Jeg er nødt til at starte dette indlæg med at komme med en bekendelse. Jeg har stjålet både idé og opskrift til disse her små lækkerbiskner fra Klidmosterens blog. Derfor vil jeg skynde mig at sprede lidt god blog-karma og nævne at damen, udover bite size kiksekager, også har mange andre lækre opskrifter på hendes blog, som altid et besøg værd 🙂

Og så til det med de små kiksekager, for mage til lækker mundfuld skal man godt nok lede længe efter. Kiksekagen har ligesom fået en renæssance de senere år og fra at bestå af æg, palmin og kakao, dukker den nu op i nye fortolkninger lavet på smør og (gisp!!) rigtig chokolade. Kiksekage hører nok til blandt de madretter, der altid vil dele vandene, men nyfortolkningerne har været medvirkende til, at dem der tidligere ikke kunne drømme om at spise et stykke kiksekage nu har fået en chance og dem der kun har dårlige minder om kiksekagen, kan også prøve sig lidt frem igen.

Selv må jeg indrømme, at jeg ikke har smagt kiksekage (altså palmin udgaven) i mange år, men da jeg var barn, fik man det engang imellem, hvis der var en, som havde kage med på min mors arbejde eller lign. Desuden havde min onkel, som ellers går ret meget op i at lave lækker mad, en fetich med at lave kiksekage med så få kiks som overhovedet muligt. Jeg husker faktisk ikke, om jeg kunne lide kiksekage, men omvendt husker jeg heller ikke, at jeg ikke kunne lide det, så mon ikke der er røget et stykke ned engang imellem? 🙂

Nå, men tilbage til disse mini kiksekager med chokolade og karameltrøffel, som i første omgang blev lavet, fordi jeg havde en halv dåse kondenseret mælk stående i køleskabet – den var blevet til overs efter en portion hjemmelavet bounty. Nu skriver jeg godt nok chokolade og karameltrøffel – i virkeligheden er der tale om smeltet chokolade, lidt smør og kondenseret mælk, der er rørt sammen til en lækker og cremet masse. Men når hele herligheden er stivnet, får det konsistens som en lækker, let sej karamelmasse, hvilket skyldes den kondenserede mælk, der som bekendt bliver til karamel, hvis den koges, så jeg synes godt, jeg kan forsvare, at kalde kagerne for mini kiksekager med chokolade og karameltrøffel.

Kagerne er super nemme at lave – fyldet smeltes enten i mikrobølgeovnen eller i en gryde og derefter er det bare at samle herlighederne (jeg brugte små, runde saltkiks fra Fakta til 6 kr. pr. pose) i små konfektforme og så starter ventetiden. Klidmosteren glattede overfladen af sine kiksekager med bagsiden af en varm teske og pyntede med lidt chokoladekugler. Jeg prøvede, at glatte overfladen, men det viste sig, at de blev noget snaskede at se på, så jeg foretrak faktisk den relativt, blanke overflade, som de havde, inden jeg begyndte at glatte massen ud. Næste gang vil jeg måske være lidt mere omhyggelig med at fordele det øverste lag chokolade, så det dækker hele kiksen, for nu ved jeg, at det med at glatte overfladen til sidst ikke er en mulighed for mig.

Jeg valgte at lade mine kiksekager være uden pynt, men en anden gang kunne jeg sagtens forestille mig at drysse med lidt hakkede pistacier og frysetørrede hindbær, inden kagerne kommer i køleskabet. De skal nemlig stå koldt i 4-5 timer, før massen har sat sig så tilstrækkeligt, at den har fået den rette konsistens og konfektformen kan fjernes. Men så er der til gengæld også skøn kiksekage til weekenden med et minimum af arbejde.

Da jeg smagte den første, kunne jeg ikke rigtigt definere, hvad det var smagen mindede mig om. Derfor blev jeg selvfølgelig nødt til at spise en til, imens jeg forsøgte at afkode smagen og pludselig var den der – kagerne smager fuldstændigt som Twix – altså chokoladebaren. Bare i en lækker, hjemmelavet variant med god, mørk chokolade og en snert af salt fra kiksene. Kan det blive meget bedre?

Mini kiksekager med saltkiks og chokolade-karamel trøffel.

20 stk.

150 gr mørk chokolade, grofthakket

1/2 ds. kondenseret mælk

25 gr smør

1 ps. små, runde saltkiks (60 stk)

20 små konfektforme

Kom chokolade, kondenseret mælk og smør i en skål og smelt det i mikrobølgeovnen i 10-15 sekunder af gangen med omrøring mellem hver gang – det tager ca. halvandet minut – fyldet kan også smeltes i en gryde. Rør chokolademassen sammen til en let sej, blank og klumpfri blanding og kom den i en fryse- eller sprøjtepose og klip et lille hul. Det er absolut nemmest at sprøjte massen ned i formene. Sprøjt lidt chokoladetrøffel ud i bunden af hver konfektform og pres en kiks ned i chokoladen, så massen fordeles i hele bunden. Sprøjt chokoladetrøffel ovenpå kiksen og gentag indtil der er 3 kikselag i hver kage. Afslut med lidt chokoladetrøffel på toppen af den øverste kiks, så den dækkes af chokolade, glat evt. overfladen og drys lidt pynt på. Lad mini kiksekagerne stivne på køl i 4-5 timer, indtil chokolade-karamel trøflen har sat sig.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)