Jomfruhummerhaler med hvidløg – nem opskrift.

20 kommentarer
Fisk og skaldyr, Forretter, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu
Gå direkte til opskriften

Lige omkring nytår er der et stort udvalg og rigtig mange gode tilbud på fisk og skaldyr. Vi har fx nydt både hummere, muslinger og jomfruhummere i den sidste uges tid. Og lige præcis jomfruhummerhaler med hvidløg er noget af det mest delikate, jeg kan få, når det kommer til skaldyr. Også selvom en portion pil-selv rejer på en varm sommerdag heller ikke er at foragte.

Se også – Gratineret hummer med hvidløg I Tunmousse med laks og rejer I Spinatroulade med laks

Opskrift på jomfruhummerhaler med hvidløg. 

Man kan købe såvel hele jomfruhummere som jomfruhummerhaler i butikkerne og hos fiskehandleren. Har man fået fat i hele jomfruhummere, så ser det rigtig fint ud, hvis man ikke fjerner hovederne på hummerne. I stedet klipper man blot dyrene op i ryggen, fjerner den sorte tarmstreng, fylder dem med hvidløgssmør og gratinerer dem i ovnen. Man kan derefter spise dem ved at vride halen af kroppen – ligesom når man piller rejer.

Det er for øvrigt helt oplagt at servere jomfruhummere med hvidløgssmør som en del af nytårsmiddagen, enten som snack/appetizer eller forret. De kan nemlig sagtens forberedes i god tid, evt. dagen i forvejen. Jomfruhummerne skal så blot opbevares på køl, indtil det er tid til at gratinere dem i ovnen. 

 

4.37 fra 22 stemmer

Jomfruhummerhaler med hvidløg

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer (forret)

Ingredienser

  • 24 jomfruhummerhaler (eller hele jomfruhummere)
  • 3 spsk blødt smør
  • 1-2 fed hvidløg (presset)
  • 2 spsk friskhakket persille
  • salt

Fremgangsmåde

  • Klargør jomfruhummerhalerne ved at klippe dem op i ryggen og trække den sorte tarmstreng ud.
  • Rør blød smør sammen med hvidløg og persille.
  • Kom hvidløgssmørret i en lille sprøjte- eller frysepose og klip et hul.
  • Sprøjt en tynd stribe smør ind i ryggen på hver hummerhale og læg dem herefter i et ildfast fad.
  • Har man ikke en sprøjte- eller frysepose, så kan smørret også fordeles med en kniv eller ske. Men det går både nemt og hurtigt, at sprøjte smørret ud.
  • Gratiner hummerhalerne i ovnen ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 6-10 minutter, indtil de er lige netop møre og smørret er smeltet. Stegetiden afhænger af størrelsen på hummerne.
  • Server jomfruhummerhalerne med citronsaft, flute og måske lidt grøn salat. Det er skønt at dyppe brødet i hvidløgssmørret fra bunden af fadet.

Tilbehør til jomfruhummere.

Jeg serverer kølig hvidvin, godt brød og en grøn salat til, når jeg laver jomfruhummerhaler med hvidløgssmør. I virkeligheden er der jo ikke ret meget kød på sådan en jomfruhummer i forhold til dens størrelse. Men smagen er altså noget så delikat og det er jo en skøn forret.

Det er desuden superlækkert at dyppe brødet i det lækre hvidløgssmør, der samler sig i bunden af fadet. Og er der “kun” tale om en forret, så skal man nogle gange lige passe på, at man ikke kommer til at spise sig mæt i brød med hvidløgssmør.

Om sommeren kan jeg for øvrigt virkelig anbefale, at man gratinerer jomfruhummerne på grillen i stedet for i ovnen. Det er ret simpelt, for man skal bare lægge dem i en foliebakke og sætte bakken på grillristen. Hummerne skal have ca 5 minutter ved direkte varme eller 5-7 minutter i en kuglegrill (under kuglen) ved indirekte varme, indtil de er møre.

Brug klør og skaller til en jomfruhummerbisque.

Udover det kød, som sidder i kroppen på jomfruhummerne, er der også kød i kløerne. Der er dog ikke specielt meget at komme efter. Især ikke hvis der er tale om små “almindelige” jomfruhummere. Og det kan være lidt bøvlet, at få kødet ud.

Er man en smule “økonomisk” kan det derfor betale sig, at man i stedet vrider hoveder og klør af jomfruhummerne, allerede inden de fyldes med hvidløgssmør og kommes i ovnen. Præcis ligesom man vrider hovedet af en pil-selv reje. Efterfølgende kan man svitse hoveder og klør i lidt olie i en stor gryde, tilsætte paprika, karry, tomatpure mm og koge en skøn jomfruhummerbisque på dem.

Faktisk kan man også samle de afpillede skaller fra halerne, når de er spist, og komme dem i gryden sammen med hoveder og klør. Det hele giver jo smag. Og hoveder og skaller kan sagtens fryses og gemmes til en anden god gang, hvis ikke man lige har tid (eller skaller nok) til at koge bisque.

20 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Malene H
9 år siden

NAM hvor ser det altså bare lækkert ud 😀 Det må jeg helt bestemt prøve at lave engang!

Naja
9 år siden

Du skriver antallet 25. Hvor mange personer er det til? Er det beregnet som forret eller hovedret?
Det ser meget lækket ud, det må prøves 🙂

by Busk
9 år siden

Umm elsker jomfruhummer 😀

Vi får det jævnligt, da det smager skønt og er let at lave. Har også en opskrift liggende på bloggen…lidt i stil med denne 😀

PSlarsen
2 år siden

Hvordan får man lettest tarmen ud af små hummerhaller?
Skal skjoldet klippes helt op?
kam man smage det, hvis man ikke har fået hele tarmen med ?

PSlarsen
2 år siden

Tak for en nem opskrift!

Lise bager
2 år siden

Kan man klargør dem dagen før og så på køl jomfruhummerhaler

Kh
2 år siden

Det lyder lækkert.
Skal skallen af, inden de sættes i ovnen?

Johnny Ravn
1 år siden

Dit bilede med jumfruhummerhaler er også her.

https://www.facebook.com/L%C3%B8vbjerg-Varde-552673248272678/

Gl
1 år siden

Hej! Tak for lækker opskrift. Jeg har mulighed for at købe levende jomfruhummere. Du nævner at man kan komme dem hele i ovnen, hvordan ville du så slå dem ihjel først, hvis jeg vil have dem hele i ovnen?

Bente Petersen
6 måneder siden

Vi er seks voksne personer der skal spise hummerhaler ( på terrasse) – hvor meget hummerhale skal jeg bruge. Det er IKKE som en forret. Hvilken salat vil du servere til.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)