Nogle gange er det rart at kunne fremtrylle en lækker og velsmagende kage, der får hele huset til at dufte af sødme og hygge, med et minimum af arbejde og ingredienser. På sådanne dage bager jeg fx denne her skønne makron æblekage, der kun kræver 7 ingredienser, hvoraf de fleste er nogle, man alligevel har liggende i køkkenet i forvejen.
Det er ikke sådan en smuk og æstetisk kage, der kræver både fingersnilde og tålmodighed. Det er derimod en rigtig regnvejrs og søndags-hygge-kage, der skal serveres for dem man holder af – lun og i store stykker og gerne i selskab med varm te og stearinlys.
Vi spiser gerne en creme fraiche, smagt til med lidt vanille og flormelis til kagen, for Morten bryder sig ikke om ren creme fraiche, som ellers også vil være oplagt at servere til. Og ellers er der jo klassikerne – flødeskum eller en kugle vanilleis.
Kagen blev bagt i går, da vi havde et par venner ovre at spise pizzaer. Selvom det går bedre med min ryg og jeg stort set kan gå normalt igen, så ville jeg ikke løbe an på at lave en større middag, men denne her kage kunne jeg sagtens lige røre sammen.
Derudover havde jeg forberedt lidt “before dinner” snacks bestående af forskellige grønsager i stave, 2 slags dip, Holiday chips, rodfrugt chips og pretzel bites (2 færdigkøbte pretzels, lunede i ovnen og skåret i mindre stykker). Vi delte en flaske Asti og nippede til snacksene, imens vi ventede på pizzaerne og alt i alt fik vi spist så meget i løbet af aftenen, at vi kun kunne spise halvdelen af kagen. Derfor tror jeg, at vi spiser den anden halvdel til en god kop kaffe sammen med mine forældre i aften, når vi har været i teatret og se Jan Gintberg’s show.
Makronæblekage.
6-8 pers.
4 æggehvider
50 gr sukker
2 tsk vanillesukker – kan udelades
125 gr smeltet smør
50 gr hvedemel
250 gr knuste makroner – der er normalt 250 gr makroner i en pose
2-3 æbler, skrællede og skåret i både
Pisk æggehviderne stive, tilsæt sukker og vanillesukker og pisk massen til en luftig marengs. Kom smeltet smør, hvedemel og makroner i en skål og bland det sammen. Kom de piskede æggehvider i makronmassen og vend massen forsigtigt sammen. Til sidst vendes æblebådene i massen. For en springform (ca. 25 cm. i diameter) med bagepapir og fordel dejen heri. Bag kagen ved 160 gr (ikke varmluft) i 1 time. Lad kagen afkøle let og server den lunken med vanille creme fraiche til.
Vanille creme fraiche.
2,5 dl creme fraiche
1 tsk vanillepulver
2-3 tsk flormelis.
Rør creme fraiche sammen med vanillepulver og flormelis. Anret cremen i en skål og stil den på køl til servering. Man kan tilsætte lidt reven skal af en økologisk citron eller appelsin, hvis man ønsker lidt syre til cremen.
Kan man bruge friske pærer istedet for æbler? ?
Malene – Det kan man i hvert fald – det har jeg gjort flere gange med stor succes 🙂
Lyder lækkert, men også sødt. Mon makronerne kan erstattes af andet f.eks. Tvebakker?
Bente – Tjaaa…. jeg plejer ellers ikke bryde mig om alt for søde ting og jeg elsker denne her kage, men synes man alligevel, at det lyder lidt for sødt, så kan man sikkert godt udskifte makroner med tvebakker. Dog skal du lige være opmærksom på, at udover makronerne er der kun tilsat 50 gr sukker til kagen, så makronerne fungerer også som sødestof – måske skal der lidt ekstra sukker i kagen, hvis du helt fjerner makronerne 🙂
Kan den fryses?
Annette – Det kan den godt, men den er bedst (og mest sprød), når den er nybagt. Skal den fryses, vil jeg som minimum anbefale, at jeg luner den i ovnen inden servering 😀
Jeg prøvede opskriften, og kagen smagte fantastisk (den forsvandt som dug for solen på få minutter). Men jeg er i tvivl om, hvor længe den skal bage. Du skriver 1 time. Hos mig fik den en time og et kvarter. Men den var fortsat meget våd indeni. Er det meningen, den skal være det? Tricket med at tjekke, om der bliver noget siddende på en strikkepind, man stikker ned, virker i hvert fald ikke …
Uschi – Hmmm…. jeg tænker umiddelbart, at du kan have haft nogle meget saftige æbler, som har afgivet en del væde under bagningen, hvilket har forårsaget, at kagen var meget våd indeni, selvom den reelt var færdigbagt. Det er umiddelbart mit bedste bud, for kagen bør ikke være våd i midten, når man tager den relativt lille mængde væde, som der er i opskriften, i betragtning. Håber du får et bedre resultat næste gang, men dejligt at kagen i det mindste blev spist og smagte fantastisk 😀
Hej 🙂
Hvad gør jeg med de overskydende æggeblommer ?
Kh og tak for gode opskrifter
Inger
Inger – Du kan selvfølgelig komme dem i en bøtte og bruge dem til hjemmelavet mayonnaise, is eller bearnaisesauce, men jeg må indrømme, at hvis jeg ved, at jeg ikke skal bruge æggeblommer, når jeg bager denne her kage, så køber jeg bare bakkerne med rene æggehvider i supermarkedet 😀
Kan man lave den nogle timer i forvejen. Sådan at at dejen kommer i springformen og så står på køl indtil den skal i ovnen?
Rikke – Det burde ikke være noget problem, hvis det bare drejer sig om nogle timer.
Man skal bare sørge for, at æggehviderne er pisket godt stive 🙂
Har undret mig et par gange over hvorfor ovnvarme og ikke varmeluft? 🤔😇
Malene – Jeg bager stort set altid med almindelig ovnvarme og ikke varmluft, da jeg synes, at den varme luft, som blæses rundt i ovnen, har tendens til at udtørre kager, brød og boller. Dermed ikke sagt, at man ikke kan bage på varmluft, jeg gør det bare sjældent 😀