Dagen i dag er gået med at bage en stor portion lækre og luftige hvedeknopper, som skal blive til varme hveder i aften. I morgen er det nemlig store bededag og traditionen tro spiser vi i aften ristede, varme hveder, så her over middag har jeg været i køkkenet og bage en ordentligt portion varme hveder.
Jeg bruger den samme opskrift på hveder, som jeg har brugt de sidste 4 år – den fungerer optimalt og giver superflotte, luftige og lette hveder. Man kan godt nok købe hveder til næsten ingen penge i supermarkederne, men jeg synes altså, det er vældig hyggeligt, både at bage og spise hjemmebagte, varme hveder. Også selvom det måske er lidt fjollet, at riste de helt friskbagte hvedeknopper, men det er nu engang sådan at de spises.
I min familie har vi den hyggeligste tradition med at hele familien mødes og spiser varme hveder til aftensmad. Og det er faktisk også derfor, at jeg bager sådan en stor portion hveder, som selvfølgelig nemt kan halveres, hvis man da ikke ønsker hveder i fryseren. De er altså et hit til morgenmad – jeg siger det bare!
Hvederne spiser vi med lækkert charcuterier og gode oste, syltede nødder og marmelade, så jeg bager som regel en helt masse traditionelle hveder og de skal, efter min mening, være med kardemomme. Dette kan selvfølgelig udelades, hvis ikke man bryder sig om kardemomme.
Spiser man kun smør, marmelade eller lækker ost til sine varme hveder, så kan man i stedet prøve at bage en portion kanelhveder. De smager ikke overvældende meget af kanel og de minder slet ikke om hverken kanelgifler eller kanelsnegle, men de har et skønt strejf af kanel og så er de altså bare skønne som alternativ til de traditionelle varme hveder.
Hjemmebagte hveder
Ingredienser
- 2½ dl vand (lillefingervarmt)
- 2½ dl mælk (lillefingervarmt)
- 1 pk gær
- 2 æg
- 3 tsk groft salt
- 3 tsk sukker
- 2 tsk stødt kardemomme
- 1 kg hvedemel (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
- 100 gr blødt smør
Fremgangsmåde
- Hæld vand og mælk i en skål og opløs gæren heri.
- Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme.
- Til sidst kommes mel og blødt smør i skålen og dejen æltes godt igennem. Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord og form den til 24 boller. Placer bollerne med ca 2 cm’s mellemrum på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Sæt et ildfast fad eller en skål i bunden af den slukkede ovn og hæld kogende vand i fadet. Sæt herefter pladen med hvederne i ovnen og lad dem hæve i dampen fra vandet i ca. 20-25 minutter.
- Tag pladen med hvederne og bradepanden med vand ud af ovnen og opvarm den til 200 °C. Vandet og bradepanden skal ikke bruges mere.
- Bag hvederne ved 200 °C (alm. ovn - ikke varmluft) ca 15-20 minutter, til de er lysebrune og gennembagte.
- Ved servering halveres hvederne og ristes gyldne og let sprøde på brødristeren eller i ovnen. Server med smør, ost og marmelade.
Ork, som det virker godt med det raskeskab, MEN “Mor, hvorfor har du købt en ny Margretheskål?” “Efter at have hævet brødene i formene, tog jeg dem ud. Der begyndte pludselig at komme mærkelige, ukendte høje lyde fra ovnen, som var sat på 270°. Jaja, jeg ved det godt, men jeg kunne jo ikke se skålen under pladen og glemte alt om den i skyndingen!” Så nu stiller jeg skålen HELT ude foran 🙂
Anne, jeg ønsker jer en rigtig dejlig aften!
Elsebeth – HAHAHAHAHA………..så kan du lære at bruge et ildfast fad i stedet for. Det gør vi “glemsomme” mennesker nemlig, når vi har ofret skåle nok til ovnen 😉
Hej Anne-Kathrine,
Ville bare lige sige tak for en super god opskrift. Jeg har i dag for første gang i mit liv prøvet at bage hveder og der er nogle i huset der glæder sig ekstra meget til i aften.
Din blog er meget interessant og jeg vil følge den fremover. Du skal være velkommen til at kigge forbi min blog hvis du har lyst.
Hav en dejlig Stor Bededags Ferie 🙂
Med solskinshilsner fra
Ingrid aka
Medic
Bornholm
Ingrid – Hvor lyder det bare godt, at du havde succes med hvede-bageriet. Det var også med lidt bæven, at jeg kastede mig over hvederne for nogle år siden, for jeg ville jo gerne lave nogen, der var lige så lette og luftige som bagerens – synes ligesom der skal være forskel på en fødselsdagsbolle og en hvede, så jeg var så glad, da det lykkedes. Nu tror jeg ikke, jeg kommer til at købe dem igen 🙂
Jeg vil straks smutte ind og tjekke din blog ud 🙂
Mange hilsner fra
Anne.
Har bagt kanel-varianten. Fuldstændig fantastisk duft og smag. Kæresten sagde, at det var de bedste hveder, han havde smagt.
Har ikke selv tænkt på at bruge kanel selvom jeg faktisk aldrig har været helt tosset med kardemomme. Godt du “viste vejen”.:-)
Mari – Uhhh, det er ved at være nogle år siden, jeg sidst har bagt kanelvarianten og nu bliver jeg pludselig helt misundelig – tror jeg er nødt til at bage en portion inden alt for lang tid. Man kan jo bare lade være med at kalde dem hveder – tror jeg i stedet vil kalde dem morgenmads-kanel-krydderboller 😉
“Skål på det, Anne!”
Elsebeth – Haha, jeg “skål” til dig 🙂
Hej Anne.
Jeg vil lige høre om man kan fryse hvederne ned, så man kan tage nogle op en anden god gang?
Cecilia – Det kan man i hvert fald – de skal bare optøes og så er de lige til at riste 😀
Skal hvederne pensles inden bagning?
Marie-Loise – Nej, det gør jeg ikke 😀
3 tsk salt..er det en fejl..
Kan se i andre opskrifter at det er 1
Daisy – Nej, det er ikke en fejl. Det er jo en ret stor portion (24 stk), for jeg bruger jo også 1 kg hvedemel, så jeg tænker, at hvis man bruger 1 tsk groft salt til 1 kg hvedemel, så bliver det nogle lidt ferske hveder. Jeg beregner som regel 2 tsk groft salt til 500 gr mel, så faktisk bruger jeg en smule mindre salt end vanligt til hvederne, men det er fordi, at sødmen også meget gerne må trænge igennem 😀
Hej. Tak for en genial opskrift, de forsvinder som dug for solen 😆
Kan jeg bruge margarine i stedet for smør? – er rendt tør 😑
Lone – Ja, det kan du godt. Modsat småkager, så smager smørret jo ikke helt så meget igennem i boller og brød, så der sker såmænd ikke noget ved at bruge margarine 😀
Men jeg vil ALDRIG råde til at smøre hvederne med margarine 😀
Tak for hurtigt svar 😆
Jeg er i gang med dobbelt portion.
Tror du jeg kan damp hæve begge plader på én gang i ovnen?
Vil dog bage en plade ad gangen.
Lone – Ja, det kan du sagtens. Det har jeg ofte gjort 😀