Blinis med stenbiderrogn – lækre hjemmelavede blinis.

0 kommentarer
Fisk og skaldyr, Forretter, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu
Gå direkte til opskriften

Stenbiderrogn kaldes også for dansk kaviar. Og det er altså ikke helt uden grund, at stenbiderrognen sammenlignes med den eksklusive kaviar. De smukke, lyserøde “perler” smager eminent godt. Og så er der bare noget lettere ekstravagant ved de skønne stenbiderrogn, fordi sæsonen er så kort. Lidt ligesom danske jordbær og asparges. Så da jeg spottede stenbiderrogn hos fiskehandleren forleden, købte jeg straks en portion med hjem, så vi kunne få hjemmelavede blinis med stenbiderrogn til aftensmad.

Se også – Rejesalat I Laksetatar I Lakseroulade

Nem opskrift på hjemmelavede blinis.

Oprindeligt laves dejen til blinis på en blanding af hvedemel og boghvedemel. Jeg må dog indrømme, at jeg som regel blæser på boghvedemelet og nøjes med at bruge hvedemel. Og så må jeg leve med, at min opskrift på blinis aldrig bliver helt autentisk.

Det er godt nok blevet nemmere at finde boghvedemel i butikkerne. Men hvis jeg rent faktisk købte en pose, så ville jeg formentlig aldrig få brugt det hele. Derfor tænker jeg “stop spild af mad” fremfor 100 % autentiske blinis. Og jeg synes faktisk, at mine blinis smager ganske udmærket. Den let nøddeagtige smag, som boghveden bidrager med, kan så eksempelvis tilføres ved at komme et nip kardemomme i dejen.

Denne her portion giver 20-25 blinis, hvilket jeg vil betegne som en fin forret til 4-6 personer. Man serverer typisk 3-5 blinis pr. person. 5 blinis kan dog være en ret mættende forret, så man skal lige være OBS på, hvad der serveres til hovedret.

Tip! Se også tips til rensning af stenbiderrogn under opskriften. 

4.36 fra 17 stemmer

Blinis med stenbiderrogn

Samlet tid30 min
Antal: 25 stk

Ingredienser

  • 125 gr hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk groft salt
  • 2 dl mælk
  • 1 spsk olie
  • 1 æg
  • smør/olie til stegning

Topping

  • 150 gr renset stenbiderrogn
  • citronsaft (kan udelades)
  • 2 dl creme fraiche 18 %
  • 1 rødløg (finthakket)
  • evt frisk dild til pynt

Fremgangsmåde

  • Bland hvedemel, bagepulver og salt sammen i en skål.
  • Tilsæt mælk, olie og æg og pisk dejen godt igennem. 
  • Varm en stegepande op og kom lidt smør/olie på panden. Bruger man en pande med teflonbelægning, så er det måske ikke nødvendigt at tilsætte fedtstof.
  • Hæld 1-2 spsk dej ad gangen på panden, så det bliver til små, runde pandekager. Når overfladen på de små blinis bobler, vendes de rundt og bages kort på bagsiden, inden de tages af panden og afkøles.

Anretning

  • Rør stenbiderrogn sammen med citronsaft og evt salt efter smag.
  • Anret de friskbagte blinis på et fad og pynt hver enkelt med 1 tsk creme fraiche, stenbiderrogn og finthakket rødløg. Pynt evt. med kvist frisk dild på toppen.
  • Beregn 3-5 stk blinis pr. person til forret.
  • Blinis kan bages flere dage i forvejen og desuden pyntes 1-2 timer inden servering. Blinis (uden fyld) kan fryses og evt. lunes inden servering.

Lækre variationer.

Blinis skal toppes med creme fraiche, finthakket rødløg og en skefuld stenbiderrogn rørt med lidt salt og evt. citronsaft. Jeg anbefaler, at man går efter en creme fraiche med en fedtprocent på 18 % eller højere. En mere fedtfattig creme fraiche kan ikke “stå selv”. Den flyder ud og ødelægger helhedsindtrykket. Øverst kan man pynte med en kvist dild, men det er selvfølgelig ikke et must.

Bryder man sig ikke om stenbiderrogn, så kan man i stedet toppe med kaviar eller ørredrogn. Man kan også bruge røget laks, rejer, lufttørret skinke eller avocado, hvis toppingen skal være vegetarisk.

Rensning af stenbiderrogn.

Der er sæson for stenbiderrogn fra januar/februar til omkring april. Hos de fleste fiskehandlere køber man stenbiderrognen renset, men er det ikke tilfældet, skal man selv rense rognen.

Det gøres nemmest ved at fjerne de største hinder. Derefter kommes resten af rognen i en skål og der piskes kraftigt med et piskeris, til hinderne sætter sig fast og kan fjernes. Lad stenbiderrognen dryppe af i en sigte og vend den med salt og evt. lidt citron efter smag.

Rognen kan holde sig et par dage på køl, men som med alle andre former for fisk, så er holdbarheden kort. Det er derfor bedst at spise rognen så hurtigt som muligt.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)