Jeg kender ikke ret mange, der ikke bryder sig om lune vafler. Hverken børn eller voksne. Hjemmebagte vafler er jo noget af det hyggeligste, og præcis ligesom med pandekager, så kan man lave en portion lækre vafler på ganske kort tid. Jeg er i hvert fald ikke svær at overtale, når vi engang imellem får lyst til lidt sødt herhjemme. Tværtimod. Faktisk tror jeg næsten, at jeg bedre kan lide vafler end pandekager.

Se også – Nemme pandekager I Æbleskiver med kardemomme I Churros/spanskrør I Bananvafler med havregryn

Bedste opskrift på sprøde, hjemmelavede vafler.

Jeg holder på, at vafler skal være sprøde. Ikke sådan knasende sprøde, men de må gerne være sprøde på overfladen. Og de bedste og sprødeste får man altså, efter min mening, hvis man bruger piskefløde i dejen. Jeg har prøvet virkelig mange forskellige slags opskrifter i årenes løb, men de bedste har altid indeholdt fløde. Sådan en halvblød og let sej konsistens er der jo ikke meget ved, så fløde skal der til. Og så kan det også være en fordel, hvis man er lidt opmærksom på, hvordan man opbevarer vaflerne, efterhånden som de bliver bagt. Men det har jeg skrevet lidt mere om i opskriften.

Udover sprøde vafler vil jeg også gerne have dem let søde. Ikke sådan kage-søde, for der kommer jo også sødme fra syltetøj og sukker eller flormelis, afhængig af hvad man drysser ovenpå Men lidt sukker skal der altså i dejen, så den smager af noget. Og det gælder faktisk både for vafler og pandekager. Udover sukker kan man smage dejen til med vanilje, kardemomme, kanel eller citronskal, hvis man synes. Man kan også lave kakaovafler ved at tilsætte 1-2 spsk god kakaopulver til dejen. Så der er faktisk ret mange muligheder for variationer, hvis bare man har en god grundopskrift at gå ud fra.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Vafler

Samlet tid30 min
Antal: 6 stk

Ingredienser

  • 100 gr hvedemel
  • 25 gr sukker
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 nip salt
  • 1 æg
  • 1 dl piskefløde
  • ½ dl vand
  • 25 gr smagsneutral olie eller smeltet smør

Fremgangsmåde

  • Bland mel, sukker, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen i en skål.
  • Pisk æg, fløde, vand og smeltet smør/olie i dejen og lad dejen hvile indtil den skal bages.
  • Varm et vaffeljern op og fordel ca 1/6 af dejen i jernet. Bag vaflerne brune og sprøde i 3-5 minutter - bagetiden afhænger af hvor kraftigt jernet varmer.
  • Det er ikke nødvendigt at smøre fedtstof på vaffeljernet, hvis man bruger et jern med teflonbelægning og har kommet smør/olie i dejen.
  • Læg de færdige vafler på en bagerist, efterhånden som de bliver færdige. Så kan dampen slippe væk på begge sider af vaflerne, så de ikke bliver bløde. Man kan også holde vaflerne lune i ovnen ved 100 C° (alm. ovnfunktion).
  • Server de nybagte vafler med syltetøj, sukker/flormelis, flødeskum eller vaniljeis.

Noter

Til morgenmad og hygge.

Vafler er jo egentlig mest en form for kage eller dessert. Sådan har jeg i hvert fald altid fået dem serveret som barn. Men jeg holder altså på, at man godt kan spise en vafler til morgenmad i weekenden. Særligt på en dag som i dag, hvor december-sneen drysser ligeså stille ned fra himlen. Og hvis amerikanerne kan spise amerikanske pandekager til morgenmad, så kan vi sørme også spise vafler. I hvert fald som afslutning på et morgenmåltid, for så stor forskel er der jo ikke på dem og så wienerbasser.

Skal det være rigtig nemt, så kan man røre dejen til vaflerne sammen om aftenen og sætte den på køl natten over. Så er det ret hurtigt at bage vaflerne lige inden de skal sættes på morgenbordet. Men hvis ikke man har nået at røre dejen sammen om aftenen, så er det her heldigvis en ret hurtigt opskrift. Og man kan jo evt. dele opgaverne imellem sig, så der er en, der står for vaffelbagningen, imens de andre får styr på æg, frugt, brød, kaffe og te, eller hvad man nu kan lide at spise til morgenmad i weekenden.

Husk at det også er muligt at føle med via min facebookside

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)