Forloren hare med bacon – klassisk opskrift.

9 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Opskrifter, Svinekød
Gå direkte til opskriften

Forloren hare er en rigtig klassiker. Mormor-mad når det er allerbedst og en rigtig efterårsret, der smager så dejligt med ovnbagte rodfrugter, kartofler, ribsgelé og den gode sauce, der laves på skyen fra haren. 

Se også – Græsk farsbrød med kartofler I Farsbrød med timian og bacon I Mini forlorne harer med sauce. 

Min bedste forloren hare opskrift.

På trods af at forloren hare er en rigtig dansk klassiker, så findes der utallige måder at lave den på. Sådan er det jo gerne med mormor-retter. For de fleste af os har vel haft en mormor eller farmor, som lavede de traditionelle, danske klassikerne på sin helt egen måde, hvilket vi efterfølgende har taget til os. Således findes der både forloren hare på okse- og svinekød, på kalv og flæsk, med små tern af spæk og forloren hare dækket med rasp. Og sikkert også mange flere.

Min opskrift på forloren hare tager udgangspunkt i en god frikadellefars, som jeg laver på hakket svinekød. Den former jeg til et brød, som jeg pynter med baconskiver. Man behøver ikke ligefrem “isolere” haren med bacon, men omvendt skal der heller ikke mangle bacon. Jeg synes, at 7-8 tynde skiver bacon er ret passende til 500 gr fars, men det bestemmer man selvfølgelig selv.

Tip! Se mine bedste tips til lækkert tilbehør til forloren hare under opskriften. 

5 fra 4 stemmer

Forloren hare

Stegetid1 t
Samlet tid1 t 30 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 gr hakket svinekød (eller hakket kalv og flæsk)
  • 1 stort løg (revet)
  • 1 æg
  • ½ dl mælk
  • 2-3 spsk hvedemel
  • 1 pk bacon i skiver (7-8 skv)
  • 2 dl hønse- eller grønsagsbouillon (kan erstattes af vand)
  • 2 dl mælk
  • salt og peber

Brun sauce

  • stegesky fra haren
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 dl vand
  • ½ dl madlavnings- eller piskefløde
  • 2 tsk ribsgelé
  • madkulør
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Rør kødet sammen med løg, æg, mælk, mel, salt og peber.
  • Form farsen til et aflangt brød og læg den i et ovnfast fad.
  • Læg baconskiverne på toppen af farsbrødet, så de overlapper hinanden let. 
  • Sæt haren i ovnen ved 190 °C (varmluft) i ca. 15 minutter. Herefter hældes bouillon/vand og mælk til saucen i fadet sammen med haren.
  • Steg haren i yderligere 40-45 minutter ved 190 °C (varmluft), indtil den er gennemstegt og baconstykkerne sprøde.
  • Tag haren op af fadet og hold den varm under et stykke folie. Imens laves saucen.

Brun sauce.

  • Hæld væden (skyen) fra haren igennem en si over i en gryde.
  • Sæt gryden på komfuret og varm skyen op.
  • Ryst hvedemel og vand sammen til en meljævning og pisk jævningen ud i den varme sky. Der kan selvfølgelig også bruges saucejævner.
  • Kog saucen igennem i et par minutter, indtil den tykner.
  • Juster evt. farven på saucen med lidt saucekulør og smag til med fløde, ribsgelé, salt og peber.
  • Skær haren i skiver og server med brun sauce, kogte kartofler, ribsgelé og evt. ovnbagte rodfrugter med timian og honning.
  • Bliver al haren ikke spist, så kan den sagtens gemmes 2-3 dage på køl. Det smager skønt med et stykke forloren hare på en skive rugbrød. Såvel hare som sauce kan desuden fryses.

 

Tilbehør til forloren hare.

Nogle gange får vi den forlorne hare med helt klassisk tilbehør. Kogte kartofler, ribsgelé og den absolut, uundværlige brune “hare-sauce”. Skal der lidt ekstra til, så kan jeg også sagtens finde på at servere haren med brunede kartofler og waldorfsalat, hvilket løfter haren op til et helt lille festmåltid. Og om efteråret er det jo helt oplagt at servere ovnbagte rodfrugter til haren. Nemt og lækkert og så passer rodfrugterne jo sig selv i ovnen samtidig med haren.

Skal det ikke være helt traditionelt, så kan man i stedet servere haren på amerikansk vis med kartoffelmos, brun sauce og grønne bønner eller lignende dampet grønt. En klassiker, som man får den serveret på stort set alle diners i USA. Og selvom det er sådan lidt “blødt i blødt”, så er kombinationen af forloren hare med kartoffelmos og sauce altså virkelig skøn.

Lækre rester.

Når man lige ser bortset fra ovntiden, så tager det ikke meget mere end 15 minutter at lave forloren hare, så sørger jeg gerne for at lave lidt ekstra. Så er jeg også sikker på, at der bliver rester. Tynde skiver af kold, forloren hare er nemlig virkelig lækre på rugbrød eller bare med tilbehør af en lækker salat, grøntsager eller kartofler dagen derpå.

Man kan også lave sandwiches med resterne af en forloren hare. En hare er jo i bund og grund en stor frikadelle omviklet med bacon, så en god frikadelle-sandwich med mayo, rødkål, agurkesalat og tynde skiver forloren hare er virkelig lækker og et hit herhjemme hos os. Både til frokost og til aftensmad – evt. med ristede kartofler til.

9 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kaja boiesen
6 år siden

Smager også godt med hasselbagt kartofler.

Birgit Thøgersen
4 år siden

Hej
Når jeg laver farsbrød enten til forloren hare, boller i karry eller frikadeller, bruger jeg fremover “HUSK” i stedet for hvedemel eller havregryn – som er så godt for tarmfloraen – Jeg har lært ingrediensen af Prof. Oluf Borbye Pedersen som har skrevet bogen “tarme i topform.
Mvh
Birgit

Tina
2 år siden

Når man nu ser billedet og opskriften – så ser man ikke HVORDAN man laver som på billedet, som JEG synes er hamrende skøn at ville spise.

Tænker her på “væden” som måske skal være til en sauce eller skal den undværes her? 😉

På forhånd tak for svar – på hvordan billedet tilberedes – med/uden sauce

Sonja Karen
2 år siden

Havregryn eller mel.? Jeg står med hånden i farsen 😂😂 øverst står mel og i teksten havregryn.,?
Tak for et godt mad blog ellers ❤

Klavs krogh
2 måneder siden

5 stars
Kan du finde på at bruge den billige hvedemel, der er kommet frem.feke Rema 2 kg 9 kr.
Hvad skal jeg se efter på posen, når jeg køber nek

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)