Hjemmelavet agurkesalat er helt genialt tilbehør. Til alverdens gryderetter, i en flæskestegssandwich, ovenpå en hotdog eller en klassisk leverpostejsmad og så selvfølgelig til en stegt eller grillet kylling med brun sauce og nye kartofler. Klassisk mormor- og sommermad, når det er allerbedst. Og så er det faktisk noget så nemt at lave sin egen agurkesalat, der smager meget bedre end de sukkersøde varianter med slatne agurkeskiver på glas, som man kan købe i butikkerne.
>> Se også min bedste opskrift på grydestegt kylling med persille brun sauce lige her.
Man kan skære sin agurk i supertynde skiver, fx på et mandolinjern eller et rivejern, eller man kan skære agurken i lidt tykkere skiver med en god kniv. Selv foretrækker jeg, når agurkeskiverne ikke er skåret aaaalt for tyndt, så de bevarer lidt af sprødheden, så jeg bruger altid en god kniv, men det bestemmer man jo helt selv. Og det kommer måske også lidt an på, hvad agurkesalaten skal bruges til. Desuden er jeg vild med at tilsætte en smule gule sennepsfrø til eddikelagen. Det ser vældig fint ud, men smagsforskellen er ikke på nogen måde markant, hvis man udelader dem, så man kan sagtens droppe sennepsfrø, hvis de ikke kan skaffes.
Det er oplagt at lave agurkesalat, hvis man har drivhus eller på anden vis har adgang til massevis af agurker i sommerens løb. Og man kan sagtens lave en stor portion, når man først er i gang, for agurkesalaten kan nemt holde sig på køl i et par uger i en bøtte med låg. Man kan desuden gemme agurkesalat i længere tid, præcis som syltede rødbeder, asier og lignende, hvis man opbevarer agurkesalaten på sylteglas med låg, som er skoldede og skyllet med alkohol eller atamon.
Agurkesalat
Ingredienser
- 1 dl eddike (der kan sagtens bruges alm. lagereddike)
- ½ dl vand
- 50 gr sukker
- 2 tsk gule sennepsfrø (kan udelades)
- 1 stor agurk
- 1 tsk groft salt
- friskkværnet peber eller hele peberkorn
Fremgangsmåde
- Hæld eddike, vand, sukker, evt. sennepsfrø, salt og peber i en skål og rør til sukker og salt er nogenlunde opløst.
- Skær agurken i tynde skiver og kom agurkeskiverne i skålen med eddikelage.
- Dæk skålen til og lad agurkesalaten hvile i minimum et par timer, så agurkerne kan trække smag fra eddikelagen. Rør gerne rundt i agurkesalaten et par gange undervejs.
Noter
Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.
Uhm, det er så godt – jeg laver det altid lidt ekstra surt og gerne med syltede perleløg i også.
– Anne
Anne – Jeg er en lille smule sukkergris, så mit skal ikke være aaaalt for surt – men ideen med de syltede perleløg kunne jeg godt finde på at afprøve her i løbet af sommeren 😀
Mange hilsner fra
Anne.
Sådan laver jeg også agurk salat 🙂
Anna-sofie – Det er simpelthen den nemmeste agurkesalat i verden 😀
Hvilken eddike er bedst? Lys balsamico, hvidvinseddike – eller bare alm. lagereddike? (:
Maria – Du kan bruge en hvilken som helst eddike, det er også derfor, jeg ikke har angivet en speciel slags. Men selv foretrækker jeg de lyse eddiker og til denne her har jeg brugt en helt almindelig lagereddike 😀
helt almindelig hvid eller lysebrun lagereddike. Ikke noget med balsamico eller andre krumspring. Kh. Jannie
Jannie – Lige præcis! Ingen grund til alle mulige finesser her – lagereddike fungerer perfekt 😀
Mange hilsner fra
Anne.
Jeg laver det, som min mor lavede det, og troede, at det var sådan “man” skulle gøre! Så vi to laver agurkesalat på helt samme måde 🙂 Sidst på agurke-sæsonen laver jeg en stor portion og fryser ned med lage i små bakker. Det synes min søn er en god idé – han kan godt lide at handle i min fryser 🙂 Jeg husker også hvert år at købe danske porrer, INDEN de går i stok; de er dejlige at have i fryseren – vi elsker porrer.
Elsebeth – Jeg havde slet ikke forestillet mig, at man kan fryse agurkesalat. Troede egentlig, at agurkerne ville blive helt splattede, pga det store vandindhold. Porre henter jeg i mine forældres porre – vi bruger dem nu mest i tærter og supper 😀
Hvad med en god gang stuvede porrer godt med persille – det kan man godt blive forfalden til. Man kan slet ikke “mærke”, at agurkesalaten har været frosset.
Elsebeth
Elsebeth – Hvis man slet ikke kan mærke på agurkerne, at de har været frosne, så tror jeg da, det skal prøves. Jeg tænker bare på de gange, hvor jeg har haft en agurk, som er blevet frossen af den ene eller anden underlige grund – jeg synes de har en tendens til at splatte lidt, men det kan selvfølgelig være, det hjælper, at den ligger i lagen 😀
Den opskrift er lige i skabet, puttet også skalotteløg i ?
Jonas – God idé med skalotteløg – det skal jeg huske til næste gang 😀
Den nemmeste og den bedste måde at lave agurkesalat på.
Rikke – Lige præcis 😀
Agurkesalat. Den opskrift du har Anne, er beskrevet i min skolekøkkenbog fra sidst i 60’erne, dejligt den stadig bruges. Jeg vidste ikke man kunne fryse færdig agurkesalat, men jeg har tit frosset agurkeskiver når der har været for mange agurker i drivhuset. Skiverne skal bare lige dryppe lidt af inden de kommes i lagen for ikke at fortynde lagen. Alternativt kan man lægge de frosne skiver i lagen og så tilsætte mere eddike og/eller sukker.
Vh Jane
Jane – Tak for dine gode fif, som hermed er givet videre til bloggens læsere 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine