Snegle med marcipan-remonce.

0 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Ideen til de her snegle har jeg efterhånden haft i et par år og hver eneste gang jeg har bagt kanelsnegle, har jeg tænkt, at nu skulle jeg også snart prøve at komme marcipan i dem i stedet for, men af en eller anden grund, har jeg ikke fået gjort noget ved det før nu.

Men snevejr er da om noget kage og bagevejr og da jeg netop havde købt en rulle marcipan til at komme indeni hjemmelavede fastelavnsboller med creme, kunne jeg jo passende bruge den anden halvdel til en portion snegle. Som tænkt så gjort og hvis jeg selv skal sige det, så blev resultatet temmelig fantastisk. Sneglene blev bagt i et fad – dels smager det godt, når de ligesom skal “brydes” fra hinanden – så får de nemlig sådan nogle lækre, bløde kanter. Og derudover er der jo ingen grund til, at så meget som en dråbe af det lækre fyld skal flyde ud og gå til spilde under bagningen – og det slipper man for, når sneglene bages i et fad i stedet for på traditionel vis.

Hvis man er til snegle og marcipan, kan jeg kun opfordre til, at man prøver at bage disse her – evt. i vinterferien der venter lige om hjørnet. Jeg kan næsten garantere, at de lune og marcipanmættede basser vil blive et hit i hele familien hos såvel store som små.

Ingen bedømmelser

Snegle med marcipan-remonce.

Hæve- og bagetid2 t
Samlet tid2 t 40 min
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • 2,5 dl mælk (lillefingervarm)
  • 50 gr gær
  • 50 gr sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 1 æg
  • 500 gr hvedemel
  • 75 gr blødt smør

Marcipan remonce

  • 75 gr blødt smør
  • 75 gr sukker
  • 75 gr marcipan (skåret i tern)
  • evt. perlesukker til pynt

Fremgangsmåde

  • Hæld mælken i en skål og udrør gæren heri.
  • Tilsæt sukker, salt, æg, mel og smør og ælt sammen til en blank og smidig dej.
  • Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i ca. 1 time.

Marcipan remonce

  • Kom smør og sukker og marcipan i en skål og rør det til en blød remonce.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og udrul til et rektangel (ca. 40 x 20 cm)
  • Fordel remoncen på dejen og rul den sammen til en roulade på den brede led.
  • Skær rouladen i 15 tykke snegle som placeres i et fad (ca 20 x 30 cm) foret med bagepapir.
  • Pynt evt. med perlesukker og lad sneglene efterhæve tildækket i ca 30 minutter.
  • Bag sneglene ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 25-30 minutter til de er gennembagte. Bliver sneglene for mørke, så dæk evt. fadet med stanniol.
  • Lad sneglene afkøle på ovnristen og server dem lune eller kolde.
  • Sneglene er bedst, når de er friskbagte, men evt. rester kan gemmes i 2-3 dage, hvis de pakkes godt ind. Sneglene kan desuden fryses og evt. lunes.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)