Kartoffelsalat med avocado.

6 kommentarer
Billig aftensmad - mad på budget., Salater - Alle mine bedste salater, Tilbehør
Gå direkte til opskriften

Selvom jeg er vild med klassisk kartoffelsalat med creme fraiche dressing og et ordenligt drys friskhakket purløg på toppen, så må der gerne komme lidt variationer til engang imellem. Ikke mindst i løbet af en lang sommer er det rart at have forskellige opskrifter på lager. Så risikerer man heller ikke at køre sur i den samme kartoffelsalat. Og en af mine favoritvariationer er denne her kartoffelsalat med avocado, som består af små kartofler, der er vendt i den fineste, sartgrønne avocadocreme.

>> Se også min opskrift på superlækker kartoffelsalat med karry og bacon lige her. 

Opskrift på kartoffelsalat med avocado.

Kartoffelsalaten smager skønt og så er det en både nem, lækker og lidt anderledes måde at servere kartoffelsalat på. Det er dog en god idé, kun at lave nogenlunde den portion, der skal bruges. For som bekendt bliver avocado temmelig kedelig og brun at se på, hvis den får lov til at stå for længe. Derfor laver jeg som regel ikke større portioner, end jeg ved, at vi får spist. Men bliver der rester alligevel, så kan salaten godt tåle at stå på køl natten over. Man skal dog være OBS på, at avocadocremen ikke vil være heeelt så fin og lysegrøn at se på dagen derpå.

4.41 fra 5 stemmer

Kartoffelsalat med avocado

Samlet tid15 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 800 gr nye kartofler (kogte og afkølede)
  • 2 modne avocadoer
  • 1 dl creme fraiche 9-18 %
  • 4 spsk citronsaft
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • ½ tsk tørrede chiliflager (kan udelades)
  • salt og peber
  • evt stegt bacon i tern til pynt

Fremgangsmåde

  • Skær kartoflerne i mundrette tern og kom dem i en skål.
  • Halver avocadoerne, fjern stenene og skrab kødet ud i en skål vha en spiseske. Tilsæt creme fraiche og citronsaft til skålen.
  • Blend det hele til en ensartet creme. Det er nemmest med en stavblender, men en gaffel kan også bruges - det giver dog en lidt grovere konsistens.
  • Smag avocadocremen til med hvidløg, chiliflager, og salt og peber.
  • Vend cremen sammen med kartoflerne og anret kartoffelsalaten i en skål. Ved servering kan man evt. drysse sprødstegt bacon over kartoffelsalaten.
Vær OBS på, at cremen helst skal laves umiddelbart før den skal spises og ikke kan tåle at stå alt for længe på køl, da ilten i luften får avocadocremen til at blive "brun" og miste den fine, grønne farve. Et par timer burde dog ikke være et problem, hvis skålen er tildækket. 

Lækker som tilbehør og hovedret.

Kartoffelsalat med avocado kan serveres med et drys sprødsstegt bacon på toppen. Det bestemmer man selv og det afhænger jo også lidt af, hvad man ellers serverer sammen med kartoffelsalaten. Skal den bruges som tilbehør til kødretter og grillmad, så plejer der som regel at være rigeligt med kød i resten af måltidet. Og så kan bacon nok være en smule overflødigt, også selvom det selvfølgelig smager godt.

Skal kartoffelsalaten derimod udgøre den primære hovedret, evt med brød og salat til, så vil et drys bacon slet ikke være af vejen. Og faktisk kan man også uden problemer vende stegt kylling i kartoffelsalaten, så den bliver til en lækker og mættende måltidssalat.

6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Marianne Bitsch Johansen
6 år siden

Hejsa. Manden rykke lidt på næsen, da jeg sagde vi skulle have to slags kartoffelsalat igår og den ene var med avocado.

Det sjove var bare at han var vild med den ?? Og så fik vi brugt lidt avocado inden de ikke duet. Tak for endu en god opskrift ☺ kh Marianne

Ida Rasmusen
6 år siden

Hvis du bliver træt af kartoffelsalat igen en anden gang, skulle du tage at prøve nye kartofler med dressing af eddike, sukker, dild, salt og peber. Eddiken varmes op med sukker og krydderi og hældes over kartoflerne, mens både kartofler og eddike stadig er varme/lune. Når det hele så er kølet af, har du en meget frisk og sommerlig kartoffelsalat. Smager også godt med lidt rødløg i tern.

Hanne
2 år siden

Er kartoflerne med skræl

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)