det hele taget), når det begynder at blive tørt. Ved servering skal bollerne blot optø på køkkenbordet i 30-60 minutter, og så kan man evt. lune dem kort i ovnen eller på brødristeren. Så smager de næsten som nybagte.

Lækkert og saftigt bagværk med gulerødder.

Det er ingen tilfældighed, at bagværk med gulerødder, såvel brød som boller, er superpopulært. Lidt revet gulerod tilfører fugt til dejen, og giver en lækker og saftig konsistens. Og både brød og boller holder sig svampede i flere dage, hvis man lige tilsætter en revet gulerod til dejen.

Faktisk har jeg også prøvet at komme revet gulerod i dejen, når jeg bager hhv. pølsehorn og pizzasnegle. Og det er blevet en kæmpe succes herhjemme. Det er nu ikke fordi, at man lægger mærke til gulerødderne. Især ikke når man laver pizzasnegle, for der er jo masser af tomat og revet ost, som også er let orangefarvet. Men konsistensen på de færdige pizzasnegle er helt anderledes. Ikke mindst efter et par dage, hvor sneglene stadig er lækre og svampede. Især efter en hurtig tur på brødristeren. En noget anderledes oplevelse end de “traditionelle” pizzasnegle, som jeg synes, har tendens til allerede at være en smule tørre dagen efter at de er bagt.

Se evt. min opskrift på lækre og svampede pizzasnegle af gulerodsbolledej lige her.

Koldhævede boller med gulerod.

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke har prøvet at lave gulerodsbollerne i en koldhævet version endnu. Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg har bare ikke nået det endnu. Men jeg ved, at der altid er flere af jer, der er interesserede i, hvorvidt det kan lade sig gøre, at lave boller i en koldhævet version. Derfor tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne komme spørgsmålene lidt i forkøbet 😉

Ja, det kan sagtens lade sig gøre at lave bollerne i en koldhævet version. Umiddelbart vil jeg foreslå, at man bruger mindre gær, ca 10-15 gr og kold mælk/vand i stedet for lillefingervarmt. Og så vil det også være en fordel, hvis man bruger en smule mindre mel. Mest fordi at man på den måde slipper for at ælte dejen og forme den til boller i hænderne.

Når en dej er koldhævet på køl natten over, skal man helst ikke røre for meget ved den. For så risikerer man at ødelægge alt det gode arbejde, som den lange hævning har gjort. Hvis man bruger lidt mindre mel, så dejen mest af alt minder om en tyk grød, så kan den sættes på en bageplade ved hjælp af en våd spiseske. Og på den måde bevarer man mest muligt luft i dejen.

Det giver selvfølgelig boller med et lidt mere “rustikt” look, men smagen er helt i top. Og så er det jo bare helt perfekt med en koldhævet dej, hvis man for eksempel gerne vil servere bollerne til morgenmad. Vil man prøve at lave gulerodsbollerne i en koldhævet version, så kan jeg i øvrigt anbefale, at man lader sig inspirere af min opskrift på koldhævede gulerodsbrud.

Se evt. min opskrift på lækre og svampede, koldhævede gulerodsbrud lige her.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)