Så blev det endnu engang d. 10. februar og det betyder fødselsdag her på madenimitliv.dk! I år er det oven i købet semi rundt, for i dag er det nøjagtigt 5 år siden, at jeg skrev det allerførste indlæg. Under dæknavnet Life of Latascha og på en blogspot blog – jeg kunne jo ikke helt vide, hvad det skulle udvikle sig til sidenhen 😉

Og hvad udviklede det sig så egentligt til? Tjaaaa uden at lyde selvfed, så har jeg pt. skrevet 925 indlæg, har 3374 følgere på bloggens facebookside og over 80.000 unikke besøgende og 150.000 sidevisninger om måneden og “det er da ik’ så ringe endda” – sagt på godt jysk.

 

 

Jeg har en blog, som jeg lægger ualmindeligt meget tid i, men som jeg også elsker og som er under konstant udvikling – faktisk kan den jo sammenlignes lidt med et lille barn. I starten aner man ikke, hvad dette her er for noget og hvordan man skal gribe det hele an. Man lærer lidt hen ad vejen, fejler og forsøger sig frem, lykkes heldigvis også med en helt masse ting. Langsomt begynder bloggen at forme sig selv og nu synes jeg så småt vi nærmer os skolealderen, hvor jeg gerne efterhånden skulle have defineret, hvad jeg ønsker af min blog, hvordan den skal være og hvad den står for. En lang rejse, men jeg synes indtil nu, at det er gået over al forventning og har absolut ingen planer om at stoppe ved skolestarten. Tværtimod regner jeg med at følge blogge hele vejen gennem både folkeskole, gymnasiet og videregående uddannelse 😉

Og således vil jeg kaste mig ud i endnu et år fyldt med indlæg om mad, dejlige oplevelser, ture, begivenheder og alt det andet jeg ellers fylder min blog med. Og afslutningsvis tak til alle Jer læsere – uden Jer var der nok ikke helt så meget Mad i mit Liv!

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)