Denne uge går med praktikevaluering og modulafslutning på skolen – ikke at jeg skal så meget i skole, faktisk kun tirsdag og fredag, men derfor skal jeg jo forberede mig alligevel, så maden bliver relativt nem at gå til og gerne med lidt lette retter indimellem.

Jeg har fyldt ugens madplan med retter, der minder om forår og indeholder lækre, lette grønsager. Uanset hvor meget jeg elsker de grove grønsager som fx rodfrugter, så bliver jeg altid en smule træt af dem, når vi når hen i slutningen af januar. Der skal noget lettere og mere friskt på bordet, så selvom vi ikke helt er nået til foråret endnu, så er der godt med salat på menuen i den næste uges tid. Ugen byder desuden på ikke bare én men to gange brunch – først lørdag formiddag, hvor vi skal til en familiefødselsdag og derefter søndag formiddag, hvor vi skal nyde en lækker brunch buffet på en café her i Vejle sammen med et vennepar. Det kan da kun blive godt.

 

 

Madplan uge 5.

MandagBoller i karry, denne gang a la ristaffel. Altid en klassiker her i huset, med eller uden tilbehør i små skåle, og jeg har indtryk af, at vi absolut ikke er de eneste. Danskerne er vist generelt ret vilde med denne klassiske ret.

Tirsdag – Jeg skal prøve at bage en ostetærte. Morten er jo ikke så meget for ost, men når det er varmt og smeltet, kan han rigtig godt lide det, så nu skal det prøves. Næste træk må så være en ostesoufflé. Jeg bruger en ost, som ikke er for kraftig og serverer en grøn salat med pære, vindruer og valnødder ved siden af. Opskriften kommer på bloggen efterfølgende.

Onsdag – En madroulade med skinke og salatfyld, for selvom jeg egentlig ikke er så vild med navnet “madroulade”, som jeg synes virker lidt tungt, klodset og ganske enkelt uappetitligt,  så kan jeg rigtig godt lide at spise den. Måske finder jeg en dag på et bedre navn 🙂

TorsdagCremet gulerodssuppe med godt brød ved siden af. Selvom der er forårsfornemmelser på menuen i denne uge, må vi jo ikke glemme, at vi stadigvæk kun er i januar og det er med at udnytte denne tid på året til at spise lækre, varme supper.

Fredag – Hjemmelavede sprøde chicken tenders med mango dressing. Tror vi skal have lidt grønsagsstave med en lækker dip ved siden af, for at gøre børnemenuen komplet 😉

LørdagGlaseret hamburgerryg med flødekartofler og en blandet salat af hvad der nu er i grønsagsskuffen. Måske også et lille glas vin, vi skal jo fejre, at jeg har overstået endnu et modul – 6 down – 8 to go 🙂

SøndagSpinatpandekager med skinke og ost og salat ved siden af. That´s it. Let og lækkert.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)