Cremet aspargessuppe med hjemmelavede kødboller…

14 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Suppe, Svinekød
Gå direkte til opskriften

Så ku’ hun være tilbage på sin pind igen, hva? Den sidste uge er simpelthen fløjet af sted, for jeg har nemlig lige overstået min første praktikuge. Jeg læser jo Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, som det så mundret hedder, og i den forbindelse skal vi på Modul 6, som vi er i gang med nu, i praktik i først én uge og så igen i to uger i januar.

Vi er i praktik i grupper á to og i min gruppe har vi været så heldige at få lov til at komme i praktik på et stort plejehjem her i Vejle, hvor min mor er leder, så jeg kender jo en del til huset i forvejen. Vores fokusområde har været “kost til ældre og småtspisende” og det har været rigtig spændende, at få lov til at observere og deltage en smule i løbet af denne første uge, så nu glæder vi os til at komme tilbage og prøve, at implementere nogle af de forslag vi har til forandringer – fx vil vi gerne have erstattet proteindrikke med rigtig mad, men der er jo nogle udfordringer, når det drejer sig om småtspisende, som generelt kan have problemer med at få kalorier nok. Heldigvis glæder personalet sig også til vi kommer igen.

Nå, men for at gøre en lang historie kort, så har den foregående uge ikke kun budt på praktik, men også en gang maling af vores to stuer herhjemme, dvs først malede vi begge stuer med strukturmaling, derefter malede vi lofterne og afslutningsvis malede vi væggene med almindelig maling. Jeg synes egentlig, det er vældig hyggeligt at male, men når man er trukket i arbejdstøjet hver dag efter arbejde i en hel uge, så glæder man sig godt nok til at blive færdig til sidst.

Ugen har ikke budt på nogen som helst former for madlavning overhovedet, for mange af tingene fra stuerne har stået i køkkenet. Jeg har derfor hverken kunnet komme til komfur eller ovn og vi har levet af rugbrødsmadder og en enkelt pizza, så glæden var stor, da jeg endelig kunne komme i køkkenet igen. Det blev fejret med en portion hjemmelavet suppe – aspargessuppe, som er en af Mortens yndlingssupper.

Aspargessuppe er noget af det man oftest ser som færdigprodukt i supermarkederne – enten frosset eller i en karton, men det er faktisk en temmelig enkel og hurtig suppe at lave selv. Har man et par dåser asparges stående på hylden, er man allerede godt på vej, så det var måske en idé til basislageret? Det er måske ikke den mest farverige suppe i verden og nogle drysser hakket persille på toppen, hvilket ser rigtig fint ud, men jeg synes altså også suppen smager dejligt, når den bare serveres helt plain og “hvid”.

Jeg foretrækker små, hjemmelavede kødboller og har egentlig ikke noget imod det lidt ensformige arbejde med at stå og trille dem – det virker meget afslappende på mig, men har man travlt, kan man jo købe en pose færdiglavede kødboller eller bare helt undvære dem, suppen smager skønt alligevel.

Aspargessuppe med hjemmelavede kødboller.

4 pers.

2 ds asparges snitter

30 gr smør

4 spsk hvedemel

1 L hønse- eller grønsagsbouillon, evt. 1 L vand + 2 bouillonterninger

1,5 dl piskefløde

salt og peber, evt hvid peber

Afdryp aspargessnitterne i en sigte, men gem væden. Smelt smørret i en stor gryde og pisk melet i smørret. Tilsæt aspargesvandet under piskning og pisk smør, mel og aspargesvand sammen til en klumpfri opbagning. Tilsæt bouillon eller vand + 2 terninger og lad suppen koge i ca. 5 minutter. Tilsæt piskefløde, smag til med salt og (hvid) peber og tilsæt aspargessnitterne og kødboller. Varm suppen op og server rygende varm, gerne med lækkert brød til.

Hjemmelavede kødboller.

450-500 gr hakket svinekød

1 æg

1 spsk hvedemel

2 tsk salt og friskkværnet peber

1-1,5 L vand til kogning af kødbollerne

Rør farsen sammen af kød, æg, hvedemel, salt og peber. Bring vandet i kog i en gryde – der skal være så meget vand i gryden, at kødbollerne kan flyde under kogningen. Tag farsen op med en teske og tril små kødboller mellem hænderne. Er farsen for klistret, så tilsæt lidt mere mel eller brug teskeen til at forme kødbollerne med. Plump kødbollerne i det kogende vand og kog dem i ca. 5 minutter. Tag kødbollerne op af vandet, lad dem afdryppe og server dem i den hjemmelavede aspargessuppe.

Note. Både kødboller og aspargessuppe kan tilberedes i forvejen og så bare varmes inden servering.

14 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Elsebeth
8 år siden

Mad til gamle småtspisende mennesker duede de simpelthen ikke til på det plejehjem, hvor min mor boede, og om aftenen fik de “madder”, som hun hadede. Når hun var på ferie nede hos mig, fik hun om morgenen hjemmelavet øllebrød godt med øl i – og piskefløde på (en af hendes livretter!). Til frokost fik hun en lille varm ret, enten flødestuvede muslinger, flødestuet spinat eller blødt røræg med røget laks, legeret suppe eller andet varmt, veltilberedt og smukt anrettet så hun fik lyst til at spise, hvilket hun aldrig fik på plejehjemmet, fordi maden ikke smagte af noget og så forfærdelig kedelig ud! Om aftenen fik vi min mors livretter. Desuden var jeg smart nok til at servere hendes mad i/på frokostservice med -bestik, så det så “overkommeligt” ud. Jeg sørgede også for, at hun fik rigeligt at drikke, hvilket de heller ikke duede til på plejehjemmet. Flere gange måtte hun på hospitalet på grund af dehydrering. Vandet saftevand uden smag frister altså ikke til at drikke for lyst, når nu man ikke føler tørst mere.
“Morpasseren” var aktiveret nat og dag, så hun kun behøvede at tænde fastnet-telefonen for at den ringede til min mobil – det var vi begge meget glade for. Jeg var ikke mere end kommet over i superbrugsen, før hun ringede “Hvornår kommer du hjem?” Havde jeg kunnet overkomme alene at passe min mor, var hun ALDRIG kommet tilbage til det plejehjem; desværre var det et krævende fuldtids job, hvor næsten alt andet måtte på “hold”. Jeg var hendes eneste datter – og “sådan noget” interesserer i sønner, som SELV kun kendte til at blive vartet op af deres mor.

Annika
6 år siden

Har du ikke glemt at næve at aspargesene skal tilsættes i suppen?
Eller bruger du kun væden?

Catja
5 år siden

Kan man fryse suppen med kødbollerne i?

Birgit
5 år siden

Jeg skal lave mange portioner og vil derfor fryse suppen ned, indtil jeg skal bruge den. Tænker at piskefløde først skal i suppen, når jeg skal bruge den. Er det ikke korrekt?
Tak for de dejlige opskrifter.
Venlig hilsen Birgit

Helle
4 år siden

Bruger du både alt vandet fra dåserne med asparges + 1 liter boullion eller?

Sabrina
3 år siden

Hej jeg prøvede at lave suppen men den blev meget pebrede selv om jeg ikke havde tilsat peber overhoved hved du hvorfor

Lene
9 måneder siden

Jeg kan ikke ret godt li de kødboller fra Mou og andre producenter så jeg overvejer at forsøge selv at lave nogle.
Vi er kun 2 personer herhjemme så at lave af 500 g fars lyder af meget, medmindre de kan fryses ned? Det kan de vel som så meget andet men har du erfarring med det? Holder de faconen efter frost?

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)