Waldorsalat fungerer supergodt som tilbehør til vildt og mange af de klassiske vinterretter. Og så selvfølgelig til årets julemiddag. Salaten blev oprindeligt opfundet på Hotel Waldorf Astoria i New York, og der var dengang tale om en mayonnaisesalat med selleri, vindruer og æblestykker, der blev anrettet ovenpå en grøn salat som en let forret. I dag laver de fleste dog waldorfsalat i en lidt lettere udgave med en dressing af creme fraiche, og waldorfsalaten serveres desuden som tilbehør og ikke længere som forret. 

Se også – Rosastegt andebryst I Forloren hare I Vildtgryde 

Klassisk waldorfsalat opskrift.

Waldorfsalat er jo en typisk efterårssalat, som passer perfekt til de fleste former for vildt, and, gås og kød stegt som vildt, fx en god okse- eller kalvesteg. Og så er den altså også helt eminent som tilbehør til en god forloren hare med sauce og brune og hvide kartofler og lidt surt i form af asier eller syltede rødbeder.

Og forloren hare var lige hvad menuen stod på forleden, da jeg lavede denne her waldorfsalat. Det var godt nok en helt almindelig hverdagsaften. Men haren blev “pimpet” på alle måder og var på ingen måde en “hverdags-hare”. Udover waldorfsalaten blev den serveret med brun sauce, hvide og brunede kartofler og halve æbler med gelé. En rigtig efterårsmiddag, som jeg ikke ville tøve med at servere for gæster, og en klassiker fra mormorkøkkenet.

Tip! Se også tips til variationer af waldorfsalaten under opskriften. 

Opskrift waldorfsalat
Print opskrift Pin opskrift
4 fra 1 stemme

Waldorfsalat

Samlet tid20 min
Antal: 4 personer (tilbehør)

Ingredienser

  • 4 stilke bladselleri (eller ½ knoldselleri)
  • 3 æbler
  • 200 gr vindruer

Dressing.

  • 3 dl creme fraiche
  • 2 spsk mayonnaise
  • 2 spsk citronsaft
  • 2 spsk sukker (eller efter smag)
  • salt og peber

Desuden

  • 50 gr valnøddekerner til pynt

Fremgangsmåde

  • Skær selleristilkene i tynde skiver. Bruges der knoldselleri, skal det skrælles og rives groft.
  • Halver æblerne, fjern kernehuset og skær æblerne i små tern.
  • Halver vindruerne.
  • Rør creme fraiche, mayonnaise og citronsaft sammen og smag til med sukker, salt og peber.
  • Bland selleri med æbletern og vindruer i en skål.
  • Vend dressingen sammen med selleri, æbler og druer.
  •  Pynt evt. med valnødder og ekstra vindruer på toppen.
  • Bliver der rester, så kan waldorfsalaten opbevares 2-3 døgn på køl. Den er ikke fryseegnet.

Tips til variationer.

Selvom der er rigtig mange danskere, der ikke bryder sig om selleri, så kan de fleste faktisk lide en god waldorfsalat. Og eftersom man har hele 2 slags selleri at gøre godt med, både bladselleri og knoldselleri, så er der jo altid den mulighed, at dem der ikke bryder sig om den ene variant kan lide den anden. I hvert fald vil jeg mene, at det er fuldstændig lige meget, hvilken slags selleri man bruger i sin waldorfsalat. Den klassiske smag skal nok træde frem alligevel.

Jeg bruger overvejende creme fraiche og kun en smule mayonnaise, når jeg laver dressing til waldorfsalat. Creme fraichen smager jeg til med citron, sukker og salt, inden jeg vender selleri, æbler, vindruer i dressingen. På den måde får salaten en god smag og den er tilpas afstemt i forhold til sødme, syre, salt og fedme. Endelig tilfører valnødderne lidt bitterhed. Det passer rigtig godt sammen med de øvrige ingredienser og så bliver salaten helt perfekt. I hvert fald efter min mening.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)