Forloren hare er en rigtig klassiker. Noget i retning af det danske modstykke til amerikanernes meatloaf (farsbrød), som man kan få serveret med masser af sauce og kartoffelmos på rigtig mange Diner’s, hvis man kommer en tur til “Guds eget land”.

Min bedste opskrift på forloren hare.

På trods af at forloren hare er en rigtig dansk klassiker, så findes der utallige måder at lave den på. Sådan er det jo gerne med mormor-retter. For de fleste af os har vel haft en mormor eller farmor, som lavede klassikerne på sin helt egen måde. Hvilket vi efterfølgende har kopieret og taget til os. Således findes der både forloren hare på okse- og svinekød, forloren hare på kalv og flæsk, forloren hare med små tern af spæk og forloren hare dækket med rasp. Og sikkert også mange flere.

Se også – Græsk farsbrød med kartofler I Farsbrød med timian og bacon I Mini forlorne harer med sauce. 

Jeg tager for det meste udgangspunkt i en god frikadellefars, lavet på hakket svinekød. Den former jeg til et brød, som jeg pynter med baconskiver. Man behøver ikke ligefrem “isolere” haren med bacon, men omvendt skal der heller ikke mangle bacon. Jeg synes, at 16 halve skiver er ret passende, men det bestemmer man selvfølgelig selv.

Lækkert tilbehør.

Nogle gange får vi den forlorne hare med helt klassisk tilbehør. Kogte kartofler, ribsgelé og den absolut, uundværlige brune “hare-sauce”. Hos min lillebror og hans kæreste får vi også serveret forloren hare med brunede kartofler og waldorfsalat, hvilket løfter haren op til et helt lille festmåltid. Og om efteråret får vi ofte ovnbagte rodfrugter til haren. Og det var lige hvad det blev til forleden, for jeg havde efterhånden fået samlet mig lidt af et lager i grønsagskuffen.

Rodfrugterne bestod af en blanding af gulerødder, selleri, pastinakker og små kartofler vendt med lidt olie og timian, salt og peber. De blev derefter bagt gyldne og møre på en bageplade i ovnen og serveret i selve stegefadet sammen med haren.

Jeg kan godt lide, når rodfrugterne har lidt “bid” og let sprøde kanter, hvilket man opnår, hvis de steges på en bageplade for sig selv. Rodfrugterne kan dog også fordeles i fadet rundt om den “rå” hare, hvorefter hele baduljen sættes i ovnen i 1 time. Det giver en dejlig smag af hare til rodfrugterne, men gør det lidt vanskeligere at lave sauce. Rodfrugterne “drikker” nemlig en god del af stegeskyen fra haren.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Forloren hare

Stegetid1 t
Samlet tid1 t 30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 gr hakket svinekød
  • 1 løg (revne)
  • 1 æg
  • ½ dl mælk
  • 0,75 dl havregryn
  • 1 pk bacon i skiver
  • 2 dl hønse- eller grønsagsbouillon (kan erstattes af vand)
  • 2 dl mælk
  • salt og peber

Brun sauce

  • stegesky fra haren
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 dl vand
  • ½ dl madlavnings- eller piskefløde
  • 2 tsk ribsgelé
  • madkulør
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Rør hakket svinekød sammen med løg, æg, mælk, havregryn, salt og peber.
  • Form farsen til et brød og læg det i et ildfast fad.
  • Halver baconskiverne på tværs og læg dem taglagt på toppen af farsbrødet. 
  • Sæt haren i ovnen ved 190 °C (varmluft) i ca. 15 minutter. Herefter hældes bouillon/vand og mælk ved haren.
  • Steg haren i yderligere 45 minutter ved 190 °C (varmluft), til den er gennemstegt.
  • Tag haren op af fadet og hold den varm under et stykke folie.
  • Hæld herefter væden (skyen) fra fadet igennem en si over i en gryde til saucen.

Brun sauce.

  • Varm stegeskyen i gryden op.
  • Ryst hvedemel og lidt vand sammen til en meljævning og pisk jævningen ud i den varme sky.
  • Kog saucen igennem i et par minutter, til den tykner.
  • Smag saucen til med fløde, ribsgelé, salt og peber og tilsæt et par dråber madkulør, så saucen får en fin, brun farve.
  • Skær haren i skiver og server med brun sauce, kogte kartofler og ribsgelé. Alternativt kan man lave en portion blandede rodfrugter i ovnen og servere sammen med haren i fadet.

Noter

Kan man ikke spise hele den forlorne hare, så er det skønt med et stykke hare på en skive rugbrød til frokost dagen efter. Både haren og saucen kan desuden fryses. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)