Jeg elsker at hygge med langsom og lækker morgenmad i weekenderne. I hverdagene må morgenmaden selvfølgelig også gerne være lækker, men den må altså også gerne være lidt hurtigere at tilberede end i weekenden og sidst men ikke mindst skal den være sund og mættende, så jeg ikke går sukkerkold i skolen midt på formiddagen.

Skyr opfylder de fleste af mine krav til en god morgenmad – det mætter og er fedtfattigt og kræver ikke nogle særlige former for tilberedning. Til gengæld synes jeg altså ikke, at skyr au naturel smager sådan sindssygt godt – mine smagsløg keder sig i hvert fald meget hurtigt, hvis ikke jeg tilsætter smag i form af frugt eller lign. og desuden spiser det i selskab med en god müsli, lavet på lækre frø, nødder eller mandler og kokosmel.

Lige for tiden spiser vi hjemmelavet hindbærskyr med müsli herhjemme. Der er ingen tvivl om, at skyr med bær er et hit, men pt er det bare ikke sæson for bær, så i stedet for at købe de fremdrevne, smagsløse og hundedyre blåbær og hindbær i butikkerne, foretrækker jeg at koge en lækker frugtpuré på en pose frosne, gerne økologiske, bær.

De frosne bær kommes lige ud af landevejen i en lille gryde og koges til “grød” ved svag varme. Når bærrene er kogt ud, tages gryden af varmen og blendes til puré med en stavblender. Afslutningsvis smages til med lidt sukker eller honning og så kommes den færdige puré i en bøtte og stilles i køleskabet, hvor den holder sig fint i en uges tid.

Det er med fuldt overlæg, at min hjemmelavede müsli ikke indeholder havregryn. Dels bruger jeg havregryn, når jeg laver hjemmelavet granola og dels synes jeg bare, at alle de forskellige varianter af færdiglavet müsli, som man kan købe i butikkerne, indeholder ufattelige mængder af havregryn, så dette her er min måde at få en müsli på, som ikke indeholder havregryn. Dermed ikke et ondt ord om havregryn og skulle man sidde og savne dem i min opskrift på müsli, så er det jo bare at tilsætte et par håndfulde.M

Ved servering røres skyr sammen med hindbærpuré efter smag til en skøn, lyserød morgenmad, som serveres i en smuk skål og drysses med et par skefulde hjemmelavet müsli. Sammen med et blødkogt æg og en god kop kaffe eller te er det en ønskestart på dagen og den holder mig fint mæt indtil frokostpausen kl. 12.00.

Hjemmelavet müsli.

2 dl. kokosmel

2 dl solsikkefrø

1 dl græskarkerner

1 dl hørfrø

1-2 dl mandler

evt. 1-2 tsk stødt kanel

Start med at komme mandlerne på en tør, varm pande og rist dem til de knitrer let. Tag mandlerne af panden og rist herefter kokosmelet gyldent på samme pande. Kom det ristede kokosmel, solsikkefrø, græskarkerner og hørfrø i en skål. Hak de ristede mandler groft og kom også dem i skålen, evt sammen med lidt stødt kanel. Bland det hele godt sammen og hæld det i en lufttæt bøtte eller i et fint opbevaringsglas.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)