Brunede kartofler hører ligesom julen til og selvfølgelig var der også brunede kartofler som tilbehør forleden aften, da Morten og jeg fik grønlangkål og hamburgerryg. Det er ikke så tit, vi spiser brunede kartofler her i huset, men nogle gange hører de altså ligesom til. Der er da heller ingen tvivl om, at de også skal på bordet, når vi når til juleaften om en uges tid, selvom det er min far, der plejer at lave dem til jul.

Jeg har hørt mange forskellige metoder til at lave de perfekte, brunede kartofler. Nogle gange skal sukkeret smeltes så langsomt, at man nærmest skal gå i køkkenet et par timer før servering. Andre gange skal det hele nærmest bare brændes af i en fart. Jeg bruger sådan en slags kombination af forskellige opskrifter, hvor sukkeret først får høj varme, så det begynder at smelte i løbet af relativ kort tid. Herefter skruer jeg ned for varmen og lader det passe sig selv, så det ikke ender med brændt karamel, for smagen af brændt sukker er virkelig ikke rar.

Det er absolut fyfy at røre i sukkeret, mens det smelter, for så dannes der store klumper karamel. Hvis ikke sukkeret smelter helt jævnt på panden, plejer jeg dog lige at ryste den let og det har ikke givet problemer for mig hidtil.

Brunede kartofler smager bedst, når de er helt nylavede. Kartoflerne derimod, kan man sagtens koge, pille/skrælle og afkøle dagen inden de skal bruges – det giver faktisk det bedste resultat. Og så er der jo et punkt, som man kan krydse af, hvis man står for årets julemiddag.

Brunede kartofler

Samlet tid20 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 gr små kartofler (kogte og skrællede/pillede)
  • 100 gr sukker
  • 2 spsk smør

Fremgangsmåde

  • Sørg for, at kartoflerne er nogenlunde tørre – det kan være farligt at komme våde kartofler i den brændende sukkerlage på panden.
  • Drys sukker ud på en pande i et helt tyndt lag og skru godt op for varmen. Efter et par minutter skrues ned på jævn varme og sukkeret får lov til at smelte helt. Der skal ikke røres i sukkeret på noget tidspunkt, men man kan ryste panden lidt, hvis sukkeret ikke smelter jævnt. 
  • Når alt sukkeret er smeltet, kommes 2 store skefulde smør i sukkeret, som bruser op og bliver til flydende karamel.
  • Kom kartoflerne i karamellen og ryst panden godt.
  • Glaser kartoflerne i 5-10 minutter, til de har den ønskede farve, og rørt rundt eller ryst panden jævnligt, så karamellen fordeles på alle kartoflerne.
  • Herefter tages kartoflerne af panden og anrettes på et fad eller i en fin skål.

Noter

Man kan lave honningbrunede kartofler uden sukker og smør ved at komme ca. 1 dl honning på panden og lade den smelte og karamellisere let, inden kartoflerne hældes ved. Lad kartoflerne brune i honningen i ca. 5 minutter og anret dem på et fad.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)