Denne her opskrift på tortilla chips er så nem, at man tror det er løgn. Faktisk er der nok nærmere tale om et tip end en opskrift. Og selvfølgelig også en genial måde at undgå madspild på, hvis man, som mig, altid har et par tortillapandekager til overs. Men nu har jeg under alle omstændigheder skrevet opskriften på tortillachips herunder. Hvorvidt det så er en fordel eller en ulempe, at det er så nemt at lave sprøde og lækre, hjemmelavede tortilla chips, vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere. 

Se også – Guacamole I Tacopande med krydret oksekød I Quesadillas med skinke og ost

Nem opskrift på sprøde tortilla chips. 

Selvfølgelig kan man sagtens købe tortilla chips i supermarkederne. Men jeg vil alligevel gerne slå et slag for de hjemmelavede. De færdigkøbte tortilla chips er langt hen ad vejen lavet af majs, hvorimod de hjemmelavede er lavet på tortillapandekager. Og det giver alt andet lige en lidt anderledes oplevelse. Mindre chips og olie og lidt mere “brød”, hvis man kan definere det sådan. Og det synes jeg personligt er superlækkert. Især når de hjemmelavede tortilla chips er nybagte, knasende sprøde og lækkert krydrede. 

Tip! Se også mine bedste tips til skønne variationer og lækker tilbehør under opskriften.

Print opskrift Pin opskrift
4 fra 1 stemme

Sprøde tortillasnacks

Samlet tid15 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 4 stk tortillapandekager
  • 2 spsk olie
  • 2 spsk mexicansk krydderi
  • salt

Fremgangsmåde

  • Klip tortillapandekagerne i mundrette firkanter eller trekanter med en saks.
  • Kom stykkerne i en frysepose og hæld olie, salt og evt. krydderier ved. Ryst posen godt, så det hele fordeles jævnt.
  • Fordel tortillastykkerne i et enkelt lag på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Bag chipsene ved 200 °C (varmluft) i 8-10 minutter, eller indtil de er gyldne og sprøde.
  • Afkøl chipsene og server de sprøde chips med dip eller som tilbehør til mexicansk mad.
  • Chipsene holder sig sprøde, hvis de pakkes i en lufttæt pose eller dåse. Er de alligevel blevet bløde, kan de lunes kort i ovnen, så de bliver sprøde igen. De er ikke fryseegnede.

Skønne variationer.

Ovenstående opskrift på tortilla chips er rimeligt plain og lige ud ad landevejen. Chipsene er blot krydret med salt, men der findes masser af andre, lækre variationer, så det gælder bare om at bruge fantasien. Udover olie og salt kan chipsene eksempelvis smages til med BBQ krydderi, løgpulver, hvidløgspulver, chilipulver, spidskommen og paprika. Man kan også drysse fintrevet parmesan over chipsene, så det bliver til de lækreste ostechips.

Derudover kan man jo også prøve sig frem med nogle af de forskellige slags færdige krydderiblandinger, som efterhånden findes i en hel del varianter i butikkerne. Fx all round krydderi, grill krydderi og sour creme and onion krydderi

Lækkert tilbehør.

Præcis som med de færdigkøbte tortilla chips, så er de hjemmelavede chips skønne at dyppe i salsa og guacamole. Gerne en god, hjemmelavet guacamole. En lækker creme fraiche dressing er også et hit. Og senest har jeg lavet en skøn dip af creme fraiche, frisk stenbiderrogn, finthakkede rødløg og frisk dild.

Dippen blev lagt i lag i en skål med creme fraiche i bunden. Og så brugte vi ellers de hjemmelavede chips til at “skovle” dippen op med. Helt forrygende lækkert og et dejligt alternativ til de traditionelle blinis med stenbiderrogn.

Udover at spise chipsene med dip, kan man selvfølgelig også bruge dem til en helt klassisk omgang nachos med masser af ost og måske kylling. Og så er chipsene også skønne som tilbehør, fx til fajitas med kylling eller chili con carne samt andre skønne gryderetter med et strejf af texmex.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)