Waldorsalat fungerer supergodt som tilbehør til vildt og mange af de klassiske vinterretter som fx forloren hare eller stegt andebryst. Og så selvfølgelig til julemiddagen. Selvom der er rigtig mange danskere, der ikke bryder sig om selleri, så kan de fleste faktisk lide en god waldorfsalat. Og eftersom man har hele 2 slags selleri at gøre godt med, både bladselleri og knoldselleri, så er der jo altid den mulighed, at dem der ikke bryder sig om den ene variant kan lide den anden. I hvert fald vil jeg mene, at det er fuldstændig lige meget, hvilken slags selleri man bruger i sin waldorfsalat. Den klassiske smag skal nok træde frem alligevel.
Klassisk waldorfsalat.
Waldorfsalaten blev oprindeligt opfundet på Waldorf Astoria hotellet i New York. Der var som udgangspunkt tale om en mayonnaisesalat med selleri, vindruer og æblestykker, der blev anrettet ovenpå en grøn salat som en let forret. Jeg må nok indrømme, at jeg har svært ved at forestille mig at spise en waldorfsalat, som udelukkende består af mayonnaise, frugt og selleri. Omvendt havde opfinderen af waldorfsalaten nok heller ikke lige forestillet sig, at hans salat en dag skulle fungere som tilbehør til brun sauce, kartofler og forloren hare.
Jeg bruger overvejende creme fraiche og kun en smule mayonnaise, når jeg laver dressingen til waldorfsalat. Creme fraichen smager jeg til med citron, sukker og salt, inden jeg vender selleri, æbler, vindruer i dressingen. På den måde får salaten en god smag og den er tilpas afstemt i forhold til sødme, syre, salt og fedme. Endelig tilfører valnødderne lidt bitterhed, som passer godt sammen med de øvrige ingredienser og så bliver salaten helt perfekt. I hvert fald efter min mening.
Waldorsalat og vildt.
Waldorfsalat er en typisk efterårssalat, som passer perfekt til de fleste former for vildt, and, gås og kød stegt som vildt, fx en god okse- eller kalvesteg. Og så er den altså også helt eminent som tilbehør til en god forloren hare med sauce og brune og hvide kartofler og lidt surt i form af asier eller syltede rødbeder.
Og forloren hare var lige hvad der stod på menuen forleden dag, da jeg lavede denne her portion waldorfsalat. På en helt almindelig hverdagsaften, men haren blev “pimpet” på alle måder og var på ingen måde en “hverdags-hare”. Den blev serveret med brun skysauce med ribsgelé, hvide og brunede kartofler, halve æbler med gelé og waldorfsalat. En rigtig efterårsmiddag, som jeg på ingen måde ville tøve med at servere for gæster. En klassiker fra den danske madskat og det bedste fra mormorkøkkenet.
Waldorsalat passer godt til massevis af skønne efterårs- og vinterretter. Læs mere her >>
Andesteg I Forloren hare I Farsbrød med bacon og timian I Vildtgryde med svampe
Waldorfsalat
Ingredienser
- 4 stilke bladselleri (eller 1 lille knoldselleri)
- 3 æbler (skåret i tern)
- 200 gr vindruer
Dressing.
- 3 dl creme fraiche
- 2 spsk mayonnaise
- 2 spsk citronsaft
- 2 spsk sukker (eller efter smag)
- 1 tsk groft salt
- 50 gr valnødder til pynt
Fremgangsmåde
- Skær selleristilkene i tynde skiver. Bruger man knoldselleri, skal det skrælles og rives groft.
- Halver æblerne, fjern kernehuset og skær æblerne i mundrette stykker.
- Bland selleri med æbletern og vindruer i en skål. Tag evt. lidt fra til pynt.
- Rør creme fraiche, mayonnaise og citronsaft sammen og smag til med sukker og salt.
- Vend dressingen sammen med selleri, æbler og druer.
- Anret salaten og pynt evt med lidt selleri og druer. Slut af med lidt vindruer og valnødder på toppen.
Hej:-)
Hvor mange er din waldorfsalat til?
Supernemt og lækker opskrift tak for det;-)
Vh Pia
Pia – Uhhhh, det kommer jeg lidt an på hvor meget eller lidt waldorfsalat man spiser, men jeg vil mene, at denne her portion rækker til 4-6 personer.
Og velbekomme 😀
Hej ☺️
Skal denne waldorfsalat laves lige inden servering eller skal den trække nogle timer inden?
Vh Mie
Mie – Både og 😀 Du kan sagtens lave den i god tid og lade den trække på køl, men du kan også lave den umiddelbart inden servering, så det er lidt op til dig selv 😀