Gennem mange års arbejde i forskellige bageriudsalg, og dermed også bagerier, har jeg lært en hel del tips og tricks til, hvordan de forskellige bagerfavoritter fremstilles og jeg har således lavet både romkugler/trøfler og træstammer tidligere og blogget om dem.
I går lavede jeg så for første gang studenterbrød – jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har lavet sådan en portion tidligere, for det er virkelig ikke sværere end at lave træstammer, men lejligheden har nok ikke budt sig, tænker jeg. Det gjorde den så i går, da jeg havde lovet at lave en kage til min moster, som skulle have den med på weekend.
Jeg tog udgangspunkt i min ultra nemme og hurtige opskrift på romkugler og så lavede jeg tredobbelt portion. Bunden er en helt almindelig, sød mørdej – jeg bagte en bund efter samme opskrift, som når jeg bager hindbærsnitter og lod den blive helt kold, inden jeg fordelte en god hindbærmarmelade og derefter romkuglemassen øverst.
Et studenterbrød skal jo have en vis højde og romkuglemassen skal trykkes godt ned på bunden for at blive nogenlunde jævn over det hele. Dette kan være nemmest, hvis man har en ramme rundt om kagen, så romkuglemassen afgrænses. Selv bruger jeg en bundløs, firkantet kageform, som jeg lægger ned omkring mørdejsbunden, hvorefter jeg smører marmelade på, trykker romkuglemassen ud og fjerner formen igen, så den færdige kage står tilbage. Men har man ikke en bundløs form, kan man i stedet fore et passende, firkantet fad med bagepapir, lægge mørdejsbunden heri, smøre marmelade på og trykke romkuglemassen ud. Herefter løftes kagen ud af fadet vha. bagepapiret og er nu fint høj og helt firkantet.
Nogen kommer glasur på studenterbrødene og andre chokolade – selv foretrækker jeg chokolade, da det bliver knap så sødt, men det må jo være op til den enkelte. Bruger man chokolade, kan det være en god idé, først at skære kagen ud i firkanter og derefter pensle hver firkant med smeltet chokolade – så undgår man, at den stivnede chokolade knækker og krakelerer, når man skærer i kagen. Venter man med at skære kagen ud, til der er kommet chokolade på, opnås det pæneste resultat ved at bruge en varm kniv.
Et drys frysetørrede hindbær, krymmel, kokos eller hasselnøddeflager ovenpå chokoladen, inden den stivner, giver lige det sidste.

Studenterbrød
Ingredienser
- 150 gr hvedemel
- 75 gr flormelis
- 75 gr koldt smør
- 1 æg
- 3 portioner romkuglemasse (se evt. opskriften her)
- 1 dl hindbærmarmelade
- 75 gr mørk chokolade
- evt. krymmel eller lign pynt
Fremgangsmåde
- Kom hvedemel og flormelis i en skål og smuldr smørret heri.
- Saml hurtigt dejen med ægget, men pas på med at ælte for meget.
- Lad mørdejen hvile på køl i ca. 30 minutter.
- Udrul mørdejen til et rektangel (ca 20 x 30 cm) på et meldrysset bord. Placer herefter dejen i bunden af en form (ca 20 x 30 cm) foret med bagepapir.
- Bag bunden ved 190 °C (varmluft) i ca. 10 minutter, til den er gylden og sprød. Stil herefter bunden til side og lad den afkøle let.
- Fordel et tyndt lag hindbærmarmelade på mørdejsbunden og pres romkuglemassen ud ovenpå hindbærmarmeladen i et jævnt lag (ca. 2-3 cm højt).
- Løft kagen op af fadet vha. bagepapiret.
- Smelt chokoladen i mikroovn eller over vandbad og pensl overfladen på studenterbrødet med et jævnt lag chokolade. Pynt evt. med krymmel
- Lad chokoladen stivne og skær herefter studenterbrødet i firkanter á ca. 5 x 5 cm.
- Opbevar kagerne på køl indtil servering. Holdbarheden er ca 1 uge. Kagerne kan desuden fryses, men så vil den sprøde bund blive blød.
Hvor lækkert. 😉
Dejligt der kommer lidt lækkert på bloggen.
Er vild med dine gode bagetips, lidt mere af det ;-)))))))
Yvonne – Hehe, ja men der skal jo også være nogen til at spise alt det kage, og hvis det bliver mig, så ender det jo med, at vi må i gang med slankeretter på bloggen 😉
Og tak for rosen 😀
God idé! Og de ser altså meget bedre ud end bagerens 🙂
Hm… jeg har jo faktisk noget chokoladekage i fryseren… *hehehe*
God søndag 🙂
Piskeriset – Så er det bare i gang med at forvandle chokoladekagen til studenterbrød og det kan kun gå for langsomt 😉
Og rigtig god søndag til dig 😀
Hej, jeg vil lige høre, om du ca kan sige hvor mange gram kage”rester” der skal i?
Håber på svar, da jeg nemlig gerne vil bage disse lækre studenterbrød imorgen 😀
Mvh.
Isbjerget – Omkring 500-600 gr vil jeg mene er passende at bruge. Håber mit svar ikke kommer alt for sent – jeg har holdt fri i weekenden 🙂
simpelhen super studenterbrød. De bleven reven væk. Laver dem til studenterkørelse 🙂 tusinde tak for opskriften
Hilsen Annie
Annie – Det glæder mig, at du kunne bruge opskriften – håber studenterne bliver glade 🙂
Romkugler er jo som bekendt et affaldsprodukt af gamle Studenterbrød hvor der bliver æltet lidt rom i for at
( i gamle dage at skjule gammel smag ).
Studenterbrød er et affaldsprodukt af daggammelt Winerbrød,kakao, og andre glasurkager på en Linsebund med hindbærsyltetøj. Jeg ville ønske at man igen ville lave studenterbrød som man kendte det 50år tilbage i tiden ( eller tilbage til 1930 ) hvor de ikke blev ødelagt som idag forde de bliver gennemeltet så de ligner romkugler i konsestens.. Der skal være rester af nødder og chokoladeklumper og andet bagværk i et Studenterbrød.!
Engang en populær, prisbillig lille kage, som kunne købes for 25 øre i enhver velassorteret bagerforretning.
Måske var det en ide til igen at lave Danmarks bedste studenterbrød.. Studenterbrød kom først til jylland engang i 1980-90erne og her troede bagere at det bare var romkugler i en anden form, derfor kan man i dag ikke få et ” rigtigt studenterbrød” ..
Hilsen fra en som har haft sine først år I ( lille Istegade ) på Vesterbro i kbh.
Hejsa
Kan de færdige stydenterbrød mon fryses (uden glasur)?
Mvh Lene
Lene – Det burde nok kunne lade sig gøre. Dog bliver mørbunden en smule blød, men hvis man kan leve med det, så er der ingen problemer 😀