Bagte kartofler med chili con carne…

8 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Hverdagsmad, Oksekød, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Meningerne om chili con carne er temmelig delte – enten er man for, eller også er man imod og oftest står og falder det hele på bønnerne. Heldigvis kan vi rigtig godt lide en omgang cowboy chili con carne herhjemme og så får vi gerne majschips, brød eller ris ved siden af. Egentlig burde man måske bare spise chili’en som den er, uden nogen former for tilbehør, for der er jo masser af grønsager i, men jeg synes bare, der skal et eller andet til. Dette bevirker så også, at vi næsten altid har chili con carne til 2 dage og så en lille bitte rest, som ingen  af os kan blive mætte af.

Nogle gange får Morten resten med på madpakken til frokost, men andre gange finder jeg på et eller andet at bruge det til, så det kan strækkes til endnu en gang aftensmad til os begge to, fx som fyld i ostegratinerede madpandekager med salat.

Forleden dag var det dog ikke pandekager, der kom til at akkompagnere den sidste rest chili i bunden af gryden, men derimod to store, bagte kartofler med blød og fnuglet midte og sprødstegt skind. Jeg bager altid kartofler uden stanniol – stanniolet holder fugten inde ved kartoflen i stedet for at slippe den ud og dermed ender man med en bagt kartoffel, der smagsmæssigt minder mere om en kogt. Desuden vasker jeg kartoflen godt, inden jeg gnider skindet med lidt olie – så kan hele kartoflen spises, for jeg synes næsten det allerbedste på en bagt kartoffel, er det lækre kartoffelskind.

5 fra 1 stemme

Bagte kartofler med chili con carne

Bagetid1 t 30 min
Samlet tid1 t 40 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 4 store bagekartofler
  • 1 spsk olie
  • 1 spsk salt
  • 1 rest (4-6 dl) chili con carne
  • 4 spsk revet ost
  • 4 spsk creme fraiche
  • 1 ds majs
  • forårsløg i tynde ringe

Fremgangsmåde

  • Vask kartoflerne og prik huller rundt omkring med en gaffel – dermed kan kartoflerne slippe af med dampen under bagning. Gnid olien ind i kartoflerne. 
    Kom bagepapir på en bageplade og drys med lidt salt på pladen – saltet suger fugten fra kartoflerne under bagningen, så de bliver ekstra sprøde i skindet. Bag kartoflerne ved 150 gr (varmluft) i 1-1,5 time afhængig af størrelsen.
    Varm en rest chili con carne op i en lille gryde eller i microovn. Skær et kryds i de bagte kartofler og åben dem. Fyld den varme chili con carne i kartoflerne og pynt herefter hver kartoffel med lidt revet ost, 1 spsk kølig creme fraiche, evt lidt forårsløg i tynde skiver og et drys majskerner øverst.
Skal man kun lave 1-2 bagte kartofler, så kan det være en mulighed at spare opvarmningen af ovnen og i stedet bage kartoflerne i mikrobølgeovnen. 
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anne-Marie
8 år siden

Det er bønnerne vi er mindre vilde med herhjemme, men de hører jo ligesom til. Det troede jeg i hvert fald, indtil Piskeriset havde Texas- benspænd, og oplyste bønnerne ikke var en del af originalopskriften. Så jeg tror den skal prøves uden næste gang også fordi min mave ikke kan tåle dem.

Kh.
Anne-Marie

Elsebeth
8 år siden

Mit store problem, når vi er “på tur”, er altid, at jeg ikke spiser den slags mad, som man kan købe, f.eks. på rastepladser. UNDTAGEN dengang for mange år siden jeg besøgte Anne-Mette i London – to fine mænd med kokkehuer og det hele stod på et fortov med det flotteste støbejernskomfur med pudsede messingstænger og dampende gryder på blussene – de solgte bl.a. sprøde, bagte kartofler med chili con carne med creme fraiche på (eller andet godt) i. Lige siden har det været en sikker vinder hos mig. Vi kan ikke lide dåsebønner, men meget gerne sorte bønner, som jeg altid har kogte i fryseren og også putter i chili con carne, suppe, salater og flere andre retter – og “bønnepolitiet” har aldrig banket på her endnu, fordi vi ikke spiser kidneybønner 🙂 Man kan få mavekneb, hvis man ikke har kogt bønnerne tilstrækkeligt.

Helle
8 år siden

Uhm jeg er vild med chili con carne. Jeg lavede en stor grydefuld i søndags, som fik lov at stå og simre i tre timer. Jeg tilsatte bl.a. Mørk chokolade, lidt stærk kaffe, røget paprika, spidskommen og lidt kanel. Og naturligvis chili, kidneybønner og nogle hvide bønner. Jeg plejer at spise den med lidt brune ris og topper med cremefraiche og lidt frisk koriander. Tror dog én af de bøtter der blev til overs fra i søndags, skal spises med ostedækkede nachos. Det er bare den perfekte comfort food når det er koldt og mørkt. 🙂

Elsebeth
8 år siden

Anne, jeg tror ikke, vi er arveligt belastede – vi må være arveligt priviligerede 🙂
Desværre er det sidste måltid, vi får på flyveren til og fra USA, de sidste år blevet så ringe, at jeg altid har en rugbrødsklapsammen med pålæg og agurk eller peberfrugt med. Begge veje har jeg mange timer tilbage i vente- og flyve- køretid, før jeg når frem. Medpassagerer kommenterer hver gang “Sikke en god idé – hvor er du dog forudseende!” Ja, for så kan jeg klare mig, til jeg når frem.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)