Lige for tiden bliver der drukket rigtig meget hjemmelavet æblegløgg herhjemme hos os. Selvfølgelig kan man bruge de færdigkøbte varianter, men i min verden er der nu ikke meget, der slår en rigtig god, hjemmelavet gløgg. Hverken en hvid gløgg eller en lækker, rød udgave. En fantastisk og helt perfekt sjælevarmer på en rigtig kold og blæsende eller frostklar vinteraften.

Jeg bryder mig personligt ikke om gløgg, som er alt for sprittet i smagen, og det synes jeg desværre, der er tendens til, at de hjemmelavede opskrifter bliver. Når jeg ser sådan en opskrift, hvor der både skal tilsættes en flaske portvin, en flaske snaps og en flaske vodka samt rødvin, så spekulerer jeg altså på, hvorvidt vi er ude i smagen eller virkningen? Min hjemmelavede æblegløgg bliver lavet på masser af krydderier og appelsin og/eller citronskiver, men derudover indeholder den ikke andet end hvidvin og lidt sukker. Kedeligt måske, men jeg synes virkelig, det er en dejlig gløgg og det gør de fleste af dem, jeg serverer den for også. Og så har den jo den fordel, at man kan køre hjem, også selvom man har drukket 2 glas.

En flaske hjemmelavet gløgg ekstrakt efter nedenstående opskrift kan selvfølgelig ikke holde sig ubegrænset, men hvis man sørger for at si den godt, så krydderierne ikke ligger tilbage i lagen, så kan den godt holde sig ca. 14 dage på køl. Ved servering kommer man 1 del gløgg ekstrakt og 2 dele vin i en gryde, smager til med lidt sukker og varmer det langsomt op. Det må ikke koge, for selvom jeg personligt ikke bryder mig så meget om stærk gløgg, så må der jo gerne være lidt alkohol tilbage. Vil man hellere have en alkoholfri udgave, så kan man dog også helt droppe vinen og i stedet blande gløgg ekstraten op med æblemost – det bestemmer man jo selv og under alle omstændigheder er den variant perfekt til børn.

Æble gløgg

Antal: 8 glas

Ingredienser

  • 2 usprøjtede citroner (skåret i tynde skiver)
  • 8 kardemommekapsler
  • 2 stjerneanis
  • 3 kanelstænger
  • 1 tsk hele nelliker
  • 1 liter god æblemost
  • 1 flaske hvidvin
  • sukker efter smag
  • smuttede mandler og rosiner til servering

Fremgangsmåde

  • Kom citronskiver, krydderier og æblemost i en gryde og lad det koge op. Lad det herefter simre i ca. 20 minutter ved svag varme.
  • Tag gryden af varmen og lad blandingen trække på køl i minimum et par timer, men gerne til dagen efter eller længere.
  • Si krydderier og citronskiver fra gløggen og hæld den på en flaske. Opbevar flasken på køl.
  • Ved servering blandes gløggen med hvidvin i en gryde og smages til med sukker efter smag.
  • Varm forsigtigt gløggen op i gryden og husk, at den ikke må koge, for så fordamper alkoholen.
  • Server den varme gløgg i fine glas eller kopper med en skefuld rosiner og mandler i hver.

Noter

Gløggen kan laves i en alkoholfri version ved at tilsætte æblemost til gløggen i stedet for hvidvin. I så tilfælde sker der ikke noget ved, at gløggen kommer i kog i gryden. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)