Jeg synes efterhånden jeg falder over flere og flere indlæg i blogland, der omhandler juice. Og nej, jeg snakker ikke om appelsinsaft fra Rynkeby, men derimod lækre og hjemmelavede vitaminbomber fyldt med frugt, grønt, smag, vitaminer og mineraler.
Egentlig har jeg ikke været så frygtelig interesseret i at anskaffe mig en juicer, for hånden på hjertet, så mangler jeg ikke ligefrem køkkendimser. Men nu er jeg altså efterhånden blevet så nysgerrig, at jeg alligevel er begyndt at kigge mig omkring og ikke mindst på nettet, hvor man lynhurtigt kan overskue hele markedet.
I den forbindelse kom jeg blandt andet forbi Chr. Christensen Isenkram, altså deres netshop forstås, og så var det lige, at jeg måtte tage et ordentligt tag i mig selv, for lynhurtigt blev jeg jo tiltrukket af alle de andre lækre ting, som man også kan få fingre i sådan nogle steder.
Århhh, hvor får jeg bare lyst til at kaste mig ud i en omgang shop amok, når jeg pludselig bombarderes af smukke Lyngbyvaser (oven i købet på tilbud), skønne tallerkner med det smukke Mega Musselmalede mønster, fantastiske vinglas, lækre gryder, for slet ikke at nævne elektronik afdelingen og hvad vi madnørder nu ellers falder for, når vi render rundt i isenkræmmerbutikkerne og klapper varerne. Jamen altså, jeg bliver som et barn i en slikbutik – til Mortens store skræk 🙂
Nu har jeg taget mig gevaldigt sammen og har nøjedes med at tilføje et par ekstra ønsker til min efterhånden uendeligt lange ønskeseddel – det ligger desværre ikke lige i kortene, at folk på SU (altså mig) skal investere hele formuen i stel til 12 personer, ikke engang når det drejer sig om kongelig porcelæn af virkelig god kvalitet. Juicepresseren har jeg til gengæld ikke opgivet – den skal nok komme i hus indenfor relativt kort tid 🙂
Note. Indlægget er sponsoreret, men ideen, holdningen og ordene er helt mine egne.
Anne, du kloge kvinde – du skal tænke på, at det er meget sundere for tænderne og maven at spise frugterne og grøntsagerne end kun at indtage saften. En gulerod pakket ind i bladselleristængler er min hof, og jeg har altid gulerødder med på langtur. Jeg synes, det breder sig som en feber hos madbloggere, så snart der kommer noget nyt frem – uden at skele til, om det er en god idé at indlade sig på for den enkelte. Der er stor forskel på, om man drikker en masse pladderværk, eller man spiser grøntsagerne rå, kogte eller stegte, hvilket er og bliver det sundeste – det andet er en dille – men dem er der også ret mange af for tiden, synes jeg.
Elsebeth – Altså jeg ved godt, at man ikke får så mange kostfibre, når man juicer sine frugter og grønsager, som når man tygger dem, men i forhold til anbefalingerne på 3 gr. kostfiber pr. 1000 Kj energi der indtages, så er jeg heldigvis ret godt med, så det er jeg ikke så nervøs for.
Vi spiser rigtig mange grove grønsager herhjemme, som jo er dem der indeholder flest kostfibre, selvom vi selvfølgelig også supplerer med salatgrønt. Jeg har gulerødder eller andet grønt + frugt med i skole til mellempauserne og til frokost får jeg gerne rester fra aftensmaden herhjemme, eller blander en salat i skolens kantine – fordelen ved at læse Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed er en virkelig god og sund kantine 😉
Det jeg personligt gerne vil bruge en juicer til er til morgenmaden. Både i weekenden og på hverdage. Jeg spiser så mange grønsager i løbet af dagen, men kl. 7 om morgenen vil jeg gerne nøjes med at drikke frugt og grønt, evt. sammen med min havregrød, æg, yoghurt eller hvad menuen ellers står på. Ligeledes ville det være dejligt med hjemmelavet juice i weekenderne, som kunne bestå af andet end friskpressede citrusfrugter. Og så må jeg jo ikke glemme mine forældres 7 æbletræer – hjemmelavet most er bare noget af det allerbedste. Vi hælder den gerne på flasker og stiller dem i fryseren, så har vi hjemmelavet æblemost helt indtil næste år 🙂
Jeg laver også æblemost og putter i fryseren – i fryseposer på 4 L, som jeg lægger i en form, fylder posen og lukker til med en god klemme; næste dag er der den nysseligste mursten, lige til at tage ud af formen og stable. Sådan gemmer jeg alt flydende i fryseren, og det fylder minimalt på den måde.
Elsebeth – Det der med poserne brugte vi også, indtil vi blev trætte af, at der på mystisk vis altid var et hul et eller andet sted, så der blev så klistret i bunden af fryseren. Der var altid et eller andet der løb ud, uanset hvor forsigtige vi var, så nu bruger vi bare fryseposer til ting, som kun er delvist flydende, fx mos, tomatsauce osv. Hyldeblomstsaft, æblemost og lign. kommer på flasker, for det er så dejlig nemt at tage en flaske op og bare kunne stille den i køleskabet 😀