Kartoffel croissanter.

0 kommentarer
Brød og boller, Opskrifter
Gå direkte til opskriften
Kartoffel croissanter på en bagerist på et blåt- og hvidternet viskestykke

Hold nu op, hvor det regner og rusker udenfor i dag. Regnen slår mod ruden og det er i det hele taget temmelig mørkt, så jeg har tændt en masse stearinlys, imens jeg sidder her ved computeren og drikke en stor kop te og vinden suser i brændeovnen. Villy ligger ved siden af og sover. Han syntes, det var en virkelig dårlig idé med en gåtur, så vi nøjedes med en lille afstikker til naboens hæk, hvor Villy tissede meget længe, hvorefter vi skyndte os at løbe ind i huset igen – Villy forrest og jeg kunne næsten ikke følge med.

Jeg holder en, synes jeg selv, velfortjent fridag i dag, for den skoleopgave, som vi havde onsdag, torsdag og fredag til at færdiggøre, blev færdigrettet og sendt i går – derfor skal i dag skal bruges på hygge og afslapning. Morten kommer hjem fra arbejde ved 13-tiden, han har altid tidligt fri om fredagen, og så har vi egentlig ikke noget særligt på programmet, udover at vi har aftalt, at der skal 2 skåle med bland-selv-slik på bordet i aften og hygges med en god film.

Jeg laver gerne lidt lækker frokost til os, hvis jeg er hjemme om fredagen og det er jeg faktisk ret tit. Så sidder vi en times tid, eller mere, over bordet og snakker og det er faktisk en af de hyggeligste optakter til weekenden, jeg kender. Vi fik kartoffelmos forleden aften, men selvom vi tog godt fra og Villy også fik tiltusket sig en god portion med lidt sauce ovenpå, så kunne vi ikke spise det hele. Der var derfor en dum lille rest, både noget og ingenting, som jeg i dag har tryllet om til en portion kartoffel croissanter, som vi skal have til frokost – lune, nybagte og lækre.

Navnet croissant er måske i grunden lidt misvisende, for den eneste lighed de har med de smørsprøde, franske fristelser er faktisk faconen. I virkeligheden er de bagt på gærdej og minder måske nok lidt mere om boller, men jeg synes bare, at navnet kartoffel horn lyder så tungt og trist og det er de overhovedet ikke. Tværtimod.

Nyd kartoffel croissanterne lune med smør og/eller ost eller flæk dem og fyld dem med reje- eller hønsesalat, akkurat som man kan gøre med rigtige croissanter. De er perfekte til frokost, men også gode som tilbehør til suppe og så er det en genial måde at få brugt en lille rest kartoffelmos på.

Kartoffel croissanter på en bagerist på et blåt- og hvidternet viskestykke
Ingen bedømmelser

Kartoffel croissanter

Hæve- og bagetid1 t 50 min
Samlet tid2 t 20 min
Antal: 8 stk

Ingredienser

  • ½ pk gær
  • 0,75 dl mælk (lillefingervarm)
  • 250 gr kold kartoffelmos (jeg bruger en rest)
  • 1 æggeblomme
  • 1 tsk groft salt
  • 200 gr hvedemel (+ ekstra til udrulning)

Fremgangsmåde

  • Kom mælken i en skål og udrør gæren heri. Tilsæt kartoffelmos, æggeblomme, salt og mel og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også samles i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 60 minutter.
  • Udrul dejen til en cirkel med en højde på ½-1 cm på et meldrysset bord. Del cirklen i 8 lagkagesnit (trekanter).
  • Rul trekanterne sammen fra den brede ende mod den smalle og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad croissanterne efterhæve i ca 30 minutter.
  • Bag croissanterne ved 200 °C (alm ovnfunktion) i 20-25 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
  • Server croissanterne lune eller afkølede.
  • Croissanterne holder sig bløde og lækre i 2-3 dage i en pose. De kan desuden fryses.
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)